Kaos under havet

Det blinkende orange lys fra ilden blinker udenfor mit vindue.
Bølger af røg står rundt om toget.

Jeg sidder i en togkupe langt under havet midt imellem sjælland og Sprogø. Toget er afsporet og det brænder!

Vi bliver bedt om at forlade toget og går kontrolleret og roligt ud i røgen. Der er skrig og råb om hjælp fra dem der er hårdest ramt.
Det føles indeklemt og utrygt, at gå der ved siden af toget.

Ingen ved helt hvor vi skal hen, andet end fremad. Det hele går i stå.
Folk rører utilpas på sig. Er der nogen der ved noget?

Endelig bliver vi lukket ind i tunnellen ved siden af. Nu kan vi pludselig se hvor røget der var inde ved toget.
Vi venter.
De sårede der selv kunne gå sidder rundt omkring mellem folk. Nogen græder stadig, andre er faldet til ro og småsover imellem de skutter sig i smerte og kulde.

En mand går frem og tilbage på den anden side af skinnerne og råber instruktioner til os i en megafon.
"Redningen er på vej" forsikrer han os om.

Min lille gruppe får identificeret os som sygeplejersker og bliver sat i gang med at arbejde.
Jeg teamer op omkring en mand med et stor sår i panden. Han har bevidsthedsudfald og smerter.
Jeg undersøger ham og spørger ham ud. Han kan ikke huske noget. Hverken sit navn, om han tager medicin, hvor han skulle hen eller om han har pårørende i toget.
Hans øjne har svært ved at følge min finger og han døser hele tiden hen.

Da toget der skal tage os med ud af tunnelen endelig kommer, hanker jeg op i manden i samarbejde med en anden. Vi går stille op mod toget der er stoppet længere nede.
Manden tager sig til hovedet og klager over smerter og svimmelhed. Jeg forsikrer ham om, at han snart kan komme ned og sidde igen.

Ved toget bliver vi vist videre ned af gangen. Men jeg fortæller personalet at min tunge ven ikke skal gå ned af perronen to skridt længere og de må finde plads til ham lige hvor vi står!
Efter en kort meningsudveksling bliver der gjort plads til os og toget starter endelig.
Ud af tunnelen. Ud i den klare natteluft.

Vi får bukseret vores svimle tilskadekomne ud af toget og over i lægeteltet.
Her er mild kaos.
Det vælter ind med folk og lægen går fra mand til mand og vurderer tilstanden. Giver alle en seddel om armen med de nyttigste informationer og kategorier.
Jeg giver kort rapport om min nye ven og vi bliver sendt videre til næste telt. Bliver her modtaget af en sygeplejerske der modtager endnu en kort rapport og sætter os ned for at vente. Beder mig om at kalde hvis der er forværring.

Jeg kan se ind i lægeteltet fra hvor jeg sidder.
En ældre mand har problemer med hjertet. Hans kone, der forbrændt på sine hænder, ser ængsteligt til mens de arbejder på hendes mand.
En kvinder der muligvis har brækket ryggen bliver hurtigt sendt videre med ambulance.
Redderne, sygeplejerskerne og lægerne arbejder effektivt sammen.
"Vi har 12 vogne. Sørg for at fordele dem godt" siger en til en anden, der nikker sammenbidt og skynder sig ind i lægeteltet.

Min ven rører på sig. Jeg snakker kort med ham. Han er stadig uændret i sin tilstand.
Jeg er nervøs for om det bløder inde i hans hoved. Jeg bider mig i læben og håber snart de mest akutte er blevet sendt videre så min ven kan komme ind til tjeck.

Endelig får jeg lov til at hjælpe ham ind til lægerne og overdrager ham til dem inden jeg får lov til selv at gå over til samlingspunktet.

Heldigvis finder jeg min lille gruppe derovre og vi deler kort historier.
Nu er der bare tilbage at vente på bussen der kan køre os tilbage til Korsør Station hvor der er morgenmad og varm kaffe.

Det er nemlig heldigvis bare en øvelse. Sårene var makeup og skrigende var skuespil.

Efter en kop kaffe og lidt brød sætter jeg midt i min bil og kører nordpå igen.
Det er tidlig morgen og jeg er gennemtræt og fyldt med indtryk.
Men det var lærerigt at prøve. At afprøve mig selv i situationen.

Og DSB. De har liiige nogle ting de skal have gennemgået. Nogle procedurer der skal renskrives.
Men så er det godt, at vi kan øve os så vi - og de - er hélt klar hvis teaterblodet en dag skulle blive udskiftet med ægte blod.