Jeg har opdaget, at jeg er god til noget!
Jeg er god til at skabe.
Jeg har denne her skrøbelige lille selvtillid som lige for tiden står med armene i siden, med hovedet på skrå og siger: "Nå, hvad så hvad? Hvad ville I? Jeg kan faktisk også."
I dag har jeg været til undervisning på Sophia Seminaret. Jeg har bl.a. haft faget plasticering. Filosofien omkring det fag er, at man tager et materiale og omformer (plasticerer) det.
Man starter med et stykke ler. Det er ret anonymt.
Det er et stykke ler.
Idet man begynder at ælte det sker der noget. Lidt af dig. Lidt af din vilje. Der opstår en form.
Når det står færdigt er det ikke længere bare et stykke ler, men en form - lavet af ler.
Du har lagt lidt af dig selv ind i leret. Det føles ikke længere på samme måde. Selvom det dybest stadig bare stadig er ler, så vil det ikke give den samme oplevelse at beskue det.
Eller, at tage det op og føle på det.
Nu er det er form, lavet af ler. Og ikke blot ler.
Hvis I er en gruppe der er blevet bedt om at skabe det samme ud fra en grundform, lad os sige en kugle, og I lægger dem ud sammen til beskuelse, vil du ganske givet kunne genkende din egen kugle blandt de andres selvom der rykkes rundt på dem. For i din kugle lever lidt af dig. Du har formet den.
Også selvom det er i en bestræbelse på at skabe den perfekte kugle, ligesom alle de andre, og den derfor - optimalt set - ikke vil skille sig ud.
Tag et stykke råt træ. Det er anonymt. Ganske sikkert smukt, men anonymt. Lav det om til en skål.
Nu føles træet helt anderledes og - vil jeg påstå - alle vil se formen 'skål' før de ser træet. De vil se en skål lavet af træ, og ikke et stykke træ, formet som skål.
Det er plasticering.
Og sådan kan vi blive ved.
Skabelsen, plasticeringen, findes alle steder.
Indad-former og udad-former. Mere enkelt beskrives det vel egentlig ikke? Og disse kan så varieres i det uendelige.
De største skulpturer som er kendt og værdsat af generationer. Den lille skål lavet af det lille barn, stolt overleveret til dem de er hengivne overfor. Knap på værdsat. Men alligevel med stor værdi.
Formkræfterne lever.
Billedet i toppen af dette indlæg er fra tidligere i dag og fra lige før. Til venstre ses min lærers udgave af den form vi skulle efterligne. Til højre er min udgave. Endnu er basen ufuldendt. Og billedet skjuler meget af formens genialitet. Men det tager form. Jeg er tilfreds med det der skabt indtil videre. Forundret over det mine hænder skaber, når jeg lader dem arbejde i fred.
Min lærers form. Så I kan se mere af hvad der gemmer sig i øverste billede.
Da vi først fik opgaven sad jeg længe og gloede på mit stykke rå ler og ønskede at vi havde til opgave at lave en vandmand, en and, en hvad som helst. Jeg nussede omkring leret og der skete ikke en dyt!
Formen ser enkel ud, men lad dig ikke snyde. Der skal mod til.
Og først da jeg gav op. Lagde kontrollen på hylden og overlod skabelsesprocessen til mine hænder, da skete der noget. Hvad kunne der ske. Jeg kunne jo tydeligvis alligevel ikke skabe noget der bare lignede en lille smule.
Og ved I hvad? Jeg fik ros! Ikke blot af læreren, men af mine klassekammerater. Dem, hvis skaberkunst jeg halvt misundelig på, halvt beundrer, for de er så pissedygtige!
Der hvor jeg går kold og har lyst til at stille mig op og tude og smide med mine redskaber, når vi skaber, fordi jeg ALDRIG vil kunne skabe noget nær så smukt som dem!
Men med hænderne dækket af ler. Der skabte jeg.
Jeg siger jer, det var en FED fornemmelse.
