Samme far?

Når man møder nye mennesker, så bliver der somregel spurgt lidt til ens liv. Faste emner er job, civilstatus og børnemængde.

Når folk så hører at jeg har hele 3 børn, så er næste spørgsmål: "Undskyld, men hvor gammel er du?". Når det så er besvaret, så har jeg flere gange fået spørgsmålet: "Er det samme far til dem alle?".

Den første gang jeg fik spørgsmålet var jeg en anelse målløs, men jo flere gange jeg får det stillet, jo mere bliver jeg klar over at en familie som min faktisk er lidt af et særsyn.

I et tid hvor folk skifter partner som vores bedsteforældre skiftede sokker, er dét at holde sammen igennem, ikke alene en, men hele tre børnefødsler (og en fødselsdepression efter jeg havde født nummer to), åbenbart noget særligt.

Jeg praler ikke, men jeg undres. Er det for let at sige: "Ja det gik ikke, så vi blev skilt."

Går vi for let fra hinanden i jagten på den lette og evige lykke?

Et liv i ægteskab er ikke let, men det behøver heller ikke være en bjergvandring hvor man hele tiden føler at man mister pusten og fodfæstet. Græsset ér ikke grønnere på den anden side, for nissen flytter med. Der er også sure sokker og gryder i vasken fyldt med gammel indtørret mad (eller hvad det nu var der var i vejen) i det nye forhold, når det holder op med at være hjertebankende og sommerfulgeflagrende nyt.

Det er ihvertfald hvad jeg minder mig selv om, hvis der går for meget sutsko og for lidt romantik i aftensofatimerne herhjemme og så er det at der kun er én der kan gøre noget ved det. Det er den de 4 fingre peger tilbage på når vi peger på de andre og giver dem skylden.

Til tider kan det være svært at indrømme at jeg selv bærer en del af skylden for min egen ægteskabelige utilfredshed, men I guder hvor det dog hjælper at gøre det. Bagefter løsner det op for både smil og initiativ, istedet for at holde fast i indelukkethed og stikpiller.

Når jeg så også husker at tale med min mand og ikke kun snakke. Huske at fortælle ham om mine drømme og ønsker, og lidt om hvad dagen har bragt mens vi har været fra hinanden, så er det pludselig at vi kan formå at blive ved med at være gode venner selvom ungerne hænger i haserne og vasketøjskurven formerer sig hurtigere end et kuld rotter.

Og det er, i min bog, den vigtigste grundpille i et langvarigt ægteskab.