søndag den 14. august 2011

Taknemmelighed

Jeg har været til fest (christ, er jeg nået dertil, hvor sådan en begivenhed er så sjælden at den må fortælles om i æteren?). En af den der slags fester med alt for hyggelige mennesker, der sagde alt for sjove ting og med alt for mange kolde øl i stabler til det egentlig var tilladt kun at drikke én og køre hjem da tiden blev til skumring i horisonten og mærkelige drinks på bordet.
Jeg var søndags-arbejdsramt, og selvom jeg godt kan huske dengang i Favør kiosken hvor jeg måtte ud og kaste op på toilettet en gang imellem, midt imellem morgenfriske mennesker der insisterede på at skulle købe den slags wienerbrød med mest creme og fedt på (værtinden til aftenens fest var iøvrigt en del af den aften der kom før den omtalte morgen i kiosken. Det kan man jo tænke lidt over), så er det bare ikke et godt forbillede at møde op, 31 år gammel, på arbejde om søndagen, med tømmermænd. Sørgeligt nok. Så jeg kørte hjem.

Anyway, nu skulle dette blogindlæg faktisk slet ikke handle om dårlige vaner eller druk.
Nej, midt i madlavningen til festen (jep, jeg elsker den slags fester. "Hey velkommen, skærer du ikke lige noget salat?") fik en ven jeg ser alt for lidt, fortalt at han da fulgte med på bloggen her hver dag.
Og så er det at jeg er ved at skære fingrene af mig selv der midt i icebergén.
I panik over den ros det jo er, i panik over om jeg nu har skrevet noget for personligt, i generthed over at her står et menneske som jeg ikke har talt med i noget der ligner 6 måneder, og alligevel er dette menneske totalt opdateret omkring mit liv (sådan, stort set).
Nåmen det bliver bare til sådan en gang uforståeligt mumlen fra min side af, mens synapserne går amok i min grå masse af en hjerne og jeg forsøger at finde en måde hvorpå jeg kan 1) gøre mig instant usynlig. 2)implodere i et lille *puf*.

Her til aften, på vej hjem fra det der arbejde, igennem regnvejr og massedød for frøer (prøvede virkelig at undgå. Undskyld!) kom jeg til at tænke på den der bemærkning igen:
"Jeg følger med på din blog hver dag" og så var det jeg tænkte, var det så skide svært bare at tage imod rosen Synne P? Bare at sige sige hvor fedt du synes det er?
Åbenbart.

Så her kommer den. Både til dig, du ved hvem du er ;), og alle I andre der kigger ind.
Både dem der følger fast med og jer der tilfældigt kommer forbi imens I måske søgte efter noget helt andet:

Tak for helvede!
Tak fordi I gider leve det igennem sammen med mig, det her liv.
Tak for jeres kommentarer.
Tak for jeres tålmodighed.
Uden jer ville det bare ikke være det sammen at kaste mit hjerteblod ud i det store tomme rum.
I griber mine tanker og hjælper mig med at navigere.
Tak, for helvede!

5 kommentarer:

  1. Selv sgu da tak! Og jeg kender følelsen, når nogen fortæller, at de læser med :) Altså nogen der har en betydning i ens liv!

    SvarSlet
  2. Ja, selv tak. Bare vent til du bliver genkendt af fremmede på gaden;-)
    Kh Puk

    SvarSlet
  3. Ja for helvdede. Sguda tak og gruppekram.

    Og Puk, jeg er kun blevet genkendt til Odense markedet. Jeg tror faktisk det ville blive fysisk muligt for mig pludselig at blive usynlig hvis jeg blev genkendt på gaden af totalt fremmede. Det var mærkelig nok på bloggermarkedet.
    Og dog alligevel lidt spændende hvis det skete. Eller?
    Hvad ved jeg. Jeg kan kun tankeeksperimentere ;).

    Møs til jer alle.

    SvarSlet
  4. Bare hyggelig, Synne. <3

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails