Der er så meget de voksne ikke forstår.

“De voksne elsker tal. Når man kommer og fortæller dem om en ny ven, spørger de aldrig om noget væsentligt. De siger aldrig : >>Hvordan lyder hans stemme? Hvad vil han helst lege? Samler han på sommerfugle?<< – Nej, de spørger: >>Hvor gammel er han? Hvor mange søskende har han? Hvor meget vejer han? Hvor mange penge tjener hans far?<<
Først da tror de, at de kender ham.”
Citat: Den Lille Prins

Matias og jeg har taget hul på fortællingen om Den Lille Prins.

Jeg sitrer af fryd over, at en historie fra 1945 stadig i dag kan facinere en lille dreng. Og så igen, hvorfor skulle den ikke gøre det. Eventyret går aldrig af mode, og Antoines indledning om at være en dreng ingen forstod, slet ikke de voksne, ramte vist Matias et sted midt i brystet.

Vi passer godt på den gamle bog, og hver aften bliver den sat ind i de voksnes skab igen, istedet for at overnatte i sengen hos Matias, hvilket hans højtlæsningsbøger plejer så han kan ligge og bladre lidt mere inden han slukker lyset.

Preben og Annelise er min morfar og mormor. Min mormor tabte kampen imod kræften 01.07.2008. Det føles som evigheder siden jeg sidst hørte hendes latter, og alligevel kan jeg stadig mærke hendes bløde knus, hvis jeg mærker godt efter.
Jeg kan stadig fysisk mærke hendes arv, og historien går videre.
Der er gamle billeder af mig selv som barn, siddende på min mormors skød ved hendes klaver.
Senere er der billeder af Matias siddende på hendes skød som ganske lille, og nu dukker der billeder op af den næste mormor, min mor, med héndes børnebørn, mine børn, på skødet foran klaveret.

Lige meget hvor stærkt savnet er, går livet ubønhørtligt videre. Savnet bliver med tiden mindre smertefuld, men det er der for altid. Nogle gange meget nærværende, andre gange væk i flere dage. Vi lærer, at bære mindet om dem vi elskede som en lille stjerne i selvets dyb.
Ligesom Antoine der til sidst må sige farvel til Den Lille Prins, men finder trøst i, at drømme om at han er tilbage på sin planet, finder jeg trøst i at min elskede mormor nu hundser kærligt rundt med andre et andet, forhåbentlig bedre, sted end her.
Og så ender jeg alligevel med at smile gennem den lille tåre der fandt vej til min kind ved den tanke, og savnet føles ingen lidt lettere at bære.