Viser opslag med etiketten pædagogik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pædagogik. Vis alle opslag

onsdag den 15. april 2015

Skal du med på kursus?

Jeg har lyst til, at reklamere i dag.
Ikke fordi jeg er blevet betalt for det eller endda engang opfordret til det, men fordi jeg synes det er nogen dejlige damer, der oven i købet har en masse klogt på hjertet der står bag dette kursus.

Det handler om antroposofi. Du ved, den filosofi og måde at tænke på, der ligger bag Steiner pædagogikken.

Det handler om vores børn. Denne gang de store af slagsen (de holder også kursus om de små nogen gange).
Jeg skal helt klart med, for min førstefødte er galoperende ind i nye tider hvor stemmen nok snart begynder at knække og det pludselig er blevet meget vigtigt hvordan håret sidder.
Altså, han er tween og godt på vej ind i den "frygtede" teenage-alder.

Hvordan håndterer man så det, på antroposofisk?
Jo, det er det de her dejlige damer ved en hel masse om, så jeg vil sidde klar med notetsblok og nyspidset blyant.

Jeg har godt set, at tilmeldingsfristen er i dag, men de dejlige damer har lovet mig, at hvis bare du skynder dig lidt, så går det at tilmelde sig stadigvæk.

Ses vi?






mandag den 14. januar 2013

Værdien af et stykke træ.

Hvad er værdien af et stykke træ egentlig?
Hvad er værdien af den historie man binder på legen?
Kan alting opstå af ingenting, så længe vi bruger vores fantasi og vores indlevelsesevne?

Kunne der dukke to lysestager op ud fra rester man ellers var tæt på at smide ud?


Kunne andre former opstå ud af leg med materialet? Uden tanke på en færdig form, men med øje for det der alligevel dukker op? Måske et bord og to stole? Eller noget helt andet?

Hvad ser du?


Og kunne det være, måske. Kun måske. Hvis heldet er med ens syn lige den dag, så kunne man besøg af et væsen.
Er det en træalf?
En af dem der går rundt og kilder træerne på rødderne om natten, så træerne kan vokse sig store?
Måske.
Men hvis man skal gøre sig håb om at finde en, skal man kigge godt efter, for træalfer er generte. Så snart menneskene kigger på dem står de musestille og ligner bare en kvist eller en gren.
Og mennesker har alt for travlt til at lægge mærke til smågrene der gemmer sig i buskene. Især de voksne, der haster afsted til alt det de skal nå. Det er også derfor mange voksne rynker brynene og tænker "Hvad skal det nu forestille sig" når alting opstår af ingenting. Når børnene, hvis sjæle endnu er langsomme, bliver opslugt af et vidunder. F.eks. en alf, der let kunne forveksles med noget vi skødeløst smider på bålet.
Men børnene de ved. De ved så meget mere end vi voksne har glemt.

Så derfor er træalfer meget svære at finde.


Det er ganske vist
at Træalfen Kvist
tænkte noget han ville

Ud fra sin skov
og lave lidt sjov
besøge den lille Kamille

Lege og synge
hoppe og gynge
morskaben ville ej slutte

Men dag gik på hæld
de sagde farvel
og med næserne kunne de dutte.






Skovalfen Kvist ligger i skrivende stund og passer på Kamilles tøj i garderoben i børnehaven.
Iført sit halstørklæde som moderen i al hast måtte strikke, på ordre fra Kamille.
Han skulle nemlig med i morges.

Personligt er jeg ret spændt på, om der er nye historier om Kvist når jeg henter her til eftermiddag.
Det kunne jo være der gemte sig lidt ballade inde i sådan en alf.
Man ved det aldrig helt. 


Credit: 
Det er Far der har skåret træet ud, fundet både alf og lysestager gemt i træet, lavet det fine digt og fortalt at det er alfer der kilder træerne på rødderne om natten. 
Jeg har blot taget et par billeder og formidlet det.

fredag den 21. september 2012

At være udenfor... steiner vs. den virkelig verden.

Jeg har tænkt meget de sidste par dage. Onsdag aften var jeg til forældremøde i vores steiner børnehave, hvor brugen af medier var et emne der blev taget op. Som i måske nok ved, er brugen af tv og kommercielt legetøj ikke en del af steiner pædagogikken.
I dag sidder jeg og læser kommentarerne på Ullas dejlige fødselsdags-ønske indlæg.

Onsdag aften i børnehaven diskuterede vi hvordan man gør børnene klar til den virkelige verden og flere forældre udtrykte bekymring for om deres barn ville være udenfor fællesskabet hjemme på vejen, nu steinerbørnene ikke kendte Batman, Bakugan, Bratz og alle de populære tegneserier der kører på tv.

Ovre hos Ulla blev samme bekymring luftet i kommentarfeltet. Gør vi vores børn en bjørnetjeneste ved at nægte dem adgang til den kommercielle børneverden?

Jeg vil starte med at forbryde mig mod de seneste advarsler fra de selv sammen medier. Med at "udstille" mine børn. I pointens hellige navn. Tag godt imod deres historie.

Vi skruer tiden et år tilbage. Mine drenge er fuldt ekviperet med nintendoer og masser af tv tid.
På trøjerne, på væggen og i skufferne i børneværelset er der actionhelte.
Nintendoerne var med i sfoén hvor børnene sad på rad og række og spillede ved siden af hinanden om eftermiddagen.
Vi fulgte med på langt de fleste modediller blandt børnene, for vi ville gerne være med.
Men ved I hvad det mest ironiske var?
Vi var ikke med. Mine drenge følte sig ikke som en del af fællesskabet! På trods af, at vi forældre gav dem alt det udstyr der skulle fællesskabet til.

Jeg havde drenge der tænkte anderledes end fællesskabet og de trivedes ikke.
Da de kom igennem PPR møllen blev det nærmest endnu værre. De fik et mærkat på hvor der stod "højt begavede" og vi forældre ledte højt og lavt efter hvad vi nu skulle gøre ved dét.
Distancen blev større og øgenavnene blev andre da mærkatet blev kendt blandt børnene i skolen, fordi min store dreng kom med i "Holdet for elever med særlige forudsætninger". Et dejligt forsøg fra skolens side på at komme de begavede i møde. Men vi forældre var glade. Skolen gjorde noget.

Men mine drenge blev stressede.
Malte på bare 6 år begyndte at tale om, at han ville ønske han ikke var blevet født.
Matias var super nervøs dreng på 9 år, der ganske sikkert er blevet præsenteret for hvordan hele verden er bygget op, alt for tidligt, fordi vi ikke vidste bedre. Vi gjorde det vi troede var rigtigt.
Matias kan f.eks. godt være nervøs for hvornår det nu er, at solen brænder ud. Det er store tanker ved sengetid.

Vi rev os i håret og vidste ikke hvad vi skulle stille op med det hele. Det værste ved at få af vide, at man er anderledes er, at jagten på at være helt normal pludselig synes vigtigere end nogensinde.

Men en dag flyttede vi madrasser og det mest basale med ind til København, hvor vi flyttede ind og satte vores børn i en steiner skole.
I starten havde vi de store pegefingre fremme og skuldrene lige så meget oppe om ørerne som vi var vant til. Klar til kamp for vores børns trivsel.

Men der skete noget fantastisk. De voksne på skolen lod os tale og smilede lidt og tog sig ikke så meget af vores advarsler. "Din søn ser lidt blegnæbbet ud" sagde de bare og tog ham ind under deres vinger.
Vi tænkte, at vi jo måtte stole på de nye voksne i mine børns liv. Vi havde selv helt bevidst søgt efter et steinerliv.
Og som tiden er gået på den nye skole er vores drenge blomstret helt vildt.
IQ er ikke længere så vigtigt at tale om.
Fællesskabet er fasttømret og godt.

Forleden startede Malte til spejder. Alene. Ingen fra hans klasse startede, men han gjorde og han glæder sig til tirsdag og siger farvel ved lågen og løber ind til de fremmede - der nok ikke er fremmede ret meget længere.
Malte tegner igen. Han nægtede at tegne dengang for et år siden.
Malte deler sine tanker og sine bekymringer med os. Han er ikke længere i en skole, hvor han må bryde grædende sammen fordi han kommer til at tegne uden for de små firkanter i hans opgavebog, lille perfektionistiske dreng.

Matias er stadig nervøs. Det vil han nok altid være. Men han har fundet en ny ro i sin skolegang.
Der er lidt længere vej i mål med Matias. Han har været - og er - vores prøveklud, fordi han er den ældste.
Men jeg kan mærke den nye ro virker godt.

Vi har skruet gevaldigt ned for brugen af digitale medier. Vi har ikke udfaset det fuldstændigt, for vi ér stadig en del af en digital verden. Men i det vi skruede ned, kunne jeg pludselig se hvor rodløse vores børn er, når de bliver bedt om at slukke efter et par timers spil. Det tager en time eller to at finde tilbage til kroppen og finde på andre gode lege.
Vi er MEGET mere selektive overfor hvad der kommer ind af legetøj i vores hjem og på tøjet udfases plastiktryk efterhånden som tøjet skiftes ud.

