Endelig hjemme!

Nogle gange kan et døgn forsvinde i et blink, andre gange føles det som evigheder.
Da jeg trådte ind ad hoveddøren her for et par timer siden, føltes det bestemt som mere end et døgn siden jeg var gået ud af samme dør.

Kamilles hvæsen efter vejret tog langsomt til, og vi kunne ikke få det løsnet med den spacer med astmamedicin vi har herhjemme. Til sidst brugte hun så mange kræfter på at trække vejret, og var rigtig træt fordi hun ikke havde sovet ordenligt i to døgn, at jeg ikke turde tage ansvar for det alene i hjemmet længere.
Ringede til lægen, der kontaktede børneafdelingen i Holbæk. De ville gerne se os.
Så midt i den værste opblussen af snevejret i mange dage samlede vi mus og mand sammen og drog til holbæk.




Nede på Holbæk sygehus fik hun først en ordentlig masse medicin i en spacer. Hun var helt oppe og køre (man bliver lidt speedet af astmamedicin). Løb rundt og råbte HEJ! til alle.
Men det ville ikke løsne op for hendes vejr. Pludselig fik hun så også 39.5 i feber og luften gik hurtigt af ballonen på hende!
Her gik lægerne så over til rigtig maske med vand og medicin. Som I kan se på billederne så er det en meget træt lille pige, der falder i søvn med masken på fordi det endelig løsner lidt.

Men det er stadig ikke helt godt med det vejr, så Kamille og jeg måtte blive der natten over.
Vi fik anvist en seng. Klokken var 20 da Martin kyssede os farvel for at hente drengene og køre hjem til Nykøbing med dem. Det er jo almindelig skoledag næste morgen, og de skal gerne lige nå at få sovet bare lidt.
Jeg redte seng til Kamille og jeg og prøvede først at putte hende i tremmesengen, men havde næsten opgivet på forhånd. Hun var ked af det, og stillede sig hele tiden op og kiggede rundt i det store fremmede rum. Så jeg byggede os en hule ovre på forældresengen, svøbte hende i hendes dyne og begyndte på vandringen frem og tilbage. Det tog dog heldigvis ikke så længe før hun faldt til ro og de små trætte øjne gled i.


En lang nat ventede forude for Kamille og jeg. Kamille skulle have maske hver 3. time og imellem fra tid til anden tjeckes af en sygeplejerske der lige kom ind for at lytte til hendes vejrtrækning.
Hun var så tapper til de masker. Lige når hun blev vækket og sat op var det rigtig skod, men så faldt hun i søvn med masken på, ligesom på de første billeder, for det løsnede så fint op.
Jeg behøvede ikke at kigge på uret for at vide om det snart var tid til ny maske. Jeg kunne bare lytte til hendes vejrtrækning der blev mere og mere besværet og overfladisk som tiden til ny maske nærmede sig.
Jeg følte natten havde varet en evighed da Kamille vågnede med et skrig og besluttede sig for at det var morgen (kl 6).
Det hjalp dog gevaldigt på humøret at få frugtyoghurt og havregryn til før-morgenmad ;).

Eller så gik morgenen med at traske rundt på gangene og se på ting indtil klokken 8 hvor der var morgenmad for alle.
På et tidspunkt lånte jeg en barnevogn og gik en tur ud på hospitalet for at se om der skete noget spændende oppe ved kiosken. Ud over folk der købte ting, andre der ventede, nogle der drak kaffe og et par enkelte der stod ude i kulden og røg, ja så var der ikke det store at se på. Men vi traskede rundt og så på lidt flere gange.
Vi tegnede i hyggehjørnet på børneafdelingen....
Vi rutsjede ...
Vi talte lidt med andre børn ...
Vi opfandt en "se mor igennem tremmerne på sengen"-leg

Ind imellem fik hun lidt maske og fik oven i købet også sovet 1½ time mens jeg tog mig en meget tiltrængt pause med mit medbragte hækletøj.

Hendes vejrtrækning var blevet hundrede gange bedre, og da hendes iltning af blodet blev målt til middag var den oppe på flotte 99% og der var ingen feber at spore mere.
Over middag fik vi lov til at tage hjem igen, med besked på at give hende spacer hver 4. time herhjemme nogle dage, derefter hver 6. time og hvis hun klarede sig fint med det så trappe helt ned over de næste 14 dage.
Lige nu har vi åben indlæggelse der varer de næste 24 timer, så hvis hun skulle blive dårlig igen så kan vi bare komme derned uden at skulle igennem læge eller vagtlæge.

Og mig? Efter eksamenslæsning, selve eksamenen, afbrudte nætter og nu dette, så føler jeg mig ærlig talt som en opvreden karklud og jeg glæder mig helt usansynligt til at komme i bad og ind i mine egne dyner.

Kan I sove godt blogland, hvorend I nu befinder jer ;).