På repeat...

På tværs...

... af landegrænser.

... af kulturer.

... af frygt for det ukendte.

Der mødes mennesker. Musikken binder bro.

Denne lille video gør mig glad i låget. Skru op, start den - og nyd.

Så løber jeg lige ud for, at lære, at spille violin imens!

Og så tuder jeg lidt igen..

Nogle gange, så kan jeg bare rigtig godt lide at være menneske. Et af de tidspunkter var helt klart da jeg så denne video.

Og gud hvor ville jeg gerne have oplevet den tur her.

I dygtige, dygtige mennesker, der så gavmildt deler ud af jeres passion og skabeevne. Se lige de smil og den energi i skaber på og i folkene i toget....
Århhhh ....

"Den her går ud til børn med briller"...

Jeg knuselsker det her nummer!!

Er du der stadig?

Jojo, jeg er her skam stadig. Er I?

Hvorfor jeg ikke blogger så meget?
Jeg hænger i med børn der reagerer på det bratte skift til København fra landet, med alt hvad det indebærer. Der skal omsorg og tid til, masser af tid.
Der er også noget med et job der kræver sin kvinde.
Og noget med et system (mit) der trænger til hvile for at kunne følge med.
Men det er ikke fordi jeg sådan pludselig er holdt op med at tænke tanker. Jeg har min lille notetsbog med mig overalt og jeg kan godt findes i metroen, godt bøjet over min bog for liiiige at skrible et par tanker ned.
Måske det snart bliver til nogle seriøse indlæg igen? Måske et par sange? Måske bare skriblede tanker på slidt papir.

Når jeg ikke hviler eller skribler eller arbejder eller kysser på børn, så kunne jeg godt finde på at løbe rundt i cirkler med begge hænder over hovedet, med dette nummer skruet helt op (og gud hvor har jeg dog tit lyst til det, lige der midt i morgenstivheden i metroen. Men jeg tør ikke! Det ville iøvrigt også se ekstra dumt ud når jeg selv er den eneste der kan høre musikken i mine små hovedtelefoner.):

P.s. Det halstørklæde som min store søn bestilte, dengang det stadig var bidende koldt, det er snart færdigt.

Lige i tide til foråret.

Voice - og jeg. Et eventyr i udvikling-

Engang tilbage i august tonede der en reklame frem på mit tv. Endnu en sangkonkurrence.

Jeg noterede mig det, men gjorde ikke noget synderligt ved det.

Den kom igen og jeg så den. Klikkede ind på hjemmesiden og læste om showet.

Surfede Youtube og så alt hvad jeg kunne komme til om programmet. Og jeg kunne lide hvad jeg så!

En dag optog jeg min video, svarede på alle spørgsmålene på ansøgningen. Uploadede min video og trykkede "send".

En anden dag tikkede en mail ind i min indboks: "Du er hermed inviteret til pre-audition på rytmisk musikkonservatorium".

Årh... mig?

Jeg lyttede til musik døgnet rundt derfra. Hvad pokker skulle jeg synge?

Kontaktede en lokal sanglærer og gik i skarp træning.

Dagen kom hvor jeg stod i kø med de andre ude på Holmen. Oppe på første sal blev der fulgt ivrigt med fra eleverne på skolen, ikke uden en del fnisen over de potentielle deltagere.

En lille smule hjertebanken.

4 søde auditionfolk og et kamera.

Sendt videre til interview.

Tiden gik. 

En dag ringede telefonen. Jeg var gået videre til Blind Audition!

Mig der ikke har arbejdet seriøst med musikken i 10 år skulle pludselig synge igen. For et publikum, for fire af Danmarks største stjerner og måske for resten af danmarks befolkning.

Gulp!

Kontrakten blev tilsendt. Læst igennem. Underskrevet og returneret.

Overvejede dér at lave en t-shirt med skriften "Proberty of Universal Music and Nordisk Film"...

Ventetid. Endnu en telefonsamtale hvor jeg fik min auditionsang tildelt.

Øve.

Til Værløse for kostumedag og interview. Ventetid. Sludre med andre af deltagerne.

Vente og forberede mig. 

Få hjertbanken.

Glæde mig.

Blive skrækslagen.

Men dagen oprandt. 

En dag midt i oktober var det min tur til, at tage turen til Værløse igen.

Optagedag.

The real deal!

Vente. 

