torsdag den 23. august 2012

Der går en mand rundt...

Klokken ringer omkring 7 om morgen. Det er tirsdag,
Vi står på Nørreport station.
Der er ikke helt fyldt endnu, men folk begynder at dukke op. På vej steder hen.
På vej på arbejde. På vej til møder? Måske bare for, at være et sted?

En mand går rundt blandt alle de andre.
Han har en ren uld-frakke på, en ren skjorte, et par nye bukser, et ansigt der vidner af et hårdt liv, et øjenbryn der er flækket og et hår der er friseret. Måske er det fedtet, måske er det vokset?
Han leder efter en smøg.

Der står en kvinde på Nørreport station. Med dreadlocks, mærkeligt tøj og opmærksomme øjne.
Han spørger hende, som alle andre: Har du en smøg?

Kvinden kan ikke andet end at sige nej. Hun har ingen cigaretter.
De kigger hinanden i øjnene et øjeblik. Manden smider lidt skrald ud på skinnerne og svarer:
"Det er også godt det samme. Det er godt unge mennesker ikke ryger. Så mangler vi bare, at afgifterne på spiritus bliver sat op så de heller ikke drikker længere".
Den unge kvinde ser på ham. Svarer ikke med ord, men er der.
Lytter.

Manden føler sig ikke afvist og fortsætter:
"Jeg har ligget i snaps i knap 40 år....
Jeg har det ikke særligt godt".

Han kigger ned i gulvet og rækker sin hånd frem. Den ryster.

Kvinden ser fra hånden til manden;
"Du har abstinenser hva? Har du noget sted at sove?"

Idet løsner der sig noget inde i manden. Kvinden foran ham er ikke bange eller skræmt. Hun ser ham.
Hun møder ham. Kigger ham igen direkte ind i øjnene. Nej, han har intet sted at sove.
Han fortæller om det sted han kan hente rent genbrugstøj. Han rækker ud efter hendes hår. Hans stemme svinger i følelsernes leje. De er sammen. Lige der.
Midt i mylderet.
De griner lidt sammmen.

Højtalernerne gjalder ud. Hun kigger imod skærmene.
Lægger sin hånd på hans skulder.
Han gisper, kort. Nærmest uhørligt. Men hun mærker det. Er han ikke vant til, at folk tør røre ham?
Hun må afsted. Folk venter på hende.
Hun er sygeplejerske. Der er folk der har brug for hende.
Hun må sige farvel.
Han har været indlagt for kort tid siden. Har mødt søde sygeplejersker. Det er er ok for ham, at hun må afsted.
Da hun står på toget, står han stadig på perronen men den ene hånd for hjertet.
Dørene lukker. Toget kører.
De ser på hinanden. Så kort et møde.
To mennesker der så hinanden.
Øjnene følges så langt de kan, men alt for snart kan sygeplejersken kun se betonvægge.
Væggene bryder kontakten og hun sætter sig i sædet og forbereder sig til de næste 3 døgns uafbrudt arbejde.

Håber han finder sin vej.
Håber han finder lykkken,
Ærgelig over, at hun ikke kan tage alle mennesker med i inderlommen og bare beskytte dem.

...

Håber vi ses igen.
Du er med mig nu, du kære mand.
Jeg bærer på så mange. Der er også plads til dig.


9 kommentarer:

  1. Jeg bliver helt varm indeni.. Det gør mig så inderligt glad når nogen tør møde et andet menneske der hvor det menneske er. Også selvom alt man kan gøre er at se og lytte. Nogen gange betyder det uendeligt meget at man bliver set og hørt!
    Thumbs up.

    SvarSlet
  2. Tak for din hjertevarme beretning om, at møde et andet menneske med åbent sind og uden fordomme!

    Det er næste kærlighed!

    Knus fra
    Christina

    SvarSlet
  3. SMUKT!
    Og ps: Hvor du er bare god til at skrive:-)

    SvarSlet
  4. Synne du er et fantastisk smukt menneske....

    SvarSlet
  5. Ja, jeg tænkte også: Du er nu ret fantastisk! :)

    SvarSlet
  6. Fortalt SÅ hjertegribende! Men det er du også, og jeg er stolt af, at kunne kalde dig for min veninde.

    Hvor tit har du ikke set MIG, når jeg havde brug for det? <3

    Jeg håber sådan, at det går begge veje.

    Og jeg glæder mig BIG TIME til på fredag *G*

    Møs

    SvarSlet
  7. Skøn og hjertevarm fortælling.

    SvarSlet
  8. Hvor er det smukt, ingen frygt for de ukendte, bare ren medmenneskelighed.

    SvarSlet
  9. Jeg sidder med gåsehud og tårer i øjnene...
    Det er smukt!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails