onsdag den 6. maj 2015

Det lille væsen der sidder på dine drømme - Frygt!

Jeg er 35 år gammel, jeg har givet liv til 3 børn, jeg har taget en temmelig prestigefyldt uddannelse hvor mit højeste formål er, at redde andres menneskers liv, jeg har snart kobberbryllup, jeg har både købt og solgt et hus, jeg har vejet alt fra 60 kilo til 95 kilo, jeg har siddet i bestyrelse og taget beslutninger på andre menneskers vegne, jeg har taget rigtig mange kurser med fine navne, jeg er blevet slået hélt hjem et par gange men har rejst mig igen.
Jeg er der, hvor man ville sige, at jeg efterhånden har en god portion livserfaring.

Jeg er 35 år gammel og er er endnu ikke landet der hvor samfundet gerne vil have mig til, at være: på en solid karrierestige hvor jeg gør min pligt som en god borger.
Det kan jeg godt få rigtig meget skyldfølelse over. Især når jeg indkaldes til møde i jobcentret,

Jeg er 35 år gammel, dvs. statistisk set nærmer jeg mig det sted hvor næsten halvdelen af mit liv er gået og det er for nyligt gået op for mig, at jeg først er ved at lære hvad jeg selv har lyst til!
Hvad JEG har lyst til.
Ikke hvad jeg tror jeg kan høste mest anerkendelse ved, udefra.
Men hvad JEG vil.

Men, det skøre er, at for at vide hvad JEG vil, så skal jeg først lære mig at kende. Som 35 årig er det vel egentlig også ved, at være på tide.
Nu er jeg som grundvibration blevet indlært, at være et rimelig skeptisk menneske, forstået på den måde, at jeg ordner alting oppe fra mit stærke hoved, mit intellekt.

Jeg har været i terapi hos forskellige mennesker efterhånden, for jeg elsker at udfordre tankerne og jeg bruger gerne mig selv som forskeremne. Men det var som om alt det der terapi ikke rigtig rykkede. Eller jo det gjorde det jo, for det var hvad jeg havde brug for på det tidspunkt, men ...
Jeg kan argumentere mig baglæns ud af det meste og gå direkte ind i resten, så terapeuter sidder og tænker "wow", mens jeg selv aldrig rigtig har forladt min komfortzone: intellektet.

Men så mødte jeg min krop!
Det var ikke noget rart møde. Det gjorde ondt, det gjorde rigtig ondt!
For nede i min krop er jeg ude af min komfortzone. Jeg kan ikke styre det med mit intellekt når der ingen ord er.
Der hvor alle følelserne bor. De forbudte, de forhadte, de besværlige følelser!

Og jeg græd som pisket.

Men på et tidspunkt holder tårerne op og jeg så ud på verden igen.

Det gode ved tårer er, at de har en magisk evne til, at vaske tingene rene så man kan se lidt klarere igen.

Der indså jeg hvor bange jeg er. Bange for overvægt, bange for undervægt, bange for krig, bange for tårer (!), bange for at min mand ikke længere synes at jeg er lækker (lets face it; 3 fødsler. Jeg behøver ikke sige mere vel), bange for spøgelser (bogstavelig talt, hvilket er ret upraktisk da jeg er sådan et mennesker der kan mærke dem omkring mig), bange for at folk ikke kan lide mig, bange for at have for lidt, bange for at have for meget.
Bange for at VÆRE for meget! Fylde for meget! Være til besvær! Være for synlig og samtidig hamrende bange for, at blive usynlig.

Og så sad jeg der og var bange en stund. Virkelig bange.
Jeg turde ikke bevæge mig, af frygt for at den ydre skál der holdt de splintrede stykker af mit indre liv sammen, ville briste og så ville jeg ligge der i tusinde stykker og ville ikke kunne nå tapen til at lappe det hele sammen igen!

