Turen over regnbuebroen.

I går, som så mange andre, havde vores 1. klasses dreng første skoledag.
Det var en meget speciel dag! Det var dagen hvor man skulle gå over regnbuebroen og hermed blive optaget i det rigtige skoleliv og sige farvel til livet som børnehaveklassebarn.

Det er et ritual der udføres med stor ærbødighed. Der er i det hele taget meget respekt om ritualerne på en steinerskole.
Hele skolen er mødt op i salen for, at hilse de nye små og deres forældre velkommen til denne nye fase af deres liv og alle børn er stille og følger med i det de andre børns store øjeblik.

Jeg vil ikke sige så meget mere, for dem der har ritualet til gode, skal have lov at have det ukendte med sig.
Jeg vil kun sige, glæd jer og huske lommetærklæderne.

Velkommen til 1. klasse banditter. Det skal nok blive godt :).

Indvielse

I dag var en stor dag på skolen.

Forberedelserne har været mange.

For længe siden skulle alle i børnehaveklassen have et par uldsokker med i ca. str 40. Der skulle laves hemmeligheder.

De var ude og finde pinde som de har snittet barken af og slebet dem bløde og varme at røre ved.

Sokkerne blev fyldt med god uld og alle børn har langsomt vækket deres egen hest til live ved at brodere og sy, under kærlig voksenguidning i klassen, i mange timer. Jeg ved de bl.a. har haft deres heste med på tur, hvor de har siddet og syet på deres heste i solskinnet på Kastrup fortet.

I dag skulle de bruges.

Til indvielse.

Selvom børnehaven, børnehaveklassen og selve skolen ligger på samme matrikel på vores skole, så er de alligevel adskilt i 3 enheder.

Børnehaven har deres egen låge og deres legeplads er beskyttet med hegn, så de har deres eget sted. De ligger længst ude i den ene længe af bygningen.

Børnehaveklassen ligger lige imellem børnehaven og SFOéns køkken og indestue, og er på den måde deres egne, men alligevel med, da eleverne kan være i SFO om eftermiddagen og dermed lege med de lidt større børn.

Men dagene har de for dem selv. De er f.eks. ikke med til skolens morgensang.

En midt-imellem tid. En indslusning.

Tiden går som, som sagt så mange gange før, om vi vil det eller ej.

Midt-imellem tiden slutter og det er tid til optagelse på skolen.

Det var i dag.

Jeg tror mit hjerte bankede hurtigere end deres, da jeg stod og ventede på dem.

Deres kæpheste, som de har arbejdet så længe med, bruges til at ride igennem skolen, hvor alle elever - store som små - danner bro og synger de nye små ind i fællesskabet.

Først igennem første sals gangen, hvor 4.-9. klasserne bor. Så ned til gangen med de mindre klasser, hvor det endelig bliver afsløret hvem der skal være deres nye lærer, når de kommer til døren til 1. klasse, hvor hun stod og ventede.

1. Vi venter - spændt! Vi er klar.
2. Døren går op. Nu kommer de. Vi synger.
3. Man er vel lidt stolt! <3

1. Nede i klassen kom alle hestene i stald, fik en gulerod og skulle så 

vente pænt på, at komme med hjem om eftermiddagen.
2. James, vores nye familiemedlem.

Swusschhh....

Den flyver gennem luften og sætter sig fast med et Doiiing! Lige midt i min ømskindethed.

Bemærkningen. Kommentaren. Spørgsmålet. Blikket. Noget helt trejde, som jeg opfatter - måske - forkert.

Og så står jeg der, som en anden idiot. Mit psykiske beskyttelsesfilter sætter igang, inden mit intellekt får tid til at danne sig overblik og byde ind med fornuft.
Jeg reagerer med totalt tavshed, med en forklarende adfærd, eller et angreb lige tilbage. For tiden mest de to første.
Jeg reagerer med mine mest basale instinkter. Istedet for at sige AUV, pakker jeg mig endnu mere væk mens jeg bukker mig en smule sammen over smerten, for at beskytte den.