Blive interviewet.

Glo på Morten Reesen.

Vente.

Hænge ud.

Vente lidt mere.

Bruge computerne og skrive et indlæg.

Og pludselig blive kaldt op. Nu var det min tur!

Alt mit overskud. Al min glæde. Al min selvtillid forsvandt i det øjeblik jeg trådte op på den scene.

10 år siden jeg sidst stod på en scene. Men der bakket op af mennesker jeg kender og stoler på omkring mig.

Her var jeg alene. Så uendeligt alene.

Bandet sad i graven bag mig. Lige foran mig var fire røde stolerygge. 

Lyset blænder, men jeg véd, at alle kigger på mig.

Det er nu!

Hjertet banker.

Kan jeg huske teksten?!?

Min krop tror, at jeg er i livsfare og sender store mængder adrenalin ud i mine årer.

Bandet sætter igang og jeg synger min sang.

Lukker øjnene og koncentrerer mig om, at høre min egen stemme derude.

I slutningen af andet vers, mod omkvædet er der stadig kun stolerygge.

Jeg bliver fustreret! Kom nu! Kan I ikke høre mig. Jeg står jo lige her!

Ved godt, mens tiden render ud, at jeg har holdt mig for meget til formen.

Angsten tillod ikke, at jeg virkelig viste mig.

Den sidste tone slutter. Jeg sænker mikrofonen. Eventyret er slut.

Prøver at stille skarpt på Liam der stikker mig et smil da hans stol vender sig.

Er ved at slå mine egne fortænder ud med mikrofonen, da han spørger til mit navn.

Jeg har endnu ikke fået helt kontrol over mine egne muskler.

Suk.

De giver hver især deres feedback. Rosen er mere end jeg forventede.

Og kritikken fair.

Vælter ud bag scenen igen og går direkte ind i armene på Dagdrømmeren. Alt imens et kamera stirrer på mig med sit dybe øje.

Når ikke at tænke en sammenhængende tanke før jeg får stukket endnu en mikrofon foran mig og spørgsmål om hvorvidt jeg er skuffet.

Skuffet? Nej da! Det her er mere end jeg drømte om.

Siger farvel og godnat og får et "Tak for godt humør", med på vejen.

Venter i publikumsområdet. Har venner i studiet der er kommet den lange vej for at støtte mig.

Kram og trøstende ord. 

En publikummer prikker mig på skulderen og forsikrer mig om, at hvis jeg nogensinde udgiver det album, så er hun køber af det.

Seriøst?! TAK, for helvede!

Kører ud af Værløse stationen for sidste gang som deltager.

Træt, glad, forundret, oplevelsesmæt. Det hele på en gang.

Jeg fik mit nye navn. Jeg fik tændt en gnist på ny.

Jeg fik endelig en tro på egne evner.

Sangkonkurrencer handler nu engang ikke om det potentielle talent, men om det talent man viser lige præcis i de minutter man er på scenen.

Udvikling tager den tid udvikling nu tager, og min har taget tid.

Jeg var tydeligvis ikke klar da jeg stod på den scene inde i Værløse, men jeg er dybt taknemmelig for den indsigt oplevelsen gav mig.

Musikken er i mig. Den skal nok finde vej. Når tiden er inde.

I aften sidder jeg og skal se semi-finalen i mit tv.

Overraskende mange semifinalister er fra den samme dag jég var til blind audition, hvilket selvfølgelig gør det endnu mere sjovt at følge med i.

Held og lykke venner. I styrer for vildt!!!

I´m growing up slowly.

Må vi alle blive tætte venner med vores selvtillid, synge sandheden, slippe dæmonerne og blive lykkelige mennesker.

Glædelig fredag.

Det var en fredag aften...

Salat med spinatblade, fuldkornsbulgur, revet gulerod,
broccoli, porrer og sprød rødkål.

Det var lækker mad, det var god vin, det var gang i den kreative åre med splinternyt legetøj, det var SÅ sjovt.
Og når det er færdigt må I godt høre med.

Farligt!

- Fordi jeg i min nye stilling som arbejdsløs nu har brugt 3 timer på at navigere rundt på Jobnet og min fagforenings hjemmeside i jagten på de rigtige blanketter i ansøgningen om Dagpenge!! (argh!)
- Fordi teksten er for FED.
- Fordi beatet får mig til at skrue heeelt op. Yeah!!
- Fordi jeg virkelig trænger til, at få brændt noget energi af, efter de sidste 3 timers digitale papirnusseri.