Men Frygt er en underlig lille fyr. Han ELSKER at regere i det underbevidste. Han kan lave så frygtelig meget ballade.
Men når man kalder ham frem - og man må gerne have svedige håndflader og hjertebanken mens man gør det, det havde jeg - så er han vitterlig kun en lille løjerlig fyr.
Lidt skæv og hengemt. Fyldt med sedler i lommerne hvor vores barndoms autoriters domme står skrevet på. Altid klar til lige at læse en op og hviske os det i øret.
Når han løber i skyggerne fra vores ubevidste, så lytter vi til hans hvisken. Frygt har vundet og vi stagnerer i angst og undskyldninger.
Det mest absurde er, at vi langt fra altid er klar over, at vi faktisk er bange og at det er Frygt der laver ballade.

Men Frygt er ikke uovervindelig. Overhovedet ikke. Han skal bare lokkes frem. Måske han dybest set også er bange for, at være usynlig og han derfor bliver nødt til, at lave så meget ballade?
Jeg har arbejdet hårdt på, at lokke min Frygt frem og han viste sig, at være et forhutlet lille barn der gerne ville have kærlighed og omsorg. Ligesom enhver anden skabning i vores univers.

Så jeg kunne vælge to ting:
- Bebrejde ham hans natur og give ham ansvaret for mine endnu u-udlevede drømme...
- Eller tage ansvaret for ham (og fra ham) og give ham så meget kærlighed, at han langsomt kan transformere sig til noget bedre.

Så jeg tog ansvar og jeg lærer ham at kende.
Jeg bliver stadig bange. Konstant!
Men det føles anderledes, for på en måde er jeg slet ikke bange mere.
Bange på en ikke-bange agtig måde.

Jeg har tusinde gamle vaner, som jeg skal støde ind i, en ad gangen. Stoppe op hver eneste gang og minde mig selv om, at der ingen grund er, til at være bange mere.
Jeg ser hvordan mine reaktionsmønstre var og mit ego - der er rigtig gode venner med Frygt - der råber og skriger: "Du skal være baaaaange nuuuuu!". Jeg ser hvordan jeg nu kan stoppe og og sige "Sikke noget pjat" mens mit ego danser sin panikdans.
Jeg kan transformere dem. Både reaktionsmønstrene, egoet og Frygt.

Ja man bliver temmelig udmattet, for det er benhårdt arbejde. Jeg tvinger mig selv til, at stå blottet foran mig selv - min værste kritiker.
Jeg er tvunget til, at få min egen respekt, min egen kærlighed.
To ting jeg har haft så nemt ved, at give væk til alle andre end mig selv.
Men nu giver jeg den til mig selv og det transformerer langsomt min Frygt om til mod.
Og dét er lige til, at blive sådan helt selvglad af.

Og ansvar, dybt og fuldt ansvar ... det grubler jeg lige midt mere om og så skriver jeg noget mere snarest.

Imellemtiden kan du jo undersøge hvornår der er, at Frygt læser sedler op for dig med budskaber der overhovedet ikke er dine eller har noget med dig at gøre.
På psykologsprog hedder det dine internaliserede stemmer.
Din mor der fortæller dig, at (...).  - Den dukker straks op ik?
Din far der forlanger (...)
Eller hvem der nu stod som autoritet i din barndom.

Frasen "Åh jeg kan bare høre min mor sige...", det er dine internaliserede stemmer og det er de negative historier Frygt har stående på sine små sedler.

Tænk over det ... ♥.

Vi ses derude i solskinnet.

Lys og kærlighed til dig.

4 kommentarer:

  1. Hold op det er stærkt skrevet. Vedkommende og ufatteligt rørende. Du skriver i et billedesprog som sætter ord på mange føelser og oplevelser også i mig. 1000 TAK !
    ønsker dig alt mulig held og især lykke i din dejlige fremtid
    knus
    Gitte

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Gitte,

      Mange tak for din kommentar. Den varmer mig.
      Jeg er glad for, at mine ord også vækker genklang i dig. Det er jo ofte sådan, at langt de fleste af de bekymringer vi går rundt med, dem vi tror vi er helt alene om og som efterlader os med en følelse af ensomhed, dem deler vi med 90% af vores medmennesker.

      Kh,
      Synne

      Slet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails