torsdag den 8. januar 2015

"Hjemmedyrk"


Udvikling kommer i afmålte doser - og nogle gange knap så afmålte.
Egentlig føles det til tider en lille smule overvældende når udviklingen tager tigerskridt og stikker af, andre gange som en ørkenvandring når tingene synes, at stå i stampe lidt for længe af gangen.

Engang råbte jeg min smerte ud herinde på bloggen, men så blev der stille.
Min egen udvikling var stadig i rivende udvikling, men jeg blev privat.
Overvejede at slette hele bloggen, for historie er historie og jeg ville ikke identificere mig med i går.

I øvrigt, så risikerer man jo altid, at der er nogen der kan pege fingre af en når man er ærlig, og min skrøbelige udvikling var for sart til, at blive delt.
For skrøbelig til at tåle, at blive holdt for nar. Hvis sådan noget skulle dukke op.
Det kan man jo godt bekymre sig om, midt i navlepilleriet; at blive holdt for nar.
Fik også et par gevaldige følelsesmæssige tæv undervejs.
Det bliver man også skrøbelig og sart af.

Men nu føler jeg mig parat til, at åbne lidt mere op igen.
Jeg har vel fået nye rødder og de er fast forankret - tror jeg nok.
Måske.
Håber jeg.


Jeg har skiftet karriere flere gange i mit - relativt - korte voksne arbejdsliv.
Engang troede jeg, at jeg skulle være Projektleder. Det blev jeg ikke mere end uddannelsen. Så blev jeg mor - det er jeg stadig.
Derefter blev jeg sygeplejerske og så psykiatrisk sygeplejerske i lang tid. Der blev jeg ikke, selvom jeg NU troede at jeg var "kommet hjem". Men noget mere, noget andet trak i mig.
Nu står der Rudolf Steiner lærer på min lønseddel.

Jeg har også skiftet spisevaner mange gange. Som yngre levede jeg både som vegetar og endda veganer lidt senere for så at bløde op og vende tilbage til den vegetariske livsstil.
Jeg var vegetar frem til, jeg blev gravid med min ældste søn, så gik dét over.
Senest overgav jeg mig til LCHF et års tid hvor jeg tabte mig 10 kilo på flæskesvær.
De sidste måneder har jeg langsomt bevæget mig vej tilbage til den vegetariske livsstil og jeg snuser nysgerrig til RAW food bevægelsen.
Jeg er nok bare mest til den grønne livsstil. Det er ihvertfald hvad jeg vender tilbage til gang på gang. Det 'føles' bare mest rigtigt.
Nogle gange er oplevelser og indsigter så elementære, at man bliver nødt til at indse dem flere gange i løbet af ét liv!


Jeg har skabt nye forbindelser til det majoriteten kalder "det alternative" og har mennesker på besøg der blomstrer op og får ro dybt inde når de ligger under mine hænder. Nogen kalder det healing.
Den side af mig har jeg holdt nede i 35 år men bobler nu så meget, at jeg give den mere plads.
Nu da jeg har inviteret den ordentligt ind, breder den sig lystigt og fylder temmelig meget hos mig.


På min profil på instagram er overskriften "Being me, is being forever changing" og det er nok det tætteste jeg kommer på en længerevarende sandhed når det kommer til mig; at intet er sikkert og jeg ikke er helt klar over, hvad jeg mon mener i morgen.

Jeg har dog opdaget - jeg regner med, at det er en blivende oplevelse - at de fedeste oplevelser kommer, når jeg er åben for menneskemøder.
Jeg elsker menneskemøder! Jeg elsker, at lade mig opsluge af andres univers og deres måde at tænke på. Jeg lærer så meget om verden, gennem mine medmenneskers øjne.
Og jeg øver, øver, øver mig i, at være fordomsfri på alle planer.


Senest har jeg opdaget "Persilles hjemmedyrk" på Facebook.
Sikke et dejligt menneskemøde!

Hun dyrker grøntaffald i sit køkken og leger med ord på Facebook.
Hun satte noget igang i mig. Noget jeg nok troede var slut, da jeg sagde farvel til min 1500 kvm store have, da vi solgte vores hus.
At lade frø gro.
Hun gav mig inspirationen til, at mit grønne affald godt kan gro i en vindueskarm på 4. sal, midt i byen.


Derfor har jeg i dag plantet sammen med min datter.

Vi plantede det vi nu kunne finde i vores køleskab. Det der havde kerner i.
Det var en hel skattejagt!

Kloge mennesker ville sikkert sige noget om, at januar er for tidligt til visse ting og sådan noget andet planteklogt, men de kloge mennesker var ikke inviteret.
Der var kun min datter og jeg, og jord.
Og nærvær.


Så må vi se om der kommer spirer ud af nærværet, eller om vi skal omplante og så nye frø.

Når man er 6 år, så kan man godt komme til at få stor ejerskab og kærlighed til det lille frø man selv har lagt i jord og vandet.



Nogen siger, at jeg ikke er rigtig voksen, andre at jeg ikke er rigtig klog.


I dag har jeg ihvertfald sået kerner til spiring i aflagte papruller og Kamille på 6 år spurgte om, vi ikke lige kunne kigge i fryseren og se om der mon var kerner i isen.
Det skader jo ikke lige at tjecke.
Så det gjorde vi da vi havde plantet.
Spiste is og kiggede på vores værk.

Der var desværre ingen kerner i isen.

4 kommentarer:

  1. Jeg syntes du er pragtfuld. Ganske simpelt pragtfuld.

    Hav en dejlig dag

    HemmeLine

    SvarSlet
  2. Hjemmedyrkeri er det hyggeligste!

    - Anne

    SvarSlet
  3. ÆV, at der ikke er kerner i is :)
    Min farmor sagde altid at man aldrig skulle sige aldrig- og her i min modne alder, er jeg kommet frem til, at det hun (og jeg) mener er, at vi forandrer og udvikler os hele livet :)

    SvarSlet
  4. Nøj et fint lille projekt - det vil vi helt sikkert også prøve af snart. Fin blog i øvrigt!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails