Post Scriptum

Jeg er velsignet med dejlige veninder i mit liv.
Veninder der giver mig sandheden. Temmelig irriterende til tider, men det er jo kun fordi de rammer plet gang på gang. Sandheden er ofte ilde hørt, men ikke denne gang dog.

Gårsdagens debat fortsatte kort over mail mellem hende her og jeg.
Samtalen kan nok koges ned til hendes råd;

"Hvis du vil have andre til at forstå, så skriv med hjertet istedet for intellektet. Jeg ved du kan skrive så helt igennem gribende og fantastisk - men her distancerer du dig ligesom lidt?"


Gulp!

Sandt?
Jeg tænkte, den sover jeg lige på og så rammer inspirationens klare lys mig nok når jeg står op i morgen.
I nat kl. 03 vågnede jeg og kunne ikke sove mere. Kastede mig rundt. Havde det varmt, smed dynen. Frøs, puttede mig igen. Tænkte.

Nu er det morgen. Jeg er træt!
Jeg ved stadig ikke hvad jeg præcis skal skrive. Ved ikke helt hvordan jeg skal forklare.
Om det overhovedet er nødvendigt at forklare, siger du?
Ja, for mig er det. En selvvalgt mission for, at dele et liv der ikke er hélt som de fleste andres.
Tænk engang, jeg bilder mig ind at jeg kunne røre nogen hvis det lykkes. Skabe en forståelsesbro så 'os' og 'dem' ikke er skilt af vand, men er to sider af samme sag - som jeg også skrev i går.

Men, hvor meget ønsker mine børn, at kunne læse om dem selv på internettet når de bliver voksne?
Jeg kan aktivt vælge for mig selv, men de har ikke nogen mulighed for, at sige til og fra.

Det kan være det kræver mere end én forstyrret nattesøvn at se lyset.