At dømme

Dømmer du?

Jeg dømmer - mig selv.

Rigtig hårdt!

Måske fordi jeg prøver på at være så fordomsfri og åben overfor andre, at der er noget fordømmelse der sidder fast indeni, og når det ikke kan komme ud så må det jo komme ind.
En klog mand sagde engang noget om, at det fordomsfri menneske er en utopi, ergo må der jo sidde noget fast et sted i mig.

Jeg har overvejet at springe ud som nynazist for ligesom at få luft for mine fordomme.
Jeg tænker, at et lille halvt år ville kunne frigøre mig for alt mit indestængte dømmeri for de næste mange mange år. Totalt drænet for fordomme så meget som jeg skal hade (hov, sneg der sig faktisk en lille fordom ind der? ;))
Mens jeg så går der og er helt drænet for fordomme, så er jeg så måske i mellemtiden blevet så voksen, at min indre selvkritik er skrumpet ind og blevet en smule vindtør.

Bliver man egentlig mere sikker med årene, eller er det en skrøne?

Jeg sidder og syer på en efterårsjakke til Kamille. Jeg tror det bliver godt, men hvert eneste sting der ikke er snorlige får mig til at rynke panden.
Hver gang jeg skal sætte stof sammen, tænker jeg om det nu kunne blive bedre med noget andet.
Jeg bliver jo aldrig færdig hvis jeg skal sprætte op og sætte sammen på ny hele tiden, så jeg prøver virkelig på at nyde processen med at skabe. Være i det. Nu. Her.

Og nu må jeg gå igen. Er egentlig igang med at sy, men dette indlæg poppede op i mit hoved, og det måtte ud inden ordene forsvandt igen.
Kender du det, de mest mærkelige steder dukker de gode sætninger op i hovedet, men når man skal bruge dem så er de væk.
Heldigvis har jeg en stor mortaske der tit både rummer juicebrikker, lommetørklæder (måske lidt brugt), banan, en ekstra sut, legetøjsbiler og et krøllet håndskrevet indlæg til bloggen der blev væk i bunden. Sådan et der er skriblet ned i hast midt i køen i Brugsen, fordi sætningen dukkede op der.
For den kreative proces følger ikke de samme regler som min indre kritiker gør.

Og gudskelov for det!!