Jeg er træt for tiden.
Drænet.
Ømskindet.
Ked af det.

De mange forandringer i mit liv dræner mit sarte sind.

Kærligheden, som jeg mangler at fortælle om her på bloggen, som jeg kæmper for. Den er så grundlæggende god, men til tider også rigtig svær.

Der er også andre ting jeg rigtig gerne vil fortælle om, men jeg kan ikke endnu.

Og arbejdet. Om en lille måned kan jeg skrive arbejdsløs på mit cv.
Jobsøgende, hvis det skal skrives pænt.
Så skal der sendes ansøgninger afsted. Udfyldes papirer og opfylde krav for, at kunne modtage dagpenge.
Kæmpe om hver enkelt ansøgning sammen med de mange, mange andre der også sender deres håb ud i en ansøgning. Stå tilbage med en følelse af at være god, selvom afslagende vælter ind.
Der er også mange jobs jeg ikke har lyst til at søge, men måske bliver nødt til det.
Jeg blev sygeplejerske fordi jeg ville hjælpe mennesker. Men idag har jeg ikke lyst til at vende tilbage til hospitalerne. At gå hjem hver dag, måske med en følelse af, at jeg endnu engang ikke nåede at give alle det de fortjente, selvom jeg rendte så stærkt som jeg kunne, samt fik skåret min frokostpause ud i et par omgange.
Jeg er stolt af mit fag, men også så uendelig trist over, at det bliver skåret ned til et spørgsmål om uendeligt papirarbejde, for at have ryggen fri i tilfælde af de klager, der bliver flere og flere af, fordi vi ikke har tid til at være der hvor det betyder noget; Inde på stuerne og ude hos de mennesker der har brug for os.

Jeg bliver træt med træt på af alt den tankemylder.
Samtidig så sårbar, at jeg overhovedet ikke er sjov at være sammen med, for dem der ser dybest ind i mig.
Og så bliver jeg genert. Får ikke delt så meget, selvom det er god selvterapi, at skrive her på bloggen.

Jeg må øve mig noget mere.
På at sige auv.
På at stå fast i mine egne sko.
På at smile. Det kunne være det blev helt ægte, hvis jeg tvang det frem længe nok.
Og ikke mindst;
På at tale istedet for at pakke mig væk. For det at tale er, trods alt, den bedste vej til glæde. At dele de tanker der føles så forbudt, at "læsse af" og få svar og støtte fra et andet levende menneske.
Men når jeg nu ved, at det at tale er så godt, hvorfor er det så stadig så svært?

Overgange

Der er mange overgange i mit liv lige nu. Overgange der tager mit fokus og energi, og lader bloggen stå u-opdateret. Jeg er ikke særlig god til overgange.

Kamille fylder 3 år om 14 dages tid. Når man fylder 3 år, så er det farvel til dagplejen og goddag til børnehaven.
De 2 år Kamille har været i dagpleje tog ikke længere end et blink.
Det er noget spøjst noget, at sige farvel for sidste gang i dagplejen. Der er ingen af os der er døde, der er ingen af os der flytter eller noget som helst i den stil. Alligevel står man der og får en hel masse i øjet og træder sig selv over tæerne da det er tid til at vinke god weekend for sidste gang.

Og så er der børnehaven. Jeg ved ikke helt om jeg synes det er en god ide at slippe hende løs det nye sted, hvor der ikke altid er en voksen i rumpen på en på legepladsen og mange flere børn at forholde sig til, end i det lille miljø i dagplejen.
Ikke at hun ikke nok skal klare sig. Hun er vokset op med 2 storebrødre. Hun kan sørme godt sige fra.
Men det er nye voksne der skal tage sig af hendes hverdag. Nye voksne der skal lære hende at kende, ligesom hun skal lære at indgå i det nye sted, dets rutiner og dets voksne.
Heldigvis kender vi mange af pædagogerne godt. Matias og Malte har gået i samme børnehave.

Overgange rummer både et farvel og et goddag.
På mandag siger vi goddag til børnehaven. Jeg håber I er klar, for her kommer Kamille.....