Skrivetrang

Jeg havde tabt lysten til at skrive.

Eller, måske ikke tabt lysten, men jeg synes det hele druknede i ord i mit liv og jeg havde ikke flere til overs.

Tog et par billeder. Man siger, at de alligevel siger mere end tusinde ord, ik´?

Men jeg kan mærke trangen komme igen.
Sommerferien gjorde godt.
Jeg slukkede min telefon, tændte ikke computeren, har ikke set fjernsynsprogrammer eller nyheder i månedsvis.
Tog et hurtigt fix på Instagram når jeg lige skulle mindes på, at der var en verden uden for min lille en af slagsen.

Men nu, jeg kan mærke det rumler hen over bakketoppen med trang og jeg må gribe den inden den ruller forbi mig og søger et andet sted hen istedet hvor den er mere velkommen.

Det har været det mest vanvittige år! På så mange planer. Men nu stilner stormen af og der er meget mere ro.
Både indeni og udenpå.

Jeg undres over min egen evne til hele tiden at stå en lille smule stærkere. En lille smule mere grundfæstet.
Mere sikker på mine egne evner og mit værd.
Nogle ville vel kalde det, at blive voksen? Moden?

"Det er helt normalt lille frue, sådan når man nærmer sig midt i 30érne".
Det kan godt være, at det er helt normalt. Men det er ikke normalt for mig. Jeg har ligesom ikke prøvet det før.

Men en ting tror jeg (jeg har lært ikke at være skråsikker på fremtiden ;) ):
Der er igen ord i overskud.
Og jeg glæder mig meget til at dele dem med jer.

Er I der stadig?

At skabe...

Jeg har opdaget, at jeg er god til noget!

Jeg er god til at skabe.

Jeg har denne her skrøbelige lille selvtillid som lige for tiden står med armene i siden, med hovedet på skrå og siger: "Nå, hvad så hvad? Hvad ville I? Jeg kan faktisk også."

I dag har jeg været til undervisning på Sophia Seminaret. Jeg har bl.a. haft faget plasticering. Filosofien omkring det fag er, at man tager et materiale og omformer (plasticerer) det. 

Man starter med et stykke ler. Det er ret anonymt. 

Det er et stykke ler.

Idet man begynder at ælte det sker der noget. Lidt af dig. Lidt af din vilje. Der opstår en form.

Når det står færdigt er det ikke længere bare et stykke ler, men en form - lavet af ler.

Du har lagt lidt af dig selv ind i leret. Det føles ikke længere på samme måde. Selvom det dybest stadig bare stadig er ler, så vil det ikke give den samme oplevelse at beskue det.

Eller, at tage det op og føle på det.

Nu er det er form, lavet af ler. Og ikke blot ler.

Hvis I er en gruppe der er blevet bedt om at skabe det samme ud fra en grundform, lad os sige en kugle, og I lægger dem ud sammen til beskuelse, vil du ganske givet kunne genkende din egen kugle blandt de andres selvom der rykkes rundt på dem. For i din kugle lever lidt af dig. Du har formet den.

Også selvom det er i en bestræbelse på at skabe den perfekte kugle, ligesom alle de andre, og den derfor - optimalt set - ikke vil skille sig ud.

Tag et stykke råt træ. Det er anonymt. Ganske sikkert smukt, men anonymt. Lav det om til en skål.

Nu føles træet helt anderledes og - vil jeg påstå - alle vil se formen 'skål' før de ser træet. De vil se en skål lavet af træ, og ikke et stykke træ, formet som skål.

Det er plasticering.

Og sådan kan vi blive ved.

Skabelsen, plasticeringen, findes alle steder.

Indad-former og udad-former. Mere enkelt beskrives det vel egentlig ikke? Og disse kan så varieres i det uendelige.

De største skulpturer som er kendt og værdsat af generationer. Den lille skål lavet af det lille barn, stolt overleveret til dem de er hengivne overfor. Knap på værdsat. Men alligevel med stor værdi.

Formkræfterne lever.

Billedet i toppen af dette indlæg er fra tidligere i dag og fra lige før. Til venstre ses min lærers udgave af den form vi skulle efterligne. Til højre er min udgave. Endnu er basen ufuldendt. Og billedet skjuler meget af formens genialitet. Men det tager form. Jeg er tilfreds med det der skabt indtil videre. Forundret over det mine hænder skaber, når jeg lader dem arbejde i fred.

Min lærers form. Så I kan se mere af hvad der gemmer sig i øverste billede.

Da vi først fik opgaven sad jeg længe og gloede på mit stykke rå ler og ønskede at vi havde til opgave at lave en vandmand, en and, en hvad som helst. Jeg nussede omkring leret og der skete ikke en dyt!

Formen ser enkel ud, men lad dig ikke snyde. Der skal mod til.

Og først da jeg gav op. Lagde kontrollen på hylden og overlod skabelsesprocessen til mine hænder, da skete der noget. Hvad kunne der ske. Jeg kunne jo tydeligvis alligevel ikke skabe noget der bare lignede en lille smule.

Og ved I hvad? Jeg fik ros! Ikke blot af læreren, men af mine klassekammerater. Dem, hvis skaberkunst jeg halvt misundelig på, halvt beundrer, for de er så pissedygtige!

Der hvor jeg går kold og har lyst til at stille mig op og tude og smide med mine redskaber, når vi skaber, fordi jeg ALDRIG vil kunne skabe noget nær så smukt som dem!

Men med hænderne dækket af ler. Der skabte jeg.

Jeg siger jer, det var en FED fornemmelse.