torsdag den 1. marts 2012

We didn´t start the fire...

Der brænder en ild i mig.
En ild der til tider ulmer og til andre tider buldrer.

Min verden er så modsætningsfyldt for tiden.

I mine arbejdstimer går jeg mellem folk, der er kommet til et sted i deres liv hvor de ikke kan andet end at vælge flugtvejen igennem stofferne frem for mad. Hvilket gør mad et utroligt stort samtaleemne blandt beboerne.
Flere af dem får kun mad de 4 gange om ugen der er mulighed for at få mad igennem bostedet.

Jeg har startet en vagt med hjertemassage.
Jeg har afsluttet en vagt ved, at have flere betjente til at slæbe en stofpåvirket afsted.
Jeg har set en vagtlæge møde op med 6 betjente - 4 af dem kampklar med skjold - fordi der var en beboer der muligvis skulle indlægges i lukket regi på røde papirer.
Jeg kan komme til at tænke om den vagtlæge, at han var et skvat.
Jég har en telefon jeg kan trykke på som ringer alarm hos mine kollegaer. Ofte er vi to kollegaer - til tyve beboere! Nogle gange har jeg også mine strikkepinde jeg kan prikke med, hvis det skulle være... Så skal de nok høre efter.
Bagefter kan jeg også komme til at tænke over, om mine egne grænser måske egentlig ikke er dem der bør ses efter?

Min dejlige mand fulgte intenst med i nyhederne da den stakkels pædagog blev myrdet af en beboer for ganske kort tid siden. Han sagde ingenting men kiggede bare på mig.
Han behøvede ikke sige noget.
Men så er det også jeg ved, at jeg ikke er i stor fare. For jeg holder af dem. Og det ved jeg de kan mærke.
Jeg både får og giver en krammer - til nogle. Til andre er den der hånd på min skulder alt hvad jeg behøver for at vide hvad de egentlig vil sige.
Vi kan skændes. Vi kan endda råbe lidt. Der kan være brug for, at jeg lige går et andet sted hen og lader dem være med deres følelser en stund og så kan vi tale lidt senere.
Der er opture, nedture, gode dage og røvdage.

Når jeg har fri går jeg fra den verden, direkte ind i en verden af eventyr og tryllestøv når jeg henter mine børn i deres utroligt dejlige og beskyttede verden på steinerskolen.
En verden hvor pinde forvandles til alskens ting, der spises hjemmebagte grovboller og råkost. Og der er altid en bolle til dem der kommer forbi. Uanset hvem de er.
Hvor de voksne er varme og glade og børnene smurt ind i mudder.
Æstetikken er i højsædet og der er smukt hvorend jeg vender mig.
Glade ansigter, glade tegninger.
Jeg får gåsehud af glæde.
Og jeg håber, at børnene holder glæden i sig for resten af deres liv.

I går stod jeg til forældremøde i børnehaven. Vi havde skolens eurytmist med for at vise os hvad vores børn laver når de har eurytmi.
Så stod jeg der og hoppede den lille reje mens jeg opdagede, at jeg stadig havde blod på både skjorte og bukser fra en beboer vi måtte sende akut afsted med ambulancen...

Modsætningerne i mit liv skaber en trodsighed i mig.
Forleden gik jeg på strøget og måtte holde fast i mig selv, for ikke at stoppe et vilkårligt sted og få lavet en piercing. Bare for at give "dem" fingeren.
For at gøre noget. Give udtryk for noget oprør...
Desværre tror jeg ikke rigtig "nogen" ville lægge mærke til noget og den eneste jeg reelt ville give fingeren var min egen økonomi. Så jeg nøjedes med, at købe en lækker burger med chili og guacamole og hjælpe en gammel dame på toilettet (altså, bare ind af døren, ik´).

Der er en tekst der har kørt på repeat i mit hoved de sidste dage.
We didn't start the fire
No we didn't light it
But we tried to fight it.

Hvis jeg nu henter Dagdrømmerens trommestikker, skruer op og trommer med på tastaturet, vil du så tromme med mig derude og råbe "WE CAN`T TAKE IT ANYMORE"?
Verdens absurditet er mig en evig gåde..


3 kommentarer:

  1. Kontraster vil altid opstå, men for nogen er de mere udtalte. Og med et job som dit, vil du støde på dem langt oftere.

    Skræmmende, men også fascinerende. Tiltrækkende og afskrækkende. Spændende og trummerum. For både følelsesliv, øjne og øre....tjae, dit liv ;-)

    Og nej, du har ikke "normale" grænser. For du bliver jo konstant udfordret på dem, og derfor vil de også rykke sig. Og derfor er det måske også ekstra vigtigt, at man husker den sunde fornuft. Den er god at have med sig, når man lever i/eller iblandt ekstremer <3

    SvarSlet
  2. Verden giver bare aldrig mening hele vejen rundt, men du er jo en af dem der rykker bare lidt i den rigtige retning. Man kan ikke rykke det hele selv og nogen gange er det ubærligt, men faktisk er det at rykke en lille smule i den rigtige retning en STOR ting.

    KRAM

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails