Nå´m er det ikke snart på tide at stikke hovedet lidt modigt frem bag mine billeder og sige hej?
Har haft gemt mig lidt. Været i tvivl om hvor meget jeg havde lyst til at give. Hvor meget jeg turde give.
Ville det komme tilbage og sparke mig bagi?
Den satans kommunikation. Især monologen.
Anyway...
Lige nu er slutningen på en cyklus. Det er et år siden Matias klasselærer først smed bomben "Jeg tror din søn er højt begavet".
Et år siden min verden blev rystet så meget, at jeg til tider havde svært ved at få vejret.
Jeg har hørt kloge mennesker sige, at det tager omkring et år at falde til ro i de nye "roller" - eller falde til ro med den nye viden og identitet.
Først var jeg rystet. Jeg læste alt hvad jeg kunne komme i nærheden af. Græd bitre tårer over hvorfor vi skulle leve med det her. Følte det som en negativ diagnose.
Her var noget vi skulle leve med resten af vores liv. Noget der altid ville skulle tages hensyn til.
Var det ikke nok med besværlig fødevareallergi, astma og andre almindelige dårligdomme?
Jeg bandede og søgte råd. De sagde det ville falde til ro. Jeg havde rigtig svært ved at tro på dem.
For fanden, det her er jo for altid!
Efterhånden som jeg kom mig over det første chok, begyndte næste fase.
Hvad pokker stiller vi nu op?
Jeg kunne se, at jeg havde en søn der havde nogle særlige behov og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op.
Jeg følte hele tiden jeg haltede bagefter. Kunne ikke nå at læse alt det om pædagogik, højt begavede børn og alt muligt andet samtidig med, at jeg også skulle lære at være sygeplejerske.
Det fyldte min hverdag og jeg havde svært ved, at finde andre samtaleemner jeg fandt interessante end høj IQ, hvordan det føltes og hvordan man levede med det og tacklede det.
Min egen barndom skulle tænkes igennem igen. Nu med nye briller. Og hvor ville jeg have ønsket, at der var nogen der havde vist noget om højt begavede børn dengang.
Jeg blev kaldt doven og mine karakterer var ikke noget var råbe hurra for.
Det var så nemt det hele, og når jeg så ikke havde hørt efter et halvt års tid, ja så blev det faktisk pludselig svært at følge med.
Men hey, jeg klarede mig jo igennem med noget jeg lavede i toget på vej til skole, eller aftenen i forvejen.
Resten af tiden dagdrømte jeg, eller da jeg blev større - festede. Begge ting noget jeg var rigtig god til.
Hvis der endelig var noget jeg virkelig brændte for, så stablede projektet sig op i mit hoved og blev større og større, indtil jeg ikke kunne nå at lave det helt som jeg ville. Og så blev det igen et halvhjertet og skyndsomt produkt for, at jeg kunne nå deadline.
Så det var ikke kun min store søn jeg skulle se gennem nye briller, det var også mig selv og hele mit liv.
Sådan en proces kan godt være lidt hård, at gå igennem.
Men nu er året gået. Emnet "høj IQ" fylder stadig meget. Det vil det højst sandsynligt gøre resten af mit liv, men det er ikke altoverskyggende mere.
Jeg har stadig meget at lære omkring, at tackle mine børn. Men, det har vi forhåbentligt allesammen for alle vores børn er unikke og dejlige, uanset hvilken IQ de har. Og hver dag bringer nyt med sig når man har børn i huset.
Og mig selv? Jeg har lært mig selv at kende på ny. Heller ikke her er jeg færdig. Det er vist en proces der aldrig slutter, og gudskelov for det.
Men jeg har sluttet fred med mig selv og mine måder at reagere på.
Jeg ved jeg kan være asynkron i min adfærd.
Jeg ved, at jeg ikke snyder når jeg lærer hurtigere end så mange andre.
Det der med at snyde, det var min kæphest længe.
Jeg er allerede færdig. Får lige så gode karakterer som de andre og har brugt halvt så meget tid. Jeg må have snydt, eller også der er noget jeg virkelig er gået glip af?
Jeg har stadig svært ved at se de simple løsninger på problemerne. Måske lærer jeg det en dag.
Om mine andre børn er højt begavede?
Jeg tror det.
Malte har været lidt lang tid om at vise det, men der begynder at dukke tegn frem. Og sikke en skrøbelig lille dreng der viser sig. Men jeg ser ham, og passer på ham.
