Bag om teksten.

Kender du den der stemning?
Den der giver dig lyst til at skrive.

Det er som at spænde lidt i en muskel, at holde fast på stemningen.
Der skal ikke de store forstyrrelser til, for at rive dig ud af tankestrømmen og lukke for kassen.
Den kasse med ord, der ikke bare åbner sig sådan hele tiden.
Nøglen er den rette følelse, og den kan ikke drives frem. Den kommer når den vil.
Jeg kan prøve at vride det ud, men det bliver aldrig rigtig godt.
Men når det selv vil, det stædige asen, hælder det ordene ind i mit hoved.
Om jeg sidder i bussen og kigger ud på regnen der løber ned af ruden.
Om jeg sidder i bilen og får et glimt af en bilist og begynder at tænke på hans liv.
Om jeg sidder og kigger på min datter, der har kaldt så inderligt fra sin seng, efter et sidste kram i dag, og desuden er tørstig. Mit hjerte bobler over som hun sidder der med store øjne og hendes små fingre griber om koppen. Jeg kan høre hvordan hun synker og hendes veltilfredse suk når hun giver mig koppen tilbage og får et par kys inden jeg går igen.

Jeg har altid en kuglepen og en notetsblok i min taske. Altid!
Mange en gang har jeg siddet og skriblet i bussen.
Mange en gang har jeg desperat måtte søge efter et sted at holde ind til siden med bilen, inden tanken løb videre og jeg ikke kunne holde fast i den længere.
Mange en gang har jeg forsøgt at finde ord for at beskrive, hvor meget jeg elsker mine børn. Altid forgæves.

Engang opstod der pludselig en flig af en historie midt om natten, og jeg vidste jeg måtte skrive den ned før den forsvandt.
Sidenhen forsøgte jeg, i ren iver, at presse stemningen frem, men rendte panden mod muren.
Rynkede brynene og gav op.
Men jeg har groet tålmodighed (næsten). Venter pænt til næste kapitel beslutter sig for, at afsløre sig selv. Kun på den måde bliver historien fortalt som det er ment, og ikke på en fortænkt måde, af et sind der gerne vil præstere.

Og sådan er det nogle gange også ude i det virkelige liv. De kapitler vi hiver frem, bliver ikke altid lige så gode som dem der opstår fordi vi bare ikke kan lade være og alt pludselig synes, at falde i hak.

De der ord er drilske.
Lige som livet er drilsk og fuld af overraskelser. Men ligesom med ordenes stemning, så må vi være åbne og årvågne når dørene åbner sig og mulighederne folder sig ud. De er væk lige så hurtigt som de opstod hvis vi ikke formår at gribe dem. Hvis vi går halvsovende rundt i vanernes land, er der bare så meget vi ikke får set.

Må din weekend være fuld af vågen opmærksomhed.

/Synne