Ild i hjertet

En dråbe af ild river sig løs og falder ned.

Den rammer mit hjerte.
Det svider og gør ondt.
Dråben løber ned på ydersiden og sætter ild til det.

Jeg ligger i min seng og kigger på min sovende datter. Hun trækker vejret roligt og tungt og hendes ånde lugter lidt, på den der specielle måde når der er feber i kroppen.
Jeg har ligget på denne måde før og våget.
Både over ham den store, der nu hastigt bliver ranglet og lang, og ham i midten der lige nu stadig er midt imellem rundkindet og ranglet. Både mentalt og fysisk.
Hver gang føles det på samme måde.
Jeg indtager en bestemt tålmodig mental indstilling, som jeg til hverdag har svært ved at finde.
Jeg lytter.
Mærker med mine sanser efter små forandringer.
Altid med den samme bekymring; har de det godt?

Jeg studerer det lille fine pigeansigt og ilden blusser op.
Smerten i hjertet er kærlighedens pris.
Huden er så fin, vipperne så tætte. Den lille faste næse, hvor en lille dråbe finder vej ud af.

Jeg har sådan lyst til at ae hende på kinden. Som om hun kan mærke det, finder hendes lille fod min krop.
"Skulle bare lige mærke, at du var der mor" synes hun at sige.