Han har så travlt med, at blive stor og der er så mange synapser der danner nye forbindelser oppe i hans lille hoved lige nu.
Han sætter sine egne regnestykker op i margenen på farvelægningstegningerne fra børnehaven og øver sig flittigt i bogstaver.
Sluger det ene afsnit af Store Nørd efter det andet og underviser os i god og dårlig forbrænding når vi tænder op i brændeovnen.
Kamille er et barn der er lige så besværligt som Matias var som lille. Kræver underholdning hele tiden.
Nyt, nyt. nyt. Se på mig!
Har så travlt med at lære verdenen at kende. Kravler op, piller i stykker, falder ned, stiller spørgsmål.
Er aldrig i ro.
Men jeg er forberedt og jeg er rolig. For jeg ved efterhånden hvem vi er.
Og det er ikke nogen dårlig diagnose vi har fået.
Det er en fantastisk gave.
Og ved I hvad? I aften får vi besøg af en familie der også har været turen igennem. En familie der er blevet nogle rigtig gode venner. Og jeg glæder mig helt vildt.
Måske jeg kunne nå at sy noget bordpynt? Lave hjemmelavet is? Eller .....
Nå ikke ;).
Det lyder bekendt for mig..! Og hvis det er som jeg tror det er, så betyder det også, at man næsten kan alting man sætter sig for rigtigt godt, hvis interessen er der, og at man er dygtig til rigtigt rigtigt mange ting.. til gengæld er man ikke rigtigt perfekt til noget, fordi det hurtigt bliver for kedeligt når man først har lært det og så skal man videre til noget nyt? Right? Kender du måske også til "særligt sensitive" børn og voksne? Synes det nogengange følges lidt ad også.....
SvarSletDet er altid en udfordring at være anderledes, men høj intelligens er jo en af de udfordringer der er socialt respekteret (så længe man ikke praler eller føler sig mere værd for DET må man ikke i Danmark...) og det gør mange ting lettere. Jeg kender flere højt begavede børn og de har ikke altid haft det let, især ikke fordi de socialt set er mindre velfungerende. At få at vide hvorfor de følte sig anderledes har hjulpet dem allesammen, fordi de nu føler sig anderledes på en god måde. Dejligt at hører at du også er begyndt at se sådan på det.
SvarSletTil Rakel: Min ældste er det de kalder et særligt sensitivt barn og er det endog i meget udpræget grad. Det er ret anderledes end høj IK sådan som man måler det med tests. Min datter er ikke logiker på den måde at hun kan løse IK opgaver, men hun kan mærke andre mennesker, hun er kreativ og hun er ekstremt god til at finde anderledes løsninger på næsten alt. Samtidigt er hun (ligesom mange børn med høj IK) meget følsom og har let ved at blive deprimeret og overvældet.
SvarSlet@Rakel - du har fuldstændig ret. Når indlæringskurven flader ud, så daler interessen.
SvarSletJeg er i høj grad også et særligt sensitivt menneske. Noget der, ligesom høj IQ, kan føles som både en fantastisk gave og en forbandelse.
Er pt. ved at læse en bog om spejlneuroner. Virkelig spændende læsning.
@Marina - Måske nok accepteret, men ikke ofte forstået.
Matias har det bestemt heller ikke let. Han bliver drillet en del, for hans sociale kompetencer er ikke altid så gode som de kunne være. Men gudskelov har vi en klasselærer der kæmper en utrættelig kamp imod mobning.
Mht. intelligensmåling, så er vi jo slet ikke færdige med at kortlægge den menneskelige intelligens. Ej heller de forskellige former for intelligens. Howard Gardner er en af dem der har inddelt intelligens i typer. Jeg er sikker på at du allerede kender ham, men hvis ikke så prøv at se nærmere på ham.
Tak for jeres indspark. Det betyder meget for mig, når jeg lægger en så stor del af mig selv ud til offentlig skue.
Mvh,
Synne
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletJeg er selv et af den type mennesker som bliver kaldt "særligt sensitiv".. Ik noget jeg skilter med, men det har mange både fordele og ulemper.. man mærker alting med dobbelt kraft, både godt og ondt, og den menneskelige og sociale forståelse, og "læsen" folk er altid på det højeste..Jeg kan koble dufte på alt muligt.. dufter jeg en bestemt duft kan jeg måske føre den tilbage til det og det år, og den og den oplevelse, el person.. Jeg har også en høj billedlig sans, sådan en hvor alting kan huskes igennem billeder og det skrevne sprog og det betyder at alt hvad der hedder eksamen og hukommelses ting altid har været nemt.. jeg ved ik om vi er højt begavede, for det er ikke alle IK opgaver der kan løses som du kalder det, men jeg kan se på min datter at hun har det samme.. hun husker ting og detaljer helt tilbage fra da hun var bitte lille, ting som vi voksne har glemt.. hun tegner og afbilleder ting hun har set ned til mindste svung, hun er specielt sensitiv, både på den gode måde og den lidt mere ængstelige måde.. hun er viljestærk som ind i h** og kan bare mange ting der ikke hører til på hendes niveau.. rent sprogligt, og motorisk har hun atid været meget forud, og det har også været både godt og skidt.. især da hun var lille var det svært fordi hun udfordrede og udforskede ting som hendes lille hjerne slet ikke var klar til... men det gode ved at have sine "særligheder" er når man får det vendt til sin fordel og lærer at leve med de negative sider der følger med, og på den måde bliver de måske lidt mindre... :)
SvarSletLige nøjagtigt, og kan sagtens følge dig i det med det dovne prædikat.. jeg var også rigtigt doven, for der var jo ingen grund til andet, og jeg kæmper faktisk stadig med den dovenskab, for når jeg først har knækekt koden til noget, jamen så "gider" jeg faktisk ik mere, og derfor bliver jeg aldrig sådan RIGTIGT perfekt til noget.. til gengæld kan jeg 117 ting, især indenfor den kreative musiske sproglige genre, rigtigt godt.. Jeg festede også ungdommen væk, og skolen har jeg aldrig rigtigt gået særligt op i.. til gengæld.. 2 dage før eksamenerne så begyndte jeg at læse pensum fra a-z og gik på den måde altid ud med et el andet ivhertfald over 10.. og det med snyd.. sådan så folk omkring mig det ihvertfald nogengange.. det kan jo ik passe.. hvordan skete det lige, hun plejer jo ik lave noget agtigt... Og det er en undelig måde.. i tiden er jeg ved at forsøge at lære mig selv at det at ting kan tage tid er en kvalitet i sig selv.. jeg øver mig virkeligt, for jeg bliver så utålmodig med at skulle videre til et el andet andet... :)
SvarSletJeg har også en form for fotografisk hukommelse.
SvarSletJeg kan få noget af vide mundtligt og har svært ved at huske det. Men har jeg set det på skrift, i levende billeder eller andet, så sidder det fast på en helt anden måde.
Jeg mødte min mand på Rytmisk musik højskole.
Bliver nærmest motorisk hæmmet hvis ikke der er musik i min nærhed. Hvis der ikke er musik så laver jeg den selv ved at synge ;).
Men mht. fotografisk hukommelse, så er det lidt sjovt med musik. Der har jeg audutiv hukommelse. Kan sangen ret hurtigt, så det der med noder? Lod som om jeg kunne dem, men i virkeligheden kan jeg bare sangen udenad. Hvorfor så bruge energi på kedeligt slavearbejde når der ikke var grund til det ;).
Motivation er en vigtig faktor for at lave et stykke arbejde.
Jeg vil ikke komme med noget prædikat Rakel og jeg har ingen reel chance for at vurdere dig eller din familie, men du kunne jo ringe til Gifted Childrens screenere og høre om der var grundlag for medlemsskab. I den forening er vi mange der ved hvad hinanden taler om.
Jeg kan ikke huske hvor du bor, men ellers så kunne det da også lyde som om vi ville kunne få snakken til at gå over en kop kaffe ;-D.
Men hvordan går det så med Matias, nu hvor I har fundet nogle årsager og redskaber?
SvarSletSpejlneuronerne ER et spændende - men også lidt langhåret - emne. Jeg har snuset lidt til det i forbindelse med autisme ;-)
Og ellers kan jeg jo kun sige, som jeg har sagt før....at flere af de ting du (Og Rakel) beskriver, lyder velkendt.
For eks. det med at lave tingene dagen før.
Jeg husker tydeligt, at min engelsklærer i fokeskolen sagde, at han ikke kunne forstå, hvordan jeg altid kunne tuske mig til gode karakterer i prøver og til eksamen, når jeg altid pjækkede fra timerne. (Og det gjorde jeg også - synes det var røvsygt)
Jeg ved at han endda sagde til nogle af mine klassekammerater, at jeg var født med en guldske i røven, når det kom til eksamen/prøver. (Flink lærer dér!)
Jeg har også god hukommelse, hvis jeg har set tingene på skrift. Hvis jeg skal lære noget udenad - for eks. i forbindelse med en eksamen - så skriver jeg det først ned i sætninger, og så koger jeg det bagefter ned til meget få stikord. Så skal jeg bare se et enkelt ord, for at huske en hel masse.
Til gengæld er jeg elendig til at huske ansigter og navne. Numre kan til gengæld hænge ved i årevis. Jeg kan stadig huske fødselsdage, på folk jeg har gået i folkeskole med - virkelig nyttigt ;-)
Om det så er intelligens eller svineheld...tjae *G*
Som Synne skriver findes der så mange forskellige intelligenser og det er helt ekstremt sjældent at være stærk på dem allesammen. Når vi får målt vores IK (som jeg går ud fra at skolen har valgt at teste Synnes søn) så er det én ret målbar størrelse, men man kan sagtens være højbegavet på andre måder som i varrierende grad er mindre målbare. Empati og kreativ intelligens er f.eks. langt vanskeligere at måle med nogenlunde sikkerhed. I USA blev jeg engang påtvunget en test (det var noget med jobvalg) der skulle måle intelligens i flere områder og jeg var virkelig sær, fordi min intelligens profil afveg fra de gængse hvor høj intelligens i ét område matcher høj intelligens i et eller flere andre, mens man score lavt i de resterende. Mine test scorede mig højt i logik og kreativitet som normalt ikke matcher, men lavt i områder hvor man normalt score højt når man er topscore i et af de to områder. Det er ret akavet, men også nogen gange fantastisk at være skæv i forhold til normalen.
SvarSlet@Rakel - forresten, det med at de små hjerner kan forstå mere end det er "meningen" kan jeg sagtens forstå.
SvarSletMatias kan blive ulykkelig over en tv-avis. Han kan blive så bekymret for hvordan det skal gå med verden.
Eller da han som lille blev rasende over at vi ikke kunne forstå hans sprog (så meget så han fik affektanfald og besvimede). Hans krop var ikke motorisk klar til at kunne sige alt det der var inde i hans hoved.
@June - Det går faktisk rigtig godt. Han har nedsmeltninger og dårlige dage. Men i det store hele er han en glad dreng der trives med at være lidt nørdet.
Men vi er sindsygt heldige at have en klasselærer der tackler ham misundelsesværdigt godt og gør et stort stykke arbejde for ham. Både for at få de andre børn til at forstå ham (men, forstå det ret. Han er ikke feteret yngling. Hun har en god balance) og at give ham passende udfordringer, også gerne ude af den normale undervisningskasse.
@Marina - Ja, Matias er testet med WISC-III testen.
Vi havde sådan håbet, at den kunne give os nogle redskaber videre. Nogle steder at sætte ind. Da han så ramte loftet i så godt som alle områder så var lige lidt "Nå´m, hvad kan vi så gøre? Hvem skal så fortælle os hvad vi skal stille op?".
Du er det perfekte eksempel på at mennesker ikke kan puttes i kasser. Heller ikke intelligenskasser.
Og at når man har fundet fred med at være lidt skæv, så kan det være en fantastisk ting at være :).
Skønt indlæg - glad for at høre at man lærer at leve med det. Vores ældste hører til kategorien børn med særlige kompetencer,- hvilket jo er fantastisk i.f.t netop den kompetence, men som gør at andre for ham uinteressante emner ligger hen. Som 6-årig kunne han uden problemer læse de længste vejskilte mv - men hans sociale kompetence var som en 4-årig...Det giver selvsagt problemer, når man også er stærk på det kommunikative verbale område. Han er nu knap 9 år, og jo der er faldet mere ro over sagerne. Han er sprogligt stadig milevidt foran de andre, men heldigvis er han nu på linie med de rent socialt - pyh...Den sensitive side har han også, den skal både han og vi lære at leve med - det kan være svært at opleve sin omverden, så stærkt som han ofte gør - han oplever, føler og sanser 100%, nærmest grænseløst - hvilket nogle gange gøre ondt på så lille en sart fyr. Nogle mener han har totalt gehør, dvs kan høre toner andre måske ikke kan, og kan reagere voldsomt på falske lyde - han har i flere år flippet totalt i.f.m fællessang...det går dog bedre nu. Sådan kunne jeg blive ved - men lad det sidste ord være, at han er en fantastisk, sart, klog og kærlig dreng, som nok skal klare den - da han tillige har MAX selvtillid.
SvarSletTanker til alle jer med særlige kompetencer, høje IQ og sensitive væsener.
Kære Synne. Nu har jeg læst tilbage i dine indlæg og kan se at du er bange for hvad omgivelserne siger. Du mente i et tidligere indlæg at det ville være lettere at tale om det hvis det havde været en anden "dianogse". Nu da jeg har læst det forstår jeg bedre din reaktion på min første kommentar, men jeg vil stadigt holde fast i det jeg skrev dér. Det ER nemmere med en højtbegavet mærkat i panden end med en af de andre mærkater. Som barn bar jeg selv stemplet både som ordblind og som højt begavet og selvom ingen af stemplerne var behagelige så var der den afgørende forskeld på de to mærkater at den ene medførte foragt og den anden respekt. Ja det er rigtigt at man skal passe på med ikke at lyde som om man praler, men det er i det danske samfund nødvendigt uanset hvad man er god til og hvis det lykkes at mestre dén disiplin så opfatter de færreste det negativt at være højtbegavet. Jeg kender en pige på 13 med en IQ over 140. Hun er ekstremt associal og blev tidligere udsat for stort negativt pres. Nu hvor hun er blevet målt og får lov til at udfolde sig er de fleste bare imponerede selvom hun stadigt ikke har meget tålmodighed eller respekt for mennesker der ikke kan gennemskue tingene som hun kan.
SvarSletTilmed fremmer det i meget højere grad ens selvværd (men også de indre krav) at være højtbegavet og det gør det nemmere at være anderledes.
Jeg stemmer lidt i med Marina ;-)
SvarSletNu har Marc jo mange af de samme problemer som matias - de sociale vanskeligheder, frustrationer over ikke at blive forstået, behovet for faste rammer og rutiner m.fl.
Han er også WISC testet, og ligger i bunden indenfor normal-området. Han har indlæringsvanskeligheder.
Det giver ham jo en ekstra udfordring, at han oveni de andre problemer, også kæmper med det faglige i skolen. Måske er det naivt, men jeg tror meget kunne have været lettere for ham, hvis han ikke også skulle arbejde hårdt, for at tilegne sig viden ;-)
Men én ting er sikkert: Ingen af grupperne har det let :-(
Dette skal og må ikke blive til en diskussion om hvorvidt en har det hårdere end end anden.
SvarSletJeg er fuldt ud enig i alt hvad du siger Marina; at høj begavelse ikke er omgivet med lige så meget tabu som så mange andre diagnoser. Men også at man skal træde gevaldigt varsomt for at undgå prædikatet snob.
Og lad mig lige Marina, hvis du har været/er ordblind så er du kommet helt utroligt godt igen. Fantastisk.
Min påstand med at folk ikke forstår går nok mest på den manglende forståelse på hvor hårdt det kán være at være (forældre til) et asynkront højt begavet barn.
Den mest udbredte myte er vist om man ikke bare kan stikke dem nogle flere opgaver når de er færdige før de andre.
At man nemmere finder forståelse for at hverdagen kan være svær at få til at hænge sammen med et barn med f.eks. indlæringsvanskeligheder.
At man ikke rigtig kan forholde sig til børn der keder sig så meget, bliver mobbet så meget, finder verden så usigelig svær at være i for hvilken nytte har de, at de vitterligt ønsker at dø. De føler sig ensomme midt i mængden. Isolerede og overset.
Jeg har hørt den ene desperate historie efter den anden fra forældre til højt begavede børn, der har børn der i risikogruppen for selvmord!
Jeg skal vare min ord med stor forsigtighed for ikke at spille bolden tilbage til diskussion om HVEM der har det hårdest. Jeg håber ikke jeg faldt i i det ovenstående. Hvis jeg gjorde var det ikke meningen.
Jeg mener ikke "hårdhedsgraden" kan sættes op overfor hinanden.
Vi har hver især ligheder og vores forskelligheder i vores daglige problemer og jeg ser os hellere som to sider af samme sag, end to separate grupper.
Det eneste jeg dybest set søger, er en form for forståelse. Et forum hvor jeg forklare hvordan det er at leve på min side af linien ;).
Mange Hilsner,
Synne
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletKære Synne <3
SvarSletDet jeg skrev, var ikke for at starte en konkurrence, men mere for at holde fast i den positive del af pakken "høj begavelse".
Knus
Jeg ville have skrevet det samme som June. Masser af kærlige kram for det er vel allermest det og forståelse man har brug for.
SvarSletHvor er det rart at høre, at der er lys forude, og at du og I er kommet så langt på blot 1 år. 1 år er lang tid, når man er midt i processen, men kort tid, hvis det ses i et større perspektiv.
SvarSletTak for din besked på min blog - og vores tidligere mails. Det har betydet rigtig meget for mig.
Emil er blevet WISC testet, og han er godt begavet, testen viste ikke generelt HBB, men psykologen skrev i rapporten, at hun vurderede at han underpræsterede. Jeg er ikke i tvivl om, at han på nogle punkter er højt begavet, samtidig slås han med sin særlige følsomhed, sin ekstreme retfærdighedssans og sin sociale asynkronitet (kan man sige det?). Jeg er så glad for, at du kan fortælle en historien om en fantastisk lærer. Emil har desværre været udsat for "lærermobning" og har fået så mange verbale tæsk og ydmygelser, at det har ødelagt hans tillid. Det ses tydeligt nu, hvor vi prøver en ny skole til ham. Heldigvis virker lærerne til at ville ham, og de prøver virkelig at nå ind til ham. Om han bliver optaget ved vi endnu ikke, så der er 1½ uge tilbage i uvished. Det er fandme hårdt!
Og jo jeg kæmper stadig selv med følelsen af at snyde mig gennem mit arbejdsliv. Jeg tænker ofte på, hvornår jeg mon bliver afsløret i blot at være middelmådig, varm luft!
Vores mellemste datter er superkvik, er begyndt at stave, laver matematik på 1. klasses niveau, kan huske og forstå de utroligste ting. Og hun er kun lige fyldt 5 år. Heldigvis har hun de sociale kompetencer med sig.
Jovist er det en gave, men jeg tager stadig mig selv i at ønske at mine børn var helt almindelige, at de bare kunne falde ind og begå sig inden for de givne rammer og vilkår. Forhåbentlig bliver jeg mere afklaret med tiden, men lige nu er jeg mest af alt ved at dø af skræk ved tanken om alle de forhindringer, der skal overvindes nu og i fremtiden.
KH Pialouise
Marina og June <3.
SvarSletUnder alle omstændigheder så elsker jeg jer for at tage debatten op :).
Tak for snakken.
Håber I vender tilbage med flere indspark.
@Camille, jeg fik slet ikke svaret dig. Hvor uhøfligt.
Hvor er jeg glad for, at din sønhar MAKS selvtillid. På den måde skal han nok klare den. Keep on going.
@PiaLouise - Man kan sagtens sige social asykron. Det er jo lige netop det de er.
Langt fremme fagligt men på andre punkter er de bagud i forhold til deres alder.
Hvor er jeg ked af, at høre at din søn har haft så grum en oplevelse med nogle lærere. Det burde igen børn gennemleve. Jeg håber virkelig at de nye lærere formår at bygge hans selvtillid op igen.
Og til sidst, ja et år føles som uendelig lang tid, men pludselig er man der. Hæng i ven.
Mvh,
Synne
Hej - jeg har nogle spørgsmål, men jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg kan få svar på det henne, så jeg prøver bare her:
SvarSlet- Er der nogen der ved, om asynkroniteten varer hele livet?
- Hvor stor forskel, kan der være på den følelsesmæssige og intellektuelle alder i forhold til ens normale? (Jeg læste et sted, at der kunne være en forskel på 3-4 år fra ens fysiske alder).
- Ved/tror i, at ensomhed kan gøre, at ens følelsesmæssige alder kommer langt bagud i forhold til den fysiske?
Hej Sara.
SvarSletJeg har set din kommentar.
Svarene kalder på mere end hvad der lige synes nemt, at læse i en kommentar.
Arbejder på et selvstændigt indlæg hvort jeg vil forsøge at svare på dine spørgsmål.
Mvh,
Synne