Det jeg egentlig vil frem til er, at det kan godt være at vi nægter vores børn adgang til visse ting, men jeg er ikke nervøs for fremtiden.
Det kan godt være, at vores børn ikke kender de nyeste modediller længere, men de er ved at udvikle nogle gaver som er meget mere værd.
De er overbevist om deres egen ret til at være her på jorden (en gave der desværre ikke er forundt alle børn).
De er betænksomme og omsorgsfulde børn, der bliver undervist på en måde så de lærer at tænke ud af den der forbistrede kasse.
De kan måske ikke lige reglerne for batman leg, men de kan sætte hundrede andre gode lege igang.
De er vant til at forholde sig forskende til verden, da de selv bygger deres egne skolebøger op.

Og helt ærligt, som barn af en helt almindelig folkeskole, med et helt almindeligt uddannelsesliv og adgang til det helt almindelige livet igennem, så kan jeg da stadig ikke garantere at jeg kan lege lige godt med alle voksne.
Der er da mange voksne jeg ikke har en dyt til fælles med. Også selvom vi begge to legede med Barbie engang.

Men jeg ved godt hvem jeg helst vil lege med hvis jeg kunne vælge. Det blev ikke ham der bare fulgte med malstrømmen, af frygt for ikke at passe ind.

*****************************

EDIT: Disclaimer: Jeg dømmer ikke folkeskolen eller forældre der vælger, at give deres børn adgang til "det hele" overhovedet, på noget måde, i nogen som helst sammenhæng.
Det her handler om vores personlige vej og de ting vi har erfaret virker for os, efterhånden som vi slider vores egne forældresåler til.
Heldigvis er der ret meget plads her på vores jord og der faktisk plads til os alle, uanset hvad vi vælger.

mandag den 17. september 2012

Nye veje...


Jeg jonglerer.
Med tid, med vikararbejde, med lektielæsning og ikke mindst, med familielivet.

Jeg planlægger og plotter ind i vores kalender.
Jeg prøver, at holde tungen lige i munden og nå det hele, på bedst mulige måde.

Jeg har nemlig tilføjet en ny stor ting til mit liv. En ny uddannelse.
Jeg er startet på Sophia Seminariet. Jeg læser til steinerlærer. Det tager 3 år og jeg er lige startet. Det er morsom oplevelse igen at være "føl" og være "de nye" der løber forvirrede rundt.

Jeg er stadig glad for sygeplejefaget og mit hjertebarn; psykiatrien. Men jeg er træt.
Jeg elsker arbejdet med børnene og de unge, men jeg trænger virkelig til at have nogle børn under mine vinger der ikke er gået i stykker. Der ikke er blevet misbrugt, tævet, forsømt, ødelagt og sendt ud til nogle andre der skal forsøge at reparere på disse børn.
Jeg trænger til, at arbejde med nogle unge, hvor jeg kan møde dem på gaden mens jeg går med mine egne børn, uden at løbe den risiko at skulle bede min mand (hvis jeg er så heldig at han er med) om at skynde sig at gå med mine børn. Der kan nemlig være risiko for overfald fordi jeg - sidst jeg var på vagt - måske var en kælling der holdt på stedets regler og sagde nej til den unge. Pga. et eller andet....
Og mine børn skal ikke se mig arbejde mig ud af dén situation og ikke mindst, SLET ikke se mig blive kaldt alt det jeg kan (og bliver) kaldt, når jeg er så irriterende at holde på regler og normer.

Jeg går ikke rundt med en idé om, at arbejdet med en skoleklasse vil være nemt. Ohhh nej :).
Jeg tror ikke arbejdsmændgen bliver mindre, fordi jeg skifter uniformen ud.
Men arbejdet bliver anderledes.
Steinerpædagogikken er helt speciel og jeg er VILD med den.
Jeg vil stadig blive udfordret på flere planer. Og der vil komme dage hvor jeg sikkert vil blive kaldt noget lige så grimt som før i tiden, fordi mit arbejde på visse steder stadig vil lugte lidt af det samme.
Uanset hvem du er og hvor du er, er rammer og struktur et fantastisk vigtigt arbejdsredskab der i sidste ende giver tryghed og en base at udforske verden og dens grænser fra.

Jeg glæder mig, at blive bedre til at formidle eventyr.
Jeg glæder mig til at udfylde hullerne fra min egen skoletid (der er mange! Suk).
Jeg glæder mig til, at stå foran min egen klasse og være med til, at føre de dejlige børn ud i en fantastisk verden af glæde og lærdom.
Og ikke mindst, lade dem undervise mig. For ligesom jeg lytter til de børn og unge jeg arbejder med nu, så vil jeg også lytte til dem jeg skal forsøge at formidle verdens vidundere til.
Kun de vil kunne fortælle mig, hvordan jeg kan lære dem at lære.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails