I dag sidder jeg og læser kommentarerne på Ullas dejlige fødselsdags-ønske indlæg.
Onsdag aften i børnehaven diskuterede vi hvordan man gør børnene klar til den virkelige verden og flere forældre udtrykte bekymring for om deres barn ville være udenfor fællesskabet hjemme på vejen, nu steinerbørnene ikke kendte Batman, Bakugan, Bratz og alle de populære tegneserier der kører på tv.
Ovre hos Ulla blev samme bekymring luftet i kommentarfeltet. Gør vi vores børn en bjørnetjeneste ved at nægte dem adgang til den kommercielle børneverden?
Jeg vil starte med at forbryde mig mod de seneste advarsler fra de selv sammen medier. Med at "udstille" mine børn. I pointens hellige navn. Tag godt imod deres historie.
Vi skruer tiden et år tilbage. Mine drenge er fuldt ekviperet med nintendoer og masser af tv tid.
På trøjerne, på væggen og i skufferne i børneværelset er der actionhelte.
Nintendoerne var med i sfoén hvor børnene sad på rad og række og spillede ved siden af hinanden om eftermiddagen.
Vi fulgte med på langt de fleste modediller blandt børnene, for vi ville gerne være med.
Men ved I hvad det mest ironiske var?
Vi var ikke med. Mine drenge følte sig ikke som en del af fællesskabet! På trods af, at vi forældre gav dem alt det udstyr der skulle fællesskabet til.
Jeg havde drenge der tænkte anderledes end fællesskabet og de trivedes ikke.
Da de kom igennem PPR møllen blev det nærmest endnu værre. De fik et mærkat på hvor der stod "højt begavede" og vi forældre ledte højt og lavt efter hvad vi nu skulle gøre ved dét.
Distancen blev større og øgenavnene blev andre da mærkatet blev kendt blandt børnene i skolen, fordi min store dreng kom med i "Holdet for elever med særlige forudsætninger". Et dejligt forsøg fra skolens side på at komme de begavede i møde. Men vi forældre var glade. Skolen gjorde noget.
Men mine drenge blev stressede.
Malte på bare 6 år begyndte at tale om, at han ville ønske han ikke var blevet født.
Matias var super nervøs dreng på 9 år, der ganske sikkert er blevet præsenteret for hvordan hele verden er bygget op, alt for tidligt, fordi vi ikke vidste bedre. Vi gjorde det vi troede var rigtigt.
Matias kan f.eks. godt være nervøs for hvornår det nu er, at solen brænder ud. Det er store tanker ved sengetid.
Vi rev os i håret og vidste ikke hvad vi skulle stille op med det hele. Det værste ved at få af vide, at man er anderledes er, at jagten på at være helt normal pludselig synes vigtigere end nogensinde.
Men en dag flyttede vi madrasser og det mest basale med ind til København, hvor vi flyttede ind og satte vores børn i en steiner skole.
I starten havde vi de store pegefingre fremme og skuldrene lige så meget oppe om ørerne som vi var vant til. Klar til kamp for vores børns trivsel.
Men der skete noget fantastisk. De voksne på skolen lod os tale og smilede lidt og tog sig ikke så meget af vores advarsler. "Din søn ser lidt blegnæbbet ud" sagde de bare og tog ham ind under deres vinger.
Vi tænkte, at vi jo måtte stole på de nye voksne i mine børns liv. Vi havde selv helt bevidst søgt efter et steinerliv.
Og som tiden er gået på den nye skole er vores drenge blomstret helt vildt.
IQ er ikke længere så vigtigt at tale om.
Fællesskabet er fasttømret og godt.
Forleden startede Malte til spejder. Alene. Ingen fra hans klasse startede, men han gjorde og han glæder sig til tirsdag og siger farvel ved lågen og løber ind til de fremmede - der nok ikke er fremmede ret meget længere.
Malte tegner igen. Han nægtede at tegne dengang for et år siden.
Malte deler sine tanker og sine bekymringer med os. Han er ikke længere i en skole, hvor han må bryde grædende sammen fordi han kommer til at tegne uden for de små firkanter i hans opgavebog, lille perfektionistiske dreng.
Matias er stadig nervøs. Det vil han nok altid være. Men han har fundet en ny ro i sin skolegang.
Der er lidt længere vej i mål med Matias. Han har været - og er - vores prøveklud, fordi han er den ældste.
Men jeg kan mærke den nye ro virker godt.
Vi har skruet gevaldigt ned for brugen af digitale medier. Vi har ikke udfaset det fuldstændigt, for vi ér stadig en del af en digital verden. Men i det vi skruede ned, kunne jeg pludselig se hvor rodløse vores børn er, når de bliver bedt om at slukke efter et par timers spil. Det tager en time eller to at finde tilbage til kroppen og finde på andre gode lege.
Vi er MEGET mere selektive overfor hvad der kommer ind af legetøj i vores hjem og på tøjet udfases plastiktryk efterhånden som tøjet skiftes ud.
Det jeg egentlig vil frem til er, at det kan godt være at vi nægter vores børn adgang til visse ting, men jeg er ikke nervøs for fremtiden.
Det kan godt være, at vores børn ikke kender de nyeste modediller længere, men de er ved at udvikle nogle gaver som er meget mere værd.
De er overbevist om deres egen ret til at være her på jorden (en gave der desværre ikke er forundt alle børn).
De er betænksomme og omsorgsfulde børn, der bliver undervist på en måde så de lærer at tænke ud af den der forbistrede kasse.
De kan måske ikke lige reglerne for batman leg, men de kan sætte hundrede andre gode lege igang.
De er vant til at forholde sig forskende til verden, da de selv bygger deres egne skolebøger op.
Og helt ærligt, som barn af en helt almindelig folkeskole, med et helt almindeligt uddannelsesliv og adgang til det helt almindelige livet igennem, så kan jeg da stadig ikke garantere at jeg kan lege lige godt med alle voksne.
Der er da mange voksne jeg ikke har en dyt til fælles med. Også selvom vi begge to legede med Barbie engang.
Men jeg ved godt hvem jeg helst vil lege med hvis jeg kunne vælge. Det blev ikke ham der bare fulgte med malstrømmen, af frygt for ikke at passe ind.
*****************************
EDIT: Disclaimer: Jeg dømmer ikke folkeskolen eller forældre der vælger, at give deres børn adgang til "det hele" overhovedet, på noget måde, i nogen som helst sammenhæng.
Det her handler om vores personlige vej og de ting vi har erfaret virker for os, efterhånden som vi slider vores egne forældresåler til.
Heldigvis er der ret meget plads her på vores jord og der faktisk plads til os alle, uanset hvad vi vælger.
