Jeg elsker passionerede og engagerede mennesker. Mennesker der går op i noget med liv og sjæl er bare så dejlige at være sammen med. Og så er det sådan set ligemeget om det er metalbelægning på stegepander eller blomsterpres de går op i. Det er selve engagementet og den viden der følger med der facinerer mig.
Jeg kan også selv nemt blive tabt i en stime af inspiration hvor jeg ikke kan vente med at .. (indsæt selv).
Jeg kan også godt have svært ved at pakke det væk og tage en pause for at læse højt/ samle klodser/ tegne tegninger/ bare sidde ved siden af mine børn uden at lave noget som helst andet end bare at være til stede om det de laver lige nu.
Jeg mener bestemt godt at børn må lære at vente. Jeg mener også at det er sundt for dem at se deres forældre gå op i noget, det være sig uddannelse, job eller hobby.
Billedet er Cartoonstock.com
Men jeg tænker, hvor går grænsen mellem at være engageret og så bare være ganske almindeligt fraværende?
Er der en procentfordeling mellem aktiviteterne jeg kan bevæge mig indenfor, for stadig at kunne holde mærkatet god mor, samtidig med at jeg får givet mig selv tid til alle de ting jég gerne vil der ikke inkluderede små lækkermåse?
Er det bare en larmende hylde fra mit moderskab, det der med at få dårlig samvittighed og overveje hvornår jeg burde lægge alt andet væk end koncentrationen om mine børn?
Bekymrer mænd sig om sådan noget?
Det gælder jo så om det berømte ord:kvalitetstid :-)
SvarSletjeg kender det rigtig godt, det der. Og jeg har simpelthen været nød til at indse, at det overhovedet ikke er mig der bestemmer mere. Nu er lillefisen 8 mdr. så det har da taget sin tid! Jeg laver mig-ting når hun sover, og så kan det også lade sig gøre den første halve time hun er vågen. Efter det er jeg hendes, til hun skal sove igen, med indskudte praktiske gøremål :-)
Og jeg kan godt mærke på hende at de 10 minutter jeg sidder bag ved hende og virkelig ER der, når hun leger, gør, at hun så godt kan klare at jeg lige vasker op bagefter.
Men åh hvor savner jeg tid til fordybelse...mmmmm.....
Og nej, jeg tror ikke at min kæreste skænker det en tanke :-)
Gry, jeg kender det. Og mens de er små så er det også fint at være helt på mens de er vågne.
SvarSletMen nu hvor mine drenge også gerne vil lave noget for sig selv, så kan det være svært at finde grænsen på hvor meget og hvor lidt der skal til af det forskellige. For hvis jeg ikke lige er der så finder de bare på noget andet at lave, og vupti .. så gik den dag.
Det er jo ikke ligefrem fordi vi har mange timer sammen i en hektisk hverdag alligevel!
Men jo, kvalitetstid skal der til. Det lader jo os alle sammen op på sin helt egen måde.
Hygeligt med dit indspark :).
Jeg er sikker på fædre er fløjtende ligeglade med "God Far"-mærkaterne, for hvem skulle sætte dem på dem? Den der god-mor ting er vist mest noget kvinder belemrer hinanden med og som mænd er fritaget for. Ikke så mange skyld-hylder og burde-bøjler i fader-skabene *hehe.
SvarSletJeg tror på kvantitetstid - MASSER af tid sammen med sine børn, hvor man i tryg forvisning om hinandens nærhed sagtens kan fordybe sig og lege hver for sig. Selvfølgelig kan mine børn også godt lide at spille et "kvalitets-tids" spil med mig eller få læst en historie, men endnu bedre er den tid hvor de ved jeg er i nærheden og til rådighed (det tager jo ikke lang tid at lægge strikketøjet/bremse rokken/bogmærke bogen/parkere haveredskabet), og de alligevel kan få lov at være i fred.
Man kan for det meste godt kombinere sine egne entusiastiske projekter med samvær med børn. Giv dem et stykke stof at klippe/sy i når du syr eller en kartoffelskræller og dit eget udsøgte selskab mens du skræller kartofler....=)