Historien om Dagdrømmeren og Mælkebøtten.

Der var engang hvor Dagdrømmeren og Mælkebøtten glemte hvem de selv var, og dermed glemte de hvem hinanden var.
De havde haft for travlt med at sætte nyt liv i verden, passe på mursten, blive klogere på bøger og eksamener og livet alle andre steder end hos hinanden.

De begyndte vel begge at kede sig, da de glemte dem selv?
Kærligheden gik i stå.
Passionen, der engang var så overvældende, døde ud.

En skønne dag valgte Dagdrømmeren og Mælkebøtten at gå hver til sit.
Nok måtte være nok!
Midt imellem dem stod 3 fantastiske børn. De stod med store øjne og kiggede spørgende op; "Hvorfor vil I ikke være kærester mere?".

Hjerter gik itu. Men beslutningen var taget. Sådan var det. Alle måtte videre.

Tiden gik.
Savnet var stærkt.
Der blev udvekslet smsér. I starten mest praktisk. Men langsomt viklede der sig forsigtige spind af personlige tanker og hengemte sætninger ind i det digitale sprog.

I starten ville ingen indrømme hvor hjertebankende, sommerfugleflagrende det var, at få hinanden til middag.
Da der blev sat ord på det første gang, kom frygten og sneg sig som kold is ned af ryggen. De løb og der var stille en stund endnu.
Hjerterne var stadig sårbare.

Hver for sig stod det værre alternativ til at være sammen og udvikle sig sammen, som bøjet i neon. Det var blevet afprøvet. Levet. Det fungerede ikke. Der manglede en i antallet af gafler der skulle på bordet, der var for meget latter i naboens have fuld af mennesker, der var en dyne for lidt i sengen og i hjertet var der alt for meget plads.

Der skulle tænkes.

Til sidst overgav de sig. Men så uendeligt forsigtigt.
Uden at sige noget til nogen legede de kærester. Helt stille.
Benene skulle prøves af uden hjælp fra nogen. Hjerterne skulle holde.
Ikke noget med at blive bange og løbe sin vej.
Selv ikke børnene vidste besked. De havde været slæbt gennem nok! Skulle ikke også kunne holde til det spirende håb, hvis Dagdrømmeren og Mælkebøtten fandt, at benene og hjerterne ikke holdt.
Men begge dele holdt hos dem begge.

Det var ikke nemt.
Mange sårede følelser og gamle, grimme mønstre stak deres hoveder ud gang på gang.
Men kommunikationen var blevet en anden.
Der kunne sættes ord på det hele.
Det ultimative værste var allerede blevet gennemlevet og Dagdrømmeren og Mælkebøtten havde endnu engang valgt hinanden.
Ikke et valg taget i forelskelsens blinde sindsyge (for det havde de været. Afgrundsdybt forelsket i hinanden), men som to voksne mennesker med dyb kærlighed til hinanden, med viden om alle de sider begge indeholder.
Stærke som svage.

Hver dag vælger de nu hinanden.

Sikke en rejse det er, pludselig at lære om hinanden, istedet for mursten, bøger, og andet uvedkommende.
Ingen af dem kan nogensinde holde op med at interessere sig for livet og alt hvad der er i det, men de husker nu, at give hinanden tiden til, at vise hvem hverandre er blevet til.
På den anden side af 3 børn, mursten. bøger, eksamener og en stor bid af livet.

Dagdrømmeren og Mælkebøtten bor stadig hver for sig.
Men hvem ved hvad morgendagen bringer. De morgendage der har været indtil videre har været ret unikke og lærerige på hver deres måde.
Og det føles helt rigtigt at gå hånd i hånd, som en familie, ind i de morgendage der kommer.
Sammen.



Nu kender i historien om Dagdrømmeren og Mælkbøtten, som der ellers ikke er skrevet så meget om siden dengang.
En historie blandt mange, men ikke desto mindre vigtig af den grund.