"De siger vi lever i en høj-risiko zone
blasfemien stråler i form af tvangstanken om en bombe på maven af din kone
men du en slave af tv-nationen
fuck han har turban på, terrorist, er blevet den gængse motivation
frygten har belejligt sneget sig ind i stuerne
neokonservatismen kulminere arbejder dybt og godt i slavernes tro på en forenet nation
politiet som en enlig fraktion
styret af pikhoveder på Christiansborg der blandt befolkningen egentlig ikk deler mening med nogen
(er du sikker?)
ja min skat for det din regering der ejer medierne
sprøjter løgne ud så vi kan labbe dem i os og ikk se lortet mellem linierne
i selvransagende usaglige tv-henvendelser til folket
for de draget det til den alt ødelæggende trussel mod befolkningen er ti-doblet
og mørklægger sandheder det bedre vi ikk har viden om
mens de pænt prædiker bedre tider så længe vi bare arbejder for flertallet
der ligeså hurtigt kan gå ned på grund af en rasende epidemi
der ikk bare kommer snigende ind på os, men faretruende som den værste jordskælvs kategori
så vi blir inden døre barrikadere os, lader os blindt vaccinere
mens sandhedsserum fjernsynet blændende manipulere
de siger tro kan flytte bjerge, godtroende mennesker lokket i fordærv
ondsindede mennesker modulere sandheder så de kan eje bjerget
det fuldstændig ligegyldigt hvem der sidder på magten
for det er frygten de har skabt der driver unge mænd og kvinder ud i den visse død på slagmarken
i jagten på usynlige fjender, de har skabt den
de har plantet den i dig, frygten, de har skabt den"

Nogle aftener er det bare sådan!

To be, or not to be.

Jeg har haft en dag med tømmermænd i dag.
Det er længe siden jeg har brugt en hel dag på, at være sløv og ugidelig med hovedpinen bankende i tindingerne.
Det er prisen for en aften med sus i skørterne.

Sådan en dag skal der film, cola og salt til.
Og Mel Brooks.

Jeg har altid elsket Mel Brooks humor. Den humoristiske jøde med det kæmpe talent.
Videoen som jeg vil dele med jer i dag er fra 1983, lavet i forbindelse med filmen "To be or not to be".
Enjoy .... Imens dribler jeg lige over på sofaen igen. Det er hårdt at have været i krig til fest.

Fordi..

Fordi de er hamrende dygtige og svinger for vildt, så jeg får svært ved at sidde stille og smilet breder sig.
Fordi det er den sejeste musikvideo.
Fordi Omsen og Momsen er en del af mine magiske barndomsminder.

Fordi, at voksenlivet med tre små børn føles PRÆCIS sådan som alt det de synger, til tider (hvornår må man bedøve børn? Alternativt bare binde dem?).

Fordi jeg vil minde mig selv om, at dagen i dag er børnenes.
Fordi jeg vil minde mig selv om, at sige lidt mere ja end nej til de samme børn.
Fordi det er fredag og lige præcis denne her fredag er den helt rigtige fredag til at hoppe lidt rundt og spille på boliginventar.

Lady Gaga, nu som kristen fortolker??

Jeg så denne her video ovre hos dejlige Fairy i dag.
Lady Gaga er ikke en kunster der plejer at kunne findes på mine playlister, men efter jeg havde set videoen måtte jeg lige se den igen.
Interessant.
Eller overfortolker jeg?

Hvad tolker jeg overhovedet? Sikkert noget andet end dig, for vi har hver vores forforståelse.

Mens jeg tænker videre kan du jo selv se videoen. Hvad tænker du?

Kære gamle bamsebjørn.

Du rører mig stadig. Tak for din ærlighed og den musik du nåede at give os.

Det sidste, og det første..

En masse sidste-gangér og første-gangér rammer mit sind og bryst som stik med nåle og som forventningsfulde sug.

Måtte lige dele sangen her med jer inden jeg smutter.

Det er en mærkelig tid.

Stille søndag

På en stille søndag kører denne sang på repeat i mit hoved.

What the F***!

Hvem i alverden kunne vide, at Whitney Houston i virkeligheden er inde i en taiwaneserdreng!