Her skulle vist stå noget om året der gik...

... men da jeg er den type der meget bedre til at skrive om noget, fordi jeg har lyst til det, end fordi jeg bør, så springer vi direkte hen over nytåret (skål!) og over til noget der fylder.

Mobning.

Så du programmet med Mygind på Dr1? Så du også programmet der fulgte efter?
For mig var det "trip down memory lane".
Mobbeoffer.
Den stille, indadvendte pige. Hende med de tykke briller, det lidt pudsige udseende, ordene ingen forstod og en trang til at flygte ind i bøgerne og ud til hestene.
Dyr mobber ikke.
Mennesker mobber.
Ikke, at jeg virkelig forstår hvorfor dog.

Jeg gennemgik en folkeskoletid som hende den kiksede.
Sjovt nok var det ikke noget jeg kæmpede for, at komme ud af. Der var nok mere bare en accept af de roller vi hver især fik.
Ikke ligesom i dag hvor alle skal være stjernen.
Vi accepterede vores roller.
Tag hvad du kan få og lad være med at tude over resten,
Hesten bød mig velkommen hver dag og jeg kunne mærke mine skuldre sænkes som jeg snusede duften af stalden ind. Jeg kunne læne mig op af den varme, stærke krop.
Hesten stillede ikke spørgsmål. Hesten forventede ikke en bestemt påklædning.
Hesten og jeg kunne finde et fællesskab som var ok. Han bar mig på ture. Jeg kom med gulerødder og striglede ham. Fair deling. Simpelt.

Selv i 10. klasse på efterskolen, da jeg, af grunde jeg ikke længere husker, blev frosset ud af den gruppe jeg boede i, i månedsvis. Der havde skolen også en stald. Min hellige grund.

I gymnasiet kom jeg en dag til at udtrykke min mening om noget en af de populære piger gjorde.
Gys og gru da jeg selv kom til at gøre noget lignende.
Jeg husker ikke, at jeg udtrykte mig, men det er blevet mig fortalt senere, da jeg en dag spurgte ind til grunden.
Ude igen.
Her var der ikke flere heste at søge trøst hos, da jeg nu boede alene og stort set levede af havregrød. Den nye SU lov var trådt i kraft, og jeg boede tilstrækkelig tæt på mine forældre til, at jeg kun kunne få hjemmeboende SU.
Men jeg havde bøger.
Og internet! Jeg fandt chatrum. Hvor mine ord pludselig fandt ny værdi, uden den hæmmende effekt af mit fysiske nærvær.
De fleste synes åbenbart at være mere tiltrækkende i digital form... (!)

I dag er jeg faktisk helt ok med den jeg er.
Jeg har lært mig selv at kende.
Jeg kan stadig være en elefant i en glasbutik i sociale arrangementer. Jeg analyserer alt for meget.
Jeg er hypersensibel i mellemmenneskelige relationer.
Men jeg er da nået så langt, at jeg kan bruge den evne til, rent professionelt, at tage mig af andre mennesker med rigtig meget ondt i livet.
De står mit hjerte nær. Jeg har en mærkelig instinktiv fornemmelse af dem. For det meste.
Ironisk nok, er jeg ikke selv færdig med at have ondt i livet. Nogle ville kalde mig en melankoliker, andre en pessimist, andre mig igen nok bare en der burde tage sig sammen.

Jeg er et følsomt menneske. Jeg mærker andre. Jeg mærker verden.
Min måde at akkumulere data på er mere kompleks end flertallet. Det siger jeg ikke for at fremhæve mig selv på nogen måde. Det er langt mere erkendelse end pral.
Det værste ved at erkende, at man er anderledes end flertallet er, at jagten på at være helt normal pludselig synes vigtigere end nogensinde.
Især som mobbeoffer!

Men som bivirkning fra mine egne "gamle dage", med den viden om mig selv jeg har i dag, så kan jeg blive RASENDE når jeg mærker uretfærdighed.
Der er fandme ikke nogen der skal få lov at mobbe, mens jeg står med hænderne i lommen!
Der er ikke nogen der skal få lov at nedgøre andre i deres eget forsøg på, at mærke deres eget usikre og ulykkelig selv.

Og så kommer de her programmer i mit tv pludselig og binder min interesse.
De vækker minder og for at binde tråd tilbage til de programmer der blev vist her til aften, så lad mig slutte af med mit bidrag til en debat på Facebook:

Uanset hvordan man skærer den, så vil et fjernsynsprogran altid kunne blive skubbet over i hjørnet med "dårlig journalistik".
Jeg har dyb respekt for emnet. Jeg har også dyb respekt for, at Mygind selv siger han ikke er ekspert.
Jeg har kendt folk der har læst i årevis, der er blevet indhentet indenom af folk der har ... dét!
Jeg tror Mygind har dét der skal til for starte debatten. Han har tydeligvis også dét der skal til, for at få relationerne.
Når han så er gået fra skolen igen, så håber jeg der er nogen der kan gribe lærerne - så de igen kan gribe eleverne.
Jeg er dybt enig i, at kameraopmærksomhed ikke gavner de 2 pigers konflikt.
Men hvordan pokker gør man når man gerne vil frem med et budskab der er SÅ delikat og subjektivt og gøre det så objektivt som muligt?
Jeg har ikke svaret. Men jeg synes Mygind gør et fandens godt forsøg.