lørdag den 18. februar 2012

Voice - og jeg. Et eventyr i udvikling-

Engang tilbage i august tonede der en reklame frem på mit tv. Endnu en sangkonkurrence.
Jeg noterede mig det, men gjorde ikke noget synderligt ved det.
Den kom igen og jeg så den. Klikkede ind på hjemmesiden og læste om showet.
Surfede Youtube og så alt hvad jeg kunne komme til om programmet. Og jeg kunne lide hvad jeg så!

En dag optog jeg min video, svarede på alle spørgsmålene på ansøgningen. Uploadede min video og trykkede "send".
En anden dag tikkede en mail ind i min indboks: "Du er hermed inviteret til pre-audition på rytmisk musikkonservatorium".
Årh... mig?
Jeg lyttede til musik døgnet rundt derfra. Hvad pokker skulle jeg synge?
Kontaktede en lokal sanglærer og gik i skarp træning.

Dagen kom hvor jeg stod i kø med de andre ude på Holmen. Oppe på første sal blev der fulgt ivrigt med fra eleverne på skolen, ikke uden en del fnisen over de potentielle deltagere.

En lille smule hjertebanken.
4 søde auditionfolk og et kamera.
Sendt videre til interview.

Tiden gik. 
En dag ringede telefonen. Jeg var gået videre til Blind Audition!
Mig der ikke har arbejdet seriøst med musikken i 10 år skulle pludselig synge igen. For et publikum, for fire af Danmarks største stjerner og måske for resten af danmarks befolkning.
Gulp!

Kontrakten blev tilsendt. Læst igennem. Underskrevet og returneret.
Overvejede dér at lave en t-shirt med skriften "Proberty of Universal Music and Nordisk Film"...


Ventetid. Endnu en telefonsamtale hvor jeg fik min auditionsang tildelt.
Øve.

Til Værløse for kostumedag og interview. Ventetid. Sludre med andre af deltagerne.

Vente og forberede mig. 
Få hjertbanken.
Glæde mig.
Blive skrækslagen.

Men dagen oprandt. 
En dag midt i oktober var det min tur til, at tage turen til Værløse igen.
Optagedag.
The real deal!


Vente. 
Blive interviewet.
Glo på Morten Reesen.
Vente.
Hænge ud.
Vente lidt mere.
Bruge computerne og skrive et indlæg.

Og pludselig blive kaldt op. Nu var det min tur!


Alt mit overskud. Al min glæde. Al min selvtillid forsvandt i det øjeblik jeg trådte op på den scene.
10 år siden jeg sidst stod på en scene. Men der bakket op af mennesker jeg kender og stoler på omkring mig.
Her var jeg alene. Så uendeligt alene.
Bandet sad i graven bag mig. Lige foran mig var fire røde stolerygge. 
Lyset blænder, men jeg véd, at alle kigger på mig.
Det er nu!
Hjertet banker.
Kan jeg huske teksten?!?
Min krop tror, at jeg er i livsfare og sender store mængder adrenalin ud i mine årer.

Bandet sætter igang og jeg synger min sang.
Lukker øjnene og koncentrerer mig om, at høre min egen stemme derude.
I slutningen af andet vers, mod omkvædet er der stadig kun stolerygge.
Jeg bliver fustreret! Kom nu! Kan I ikke høre mig. Jeg står jo lige her!
Ved godt, mens tiden render ud, at jeg har holdt mig for meget til formen.
Angsten tillod ikke, at jeg virkelig viste mig.

Den sidste tone slutter. Jeg sænker mikrofonen. Eventyret er slut.
Prøver at stille skarpt på Liam der stikker mig et smil da hans stol vender sig.
Er ved at slå mine egne fortænder ud med mikrofonen, da han spørger til mit navn.
Jeg har endnu ikke fået helt kontrol over mine egne muskler.
Suk.

De giver hver især deres feedback. Rosen er mere end jeg forventede.
Og kritikken fair.

Vælter ud bag scenen igen og går direkte ind i armene på Dagdrømmeren. Alt imens et kamera stirrer på mig med sit dybe øje.
Når ikke at tænke en sammenhængende tanke før jeg får stukket endnu en mikrofon foran mig og spørgsmål om hvorvidt jeg er skuffet.
Skuffet? Nej da! Det her er mere end jeg drømte om.
Siger farvel og godnat og får et "Tak for godt humør", med på vejen.

Venter i publikumsområdet. Har venner i studiet der er kommet den lange vej for at støtte mig.
Kram og trøstende ord. 
En publikummer prikker mig på skulderen og forsikrer mig om, at hvis jeg nogensinde udgiver det album, så er hun køber af det.
Seriøst?! TAK, for helvede!

Kører ud af Værløse stationen for sidste gang som deltager.
Træt, glad, forundret, oplevelsesmæt. Det hele på en gang.
Jeg fik mit nye navn. Jeg fik tændt en gnist på ny.
Jeg fik endelig en tro på egne evner.

Sangkonkurrencer handler nu engang ikke om det potentielle talent, men om det talent man viser lige præcis i de minutter man er på scenen.
Udvikling tager den tid udvikling nu tager, og min har taget tid.
Jeg var tydeligvis ikke klar da jeg stod på den scene inde i Værløse, men jeg er dybt taknemmelig for den indsigt oplevelsen gav mig.
Musikken er i mig. Den skal nok finde vej. Når tiden er inde.

I aften sidder jeg og skal se semi-finalen i mit tv.
Overraskende mange semifinalister er fra den samme dag jég var til blind audition, hvilket selvfølgelig gør det endnu mere sjovt at følge med i.

Held og lykke venner. I styrer for vildt!!!

5 kommentarer:

  1. Jeg synes det er sjet at du har været blandt de 120 som var med i blind test :)

    Kan godt forstå at du sidder og ser det nu.

    Min veninde har også deltaget, men hun desværre ud i sidste uge.

    Men en anden gang - go for it , you can do it :)

    SvarSlet
  2. Ej, sikke en spændende fortælling:) Og tillykke med at være kommet så langt! Sejt:)

    SvarSlet
  3. Tove: Tusinde tak. Det synes jeg jo faktisk også selv :).
    Hvem af dem er din veninde?

    Anne: Mange tak altså :).

    SvarSlet
  4. Ihhh altså... jeg er en af dem, der må have alt med som x-factor, voice ol. hvor helt almindelige mennesker er modige nok til at prøve deres drøm af. Og så kender jeg dig næsten ;-) følger dig ihvertilfald i blogverden.. sejt gået.

    SvarSlet
  5. Synne - Det er Nadia, som var på Steens' s hold ;-)

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails