Jeg ville gerne skrive noget.
Dele noget.
Noget spændende?
Noget ærligt?
Noget fjollet?
Noget sårbart?
Noget vovet?
Men mest af alt er jeg bare træt. Og "hule"-agtig.
Så jeg snylter på mine egne gamle ord.
Og nyder lyden af regnen der trommer på en taglejlighed.
Til tider er regn ikke den værste lyd i verden.
Dråber der triller ned af mine rude kan være ganske god kompensation.
For hvad, tænker du måske?
Bare for, svarer jeg. Og skynder mig at finde på en snedig afledningsmanøvre.
De kloge siger, at det kan føles som om man tager alt for mange skridt baglæns lige inden den sociokognitive oplevelse slår igennem (det der også kaldes en aha-oplevelse, for dem der har mindre trang til at prale med deres ordforråd).
Jeg glæder mig til aha-oplevelsen.
Håber du nyder din hule tilstand..
SvarSletDen er også med til, at opretholde tanken om "solskinsdage"! :)