Godt det er mandag!!

Mage til weekend skal man lede længe efter!

Fredag skulle Martin til firmafest og min ældste søn, Matias, til Halloweenfest på skolen.
Ingen problemer. Far tog Matias med op til skolen på vej til fest (der var i gåafstand - praktisk ;)).

Jeg hygger herhjemme med Kamille og Malte.
Det går også fint, indtil Kamille laver et stunt og falder pladask ned på snuden med sut i munden og river hul på læbebåndet bag ved overlæben.
Der er blod over det hele, som der nu plejer når det blandes med spyt og et grædende barn der ikke vil lade en se hvad der er sket.
Nå men det stopper igen og vi får spist aftensmad i ro og fred.

Senere er begge unger i nattøj og vi sidder bare og venter på, at Matias kommer hjem. Jeg har aftalt med kusine-Trine, der har barn i samme klasse som Matias, at hun kører ham hjem, så jeg ikke skal have trætte børn med ud i bil.

Telefonen ringer.
Det er Trine.
Jeg kan høre Matias skrige i baggrunden. Han er faldet ned fra skolen scene, ned over en stol og videre på gulvet. Det havde set ret grimt ud og han har slået sin arm. Vi aftaler at hun kommer herhjem med ham, for hvad skal jeg stille op med 3 børn oppe på skolen hvis vi skal på skadestuen. Så er det da bedre at de er her og en eller anden bliver og putter dem.

De kommer hjem med en storskrigende Matias, der bævrer og ryster og ikke vil lade mig se på hans arm. Han er kraftigt smertepåvirket, og med hans i forvejen tendens til hysteri og det, at han led af både feberkramper og affektanfald som lille, gør at jeg er bekymret for om han vil gå i chock!
Jeg får lov at se kort på hans arm og albuen er allerede hævet godt op og ser lidt mærkelig ud!
Jeg prøver, at slå koldt vand i blodet og ringe til vagtlægen først, der selvfølgelig er enig med mig i at det ville være godt at få ham på skadestuen.
Nu bor vi i Nykøbing Sj. der kun har en plasterklinik, så til mere alvorlige skader skal man 30 km afsted til Holbæk.
Jeg informerer Matias om at vi må ud og køre, hvilket bare gør hans fortvivlelse større ved tanken om at skulle køre bil. Det havde gjort ret ondt på turen hjem fra skolen. Trine foreslår at vi ringer 112 og beder om en ambulance så jeg går endnu engang afsides og ringer til alarmcentralen. De nægter at sende en vogn og snakker om udnyttelse af systemet at sende ambulance til en måske brækket arm! Jeg prøver at forklare at jeg ikke mener det er forsvarligt for trafiksikkerheden at sende mig ud på en 30 minutter lang køretur med et barn der er SÅ smertepåvirket at jeg frygter han vil gå i chock, og desuden har to børn mere herhjemme. Desværre.....!!

Det kan jeg ikke bruge min tid på så jeg afslutter samtalen. Går ud og tænder bilen og fylder tæpper i. Tager jakke på og hanker op i Matias, og hvis jeg troede at han havde toppet med det skrigeri så tog jeg fejl. Jeg når kun halvvejs ned til bilen før jeg vender om.
Underlæben dirrer på Matias og han er bleg!
Trine er her stadig (men har selv børn på skolen endnu, hvor oprydningen snart er slut), og hun ringer til 112 og insisterer på en ambulance. De sender modvilligt en afsted, men da den er langt væk kommer akutbilen først. Matias er nu så udmattet at han er faldet lidt til ro og sidder og hænger op af mig.
Der kommer en sød sygeplejerske ind af døren der får talt med ham og givet ham slynge på armen. Efter hun har set albuen taler hun lidt med ham om måske at skulle ned opereres (og mig der troede at jeg skulle tidligt i seng!).

Pludselig ændrer billedet sig.
Matias vågner nærmest lidt op igen og vil gerne ned på gulvet (har siddet på kanten af spisebordet) og over og sidde i sofaen mens vi venter på ambulancen. Jeg taler lidt med sygeplejersken om at aflyse vognen igen, for når han pludselig er så rolig så kører jeg gerne selv.
Og sådan bliver det så.

Far er i mellemtiden blevet ringet hjem fra firmafest, overtager de andre to og får sendt Trine hjem.

Matias bliver klodset op og vi kører afsted. På vejen døser han så jeg må halvråbe af ham. Jeg aner ikke om han har slået hovedet, så jeg vil gerne lige høre, at han er ved bevidsthed.

Efter lidt venten på skadestuen bliver vi sendt til røngten, og efter endnu mere venten og to plader Daim kommer vi ind og får beskeden "ikke brækket" og bliver sendt hjem.
Jeg har en lidt mærkelig følelse af nå.... var det det?

Matias falder i søvn på vej hjem og jeg bærer ham ind i seng.
På nuværende tidspunkt er klokken 23:30 og jeg når lige at sove små to timer før Matias vågner med et hyl. Han er kommet til at lægge sig på armen.
Han er meget urolig og jeg får ham ind på sofaen, puttet en halv panodil mere i ham og får klodset ham op. Blunder ved siden af ham resten af natten

Lørdag skulle Martin og jeg på date men jeg synes godt nok jeg har svært ved at finde fest-lysten frem. Bliver dog overtalt til at tage afsted alligevel med gode argumenter fra bl.a. svigermor, der jo rigtig nok siger at Matias hverken får mere eller mindre ondt af at jeg sidder og glor på ham. Så ungerne hygger hos farmor og farfar mens Martin og jeg tager afsted.

Det var helt fantastisk! Vi havde fået gavekort til en kuraften for 2 her.
Det inkluderede frugt og champagne i spapool, 1 times massage til hver og 3 retters menu.
Derefter mødtes vi med gode venner og hyggede i det Holbæk´ske natteliv.
Fantastisk aften, og jeg formåede faktisk at slappe af og være til stede i selskabet.

Matias havde også sovet godt om natten og var stadig utrolig øm, men i meget bedre humør om søndagen. Jeg var nu stadig ikke helt overbevist om at den arm bare skulle komme sig af sig selv, men jeg kunne ikke gøre andet end at se tiden an.

For lige at runde weekenden af, så var det Malte der stod for skud da vi kørte bilen ind i indkørslen søndag middag. Han ville så gerne hjælpe og åbne bagsmækken på bilen selv, men den var for tung, med det resultat at den smækkede over 8 små fingre og han stak i et kæmpe hyl.
Jeg fik befriet de små fingre og båret Malte ind. Efter lidt pust og trøst og en pude på sofaen at hygge med var det ok igen dog.

Men puuhh .... så er en weekend lang!

Her mens jeg har skrevet dette indlæg, der har taget et par timer, har jeg også nået at tage imod opkald af ledende overlæge på akutafdelingen i Holbæk der måtte informere mig om at Matias røngtenbilleder var blevet set på igen og, at albuen altså vár brækket. Bagefter kørte jeg op og hentede Matias i skolen igen og var på plasterklinikken her i nyk og få lagt armen i gips. Sammen var vi bagefter på tanken og vælge en film og lidt slik.
Så nu sidder jeg her ved computeren igen og prøver stadig at komme igang med den opgave jeg skal lave, til lyden af film og en dreng der tygger slik :).

I guder jeg er træt......