De vandrer ind i mit sind... Del VI

Sebastian vågner fra sin lur. Det var hans tur til at sidde bagerst og det udnyttede han til at brede sig ud over bagsædet og lukke øjnene.
Han sætter sig op og gnider sin næse.
”Jeg drømte om kvinden igen” siger han ud i luften.
Benjamin ser om på ham via bakspejlet.
”Mmm, jeg drømmer også om hende en gang imellem”
”Det gør jeg også” tilføjer Klara.
Sebastian har fundet en pakke kiks frem og siger med krummerne flyvende i alle retninger ”Mon hun også kender Ham?”
”Det tror jeg”, Benjamin nikker langsomt.
”Vi er der snart, er vi ikke? Der hvor Han sagde, at vi skulle tage hen og lede?”
”Jo, der er ikke så længe igen. Et held for vi er også snart løbet tør for lakridspiber. Især efter at nogen kom til at spise en del af dem”
Klara dukker sig lidt i sædet, men siger ikke noget.

”Det trækker op til regn” siger hun dog lidt efter.  Og ganske rigtigt, en halv time senere kører de tre midt inde i et stort regnvejr. Vinduesviskerne kører på fuld kraft, men man kan næsten intet se ud af ruden.
Larmen fra regnen trommer på bilen og gør det næsten umuligt at høre hvad nogen siger.
Benjamins knoer bliver hvide fra at holde så fast om rattet.
Der er lys derude i det fjerne. Om det er lys fra lyn eller lygter er ikke til at se.
Bilen skramler og ryster og glider rundt oven på vandet på vejen.

Klara holder krampagtigt fast i kanten på sædet. Sebastian klamrer sig til nakkestøtten på Klaras sæde.
Benjamin kæmper for at holde bilen på vejen.
Klara skriger højt af forskrækkelse da en gren klasker mod forruden.
Bilen sænker farten på trods af at Benjamin får motoren til at brøle af kraftanstrengelse. Han bander og tørrer ruden af på indersiden i et forsøg på at se noget.
I det samme forsvinder jorden under bilen og den falder.

Kvinden åbner øjnene og ser sig selv sidde ved et bord i et cafeteria.
En halvtom kop kaffe står foran hende sammen med en tallerken hvor der nu kun er krummer og en beskidt gaffel på.

Hun kigger ud gennem ruden ud på parkeringspladsen. Det voldsomme regnvejr gør det umuligt at se andet end få meter.
Det hun kan se gennem regnen er en halvtom plads med et par underligt udseende biler parkeret rundt omkring. Ingen mennesker.
Selve cafeteriet ser også forladt ud. En kaffemaskine står og sprutter bag ved disken.
Et par forladte tallerkener på de andre borde. Men ingen mennesker.

Med et bliver stilheden brudt og kvinden farer sammen så hun spilder resten af sin kaffe ud over bordet.
Udenfor kommer der en bil faldende ned og rammer pladsen foran cafeteriet med et brag.
Et par dele af bilen triller væk og falder til sidst til ro rundt omkring.
Kvinden blinker en gang og ser endnu engang ud på det mærkværdige syn.
Bilens døre bliver med besvær åbnet. Ud kravler først en dreng. Han bløder fra panden. Herefter følger en lille pige. Hun trækker det ene ben efter sig.
De råber noget til hinanden og drengen kravler ind i bilen igen.
Pigen sætter sig ned på asfalten og rører ved sit ben. Hun ser ud som om hun råber noget til drengen inde i bilen en gang imellem. Hun er allerede gennemblødt så håret hænger ned langs hendes kinder i våde pølser.
Hun løfter hovedet, kigger sig omkring og får øje på kvinden ind gennem ruden. Stivner.
Råber noget ind i bilen igen og kigger tilbage på kvinden.

Kvinden vågner pludselig fra sin lamslåethed. Rejser sig hurtigt og løber ud for at hjælpe.