fredag den 21. september 2012

At være udenfor... steiner vs. den virkelig verden.

Jeg har tænkt meget de sidste par dage. Onsdag aften var jeg til forældremøde i vores steiner børnehave, hvor brugen af medier var et emne der blev taget op. Som i måske nok ved, er brugen af tv og kommercielt legetøj ikke en del af steiner pædagogikken.
I dag sidder jeg og læser kommentarerne på Ullas dejlige fødselsdags-ønske indlæg.

Onsdag aften i børnehaven diskuterede vi hvordan man gør børnene klar til den virkelige verden og flere forældre udtrykte bekymring for om deres barn ville være udenfor fællesskabet hjemme på vejen, nu steinerbørnene ikke kendte Batman, Bakugan, Bratz og alle de populære tegneserier der kører på tv.

Ovre hos Ulla blev samme bekymring luftet i kommentarfeltet. Gør vi vores børn en bjørnetjeneste ved at nægte dem adgang til den kommercielle børneverden?

Jeg vil starte med at forbryde mig mod de seneste advarsler fra de selv sammen medier. Med at "udstille" mine børn. I pointens hellige navn. Tag godt imod deres historie.

Vi skruer tiden et år tilbage. Mine drenge er fuldt ekviperet med nintendoer og masser af tv tid.
På trøjerne, på væggen og i skufferne i børneværelset er der actionhelte.
Nintendoerne var med i sfoén hvor børnene sad på rad og række og spillede ved siden af hinanden om eftermiddagen.
Vi fulgte med på langt de fleste modediller blandt børnene, for vi ville gerne være med.
Men ved I hvad det mest ironiske var?
Vi var ikke med. Mine drenge følte sig ikke som en del af fællesskabet! På trods af, at vi forældre gav dem alt det udstyr der skulle fællesskabet til.

Jeg havde drenge der tænkte anderledes end fællesskabet og de trivedes ikke.
Da de kom igennem PPR møllen blev det nærmest endnu værre. De fik et mærkat på hvor der stod "højt begavede" og vi forældre ledte højt og lavt efter hvad vi nu skulle gøre ved dét.
Distancen blev større og øgenavnene blev andre da mærkatet blev kendt blandt børnene i skolen, fordi min store dreng kom med i "Holdet for elever med særlige forudsætninger". Et dejligt forsøg fra skolens side på at komme de begavede i møde. Men vi forældre var glade. Skolen gjorde noget.

Men mine drenge blev stressede.
Malte på bare 6 år begyndte at tale om, at han ville ønske han ikke var blevet født.
Matias var super nervøs dreng på 9 år, der ganske sikkert er blevet præsenteret for hvordan hele verden er bygget op, alt for tidligt, fordi vi ikke vidste bedre. Vi gjorde det vi troede var rigtigt.
Matias kan f.eks. godt være nervøs for hvornår det nu er, at solen brænder ud. Det er store tanker ved sengetid.

Vi rev os i håret og vidste ikke hvad vi skulle stille op med det hele. Det værste ved at få af vide, at man er anderledes er, at jagten på at være helt normal pludselig synes vigtigere end nogensinde.

Men en dag flyttede vi madrasser og det mest basale med ind til København, hvor vi flyttede ind og satte vores børn i en steiner skole.
I starten havde vi de store pegefingre fremme og skuldrene lige så meget oppe om ørerne som vi var vant til. Klar til kamp for vores børns trivsel.

Men der skete noget fantastisk. De voksne på skolen lod os tale og smilede lidt og tog sig ikke så meget af vores advarsler. "Din søn ser lidt blegnæbbet ud" sagde de bare og tog ham ind under deres vinger.
Vi tænkte, at vi jo måtte stole på de nye voksne i mine børns liv. Vi havde selv helt bevidst søgt efter et steinerliv.
Og som tiden er gået på den nye skole er vores drenge blomstret helt vildt.
IQ er ikke længere så vigtigt at tale om.
Fællesskabet er fasttømret og godt.

Forleden startede Malte til spejder. Alene. Ingen fra hans klasse startede, men han gjorde og han glæder sig til tirsdag og siger farvel ved lågen og løber ind til de fremmede - der nok ikke er fremmede ret meget længere.
Malte tegner igen. Han nægtede at tegne dengang for et år siden.
Malte deler sine tanker og sine bekymringer med os. Han er ikke længere i en skole, hvor han må bryde grædende sammen fordi han kommer til at tegne uden for de små firkanter i hans opgavebog, lille perfektionistiske dreng.

Matias er stadig nervøs. Det vil han nok altid være. Men han har fundet en ny ro i sin skolegang.
Der er lidt længere vej i mål med Matias. Han har været - og er - vores prøveklud, fordi han er den ældste.
Men jeg kan mærke den nye ro virker godt.

Vi har skruet gevaldigt ned for brugen af digitale medier. Vi har ikke udfaset det fuldstændigt, for vi ér stadig en del af en digital verden. Men i det vi skruede ned, kunne jeg pludselig se hvor rodløse vores børn er, når de bliver bedt om at slukke efter et par timers spil. Det tager en time eller to at finde tilbage til kroppen og finde på andre gode lege.
Vi er MEGET mere selektive overfor hvad der kommer ind af legetøj i vores hjem og på tøjet udfases plastiktryk efterhånden som tøjet skiftes ud.

Det jeg egentlig vil frem til er, at det kan godt være at vi nægter vores børn adgang til visse ting, men jeg er ikke nervøs for fremtiden.
Det kan godt være, at vores børn ikke kender de nyeste modediller længere, men de er ved at udvikle nogle gaver som er meget mere værd.
De er overbevist om deres egen ret til at være her på jorden (en gave der desværre ikke er forundt alle børn).
De er betænksomme og omsorgsfulde børn, der bliver undervist på en måde så de lærer at tænke ud af den der forbistrede kasse.
De kan måske ikke lige reglerne for batman leg, men de kan sætte hundrede andre gode lege igang.
De er vant til at forholde sig forskende til verden, da de selv bygger deres egne skolebøger op.

Og helt ærligt, som barn af en helt almindelig folkeskole, med et helt almindeligt uddannelsesliv og adgang til det helt almindelige livet igennem, så kan jeg da stadig ikke garantere at jeg kan lege lige godt med alle voksne.
Der er da mange voksne jeg ikke har en dyt til fælles med. Også selvom vi begge to legede med Barbie engang.

Men jeg ved godt hvem jeg helst vil lege med hvis jeg kunne vælge. Det blev ikke ham der bare fulgte med malstrømmen, af frygt for ikke at passe ind.

*****************************

EDIT: Disclaimer: Jeg dømmer ikke folkeskolen eller forældre der vælger, at give deres børn adgang til "det hele" overhovedet, på noget måde, i nogen som helst sammenhæng.
Det her handler om vores personlige vej og de ting vi har erfaret virker for os, efterhånden som vi slider vores egne forældresåler til.
Heldigvis er der ret meget plads her på vores jord og der faktisk plads til os alle, uanset hvad vi vælger.

15 kommentarer:

  1. <3

    Nu bryder jeg mig ikke om, at sætte en etiket på andre heller ikke vores børn uanset, hvor de slider deres barne-/ungdomssko.
    Efter at have læst dit indlæg fristes jeg alligevel til at skrive: Det er med stolthed jeg kan sige, at mit (måske i andres øjne) helt almindelige folkeskolebarn, der elsker sin skærmtid og meget gerne fedter for mere, holder lige så meget at sin ven som går på en steiner skole - hos os er der plads til alle, uanset farve, størrelse, baggrund, uddannelse og om de kender superhelte eller ej <3 <3 <3

    SvarSlet
  2. Kære Rikke.
    Jeg ved godt, at jeg med dette indlæg kan komme til at træde en hel masse forældre til folkeskolebørn gevaldigt over tæerne. Det er ikke min mening.
    Overhovedet!!

    Matias går nu i en helt almindelig klub med en samling børn fra flere forskellige skoler i området, private som offentlige. Og de er helt vildt gode venner på kryds og tværs.
    Herhjemme er der også plads til ALLE.
    Jeg forsager ikke pludselig folkeskolen og alt dens væsen ;).
    Ovenstående indlæg er VORES helt egen historie om den vej vi har gået indtil videre.
    Intet et statisk.
    Men tankerne omkring den store frygt for at isolere sine børn, fordi man vælger at give sine børn noget lidt anderledes end majoriteten har hvirvlet rundt inde i mig.
    Nu har jeg sendt dem ud i æteren.
    Men uden noget ønske om at fornærme nogen.

    Kh,
    Synne

    SvarSlet
  3. I know <3 <3 <3 get var heller ikke for at forsvare, men bare for at sige, at det at føle sig uden for, eller få andre til at føle sig udenfor i bund og grund handler om, hvordan vi opdrager vores små gludklumper. I Olivers venskab med Thomas er der aldrig undren eller spørgsmålstegn ved, hvorfor den ene kan,har eller dit og dat der ganske enkelt en gensidig respekt for, at alle er forskellige og den går begge veje, hvilket synes jeg er super fedt :o)

    SvarSlet
  4. Hvor er det fantastisk, at de to drenge har så godt et venskab med så meget rummelighed.
    Det der børnevenskab er bare noget, man kan huske tilbage på som voksen, som noget helt specielt.
    Du har en dejlige familie Rikke <3.

    SvarSlet
  5. Hold da op - sikke et indlæg, sikke en åbnehed og sikke en historie. Vi har til vores børn valgt en naturinstitution. Det er et fantastisk sted med 30 børn i alderen 6 mdr. til skolestart. Der er masser af plads at lege og udfolde sig på. Vi er slet ikke i tvivl om, at vi har valgt helt rigtigt på vores børns vegne ved at anbringe dem i den institution. Den store skal starte i skole efter sommerferie. Det bliver i den lokale friskole, for der starter dem fra børnehaven også.

    SvarSlet
  6. Smukt skrevet.
    Hilsen et steinerbarn : )

    SvarSlet
  7. Uha...uha..at tv og kommercielt legetøj ikke er en del af Steiner verdenen ( hvilken verden, i øvrigt?) er det ikke lige at stramme den?
    Jeg er endnu ikke stødt på, at Steiner har delt verden op i dem og os, må/ må ikke.
    Ikke at jeg ikke forstår dit indlæg, jeg er såmænd også enig med dig langt hen ad vejen, jeg bliver bare så ærgerlig, når Steiner pædagogikken fremstilles som en lille ulden lukket verden.
    Der er så meget i Steiner børnehaverne/skolerne der bygger mere på traditioner end egentlige anvisninger.

    Jeg kan virkelig anbefale Oppdragelseskunstens åndelig- sjelelige grunnkrefter af R.Steiner. Den er på Norsk, og vist desværre ikke pensum på Sophia, og spring bare Forår i skolen over, pladderomantik og ude af trit med nutiden.

    Nå, bare lige et impulsivt svar herfra.
    Jeg har ikke en google konto, derfor sendt som anonym.

    Venlig hilsen Anne

    SvarSlet
  8. Kære Anna.

    Fantastisk spændende indspark til debatten :).
    Nu er jeg jo ikke i en position hvor jeg på nuværende tidspunkt kan begynde at diskutere hvad Steiner har udtalt. Jeg kan kun referere til, hvad de dygtige Steiner uddannede folk giver mig af impulser.
    Her er der bl.a. en holdning til plastiktryk på tøjet og brugen af digitale medier.

    Men men, som med alting så må man holde fornuften i brug og ikke kun følge regler for at følge regler. På den måde nærmer vi os jo dogmer og dem vil vi gerne undgå :).
    Alt ville stritte på mig, hvis jeg begyndte at lugte noget sekterisk og dogmefyldt.

    Jeg kan sé på mine børn hvor meget de gavner af, at skrue ned for skærmtiden. Jeg kan sé, helt klart, på legen blandt de små, hvor meget det påvirker at Batman er med på trøjen.
    Som en af vores børnehavepædagoger sagde (sådan cirka): "Legen bliver begrænset. Der kan kun være én Batman og så kan de andre kun være onde".
    I starten stejlede jeg også helt vildt. Skulle sådan en flok mennesker bestemme hvad mine børn skulle have på?!?
    Men jeg kan godt se fornuften nu.

    Hvordan har I det med kommercielt legetøj og digital underholdning hos jer? Jeg vil rigtig gerne høre det.

    Og så vil jeg gerne sige undskyld for min manglende klarhed i min kommunikation. Jeg troede det var klart at begrebet Den Virkelige Verden var ironisk ment.
    Det kan jeg se, at det ikke var. Jeg må være mere klar i min tale for fremover.
    Jeg vil heller ikke mene at Steiner verdenen er lukket. Overhovedet.
    Mennesker vil bare gerne gøre det op i Os og Dem. Der er noget tryghed i at tilhøre en gruppe.

    Og jeg ved ikke hvilke ord jeg skal bruge istedet for Steiner verdenen. Vores kultur af fuld små verdener.
    Da jeg gik på efterskole, var vores årgang ihvertfald en verden i verdenen. Der er små verdener overalt, eller grupperinger om du vil :).
    Jeg bruger ikke begrebet som et udtryk for lukkethed. Slet ikke.

    Og du har ret i må/må ikke. Jeg er, på min korte vej, heller ikke stødt på dem fra Steiners side.
    Antroposifien er jo, som jeg er blevet det fortalt, er en erkendelsesmåde, ikke en trosretning.

    Hvis der er flere derude, der har lyst til at byde ind, så gør det endelig. Debatten er sund.

    Kh,
    Synne

    SvarSlet
  9. Fedt indlæg og dejligt, at der er nogle, der tør at vise andet end Bo Bedre glansbilledet af vores liv.
    Som forældre ønsker man det bedste for sine børn - ubetinget.
    Og heldigvis er vi alle så forskellige, at alle ikke passer ind i den kasse, der er mest almindelig.
    Jeg har selv mit barn i folkeskolen, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis han ikke trives der, vil jeg kigge mig om efter andre alternativer.
    Det er ikke altid lykken at være mere begavet end flertallet. Dejligt for dine drenge, at de har fundet lykken og trives i deres nye skole.

    SvarSlet
  10. Kære Synne.

    Tak for et godt og tænksomt indlæg. Jeg synes du meget fint sætter ord på mange af de tanker vi moderne forældre tumler med og det er jo netop din personlige beretning som jeg synes det er svært at føle sig stødt af.

    Da jeg var barn var min ret mærkelige og meget selvoptagne fætter Steiner barn og det skræmte i mange år både min søster og mig. Siden fandt jeg ud af at langt de fleste Steiner mennesker sagtens kan se ud over deres egen næse. Og sådan er det jo de mennesker vi kender former på godt og ondt vores opfattelse af ting. I dag ville jeg så gerne have mine børn i et Steiner univers hvor deres følsomhed og kreativitet blev favnet bedre, men det har bare aldrig truffet sig sådant at vi har boet i nærheden af en.

    Mine børn ser detsværre skod fjernsyn fordi faren inisterer på at vi skal have alle de der kanaler. Heldigvis gider de ikke se ret meget og i dag er jeg i fred med det på den måde at jeg ikke ser dem skadet af det. De er stadigt aktive kreative børn der ofte er optaget af at opfinde ting og sager, som elsker bøger og som ingen problemer har med at sige nej til en eller anden dille hvis ikke de selv holder af den og så lever jeg med at de af og til ser fjernsyn eller spiller spil som jeg ikke selv ville have valgt til dem. Flere gange er jeg iøvrigt også blevet glædeligt overrasket over legetøj eller spil som jeg først var i mod.

    Mit moto med legetøj er at godt legetøj er det legetøj som ens barn leger gode lege med. Hvis nu det er plastik heste der får barnet til at bygge huse og lave verdner så fred være med at de er grimme. Langt hellere en god leg end et flot stykke legetøj der ikke bliver leget med. På samme måde kan det være vigtigt at have legetøj der inkludere en i flokken. Hvis alle er involveret i at spille med en bestemt slags kort eller lege med en bestemt slags yoyoer så er det ikke fedt at være den eneste der ikke er med fordi ens forældre har et eller andet princip. Igen synes jeg det er et spørsmål om at se på legen og prøve at sætte sig ind i om legen er god også selvom man som forældre ikke kan se charmen i legetøjet.

    Kram

    SvarSlet
  11. Kære Synne.

    Tak for et godt og tænksomt indlæg. Jeg synes du meget fint sætter ord på mange af de tanker vi moderne forældre tumler med og det er jo netop din personlige beretning som jeg synes det er svært at føle sig stødt af.

    Da jeg var barn var min ret mærkelige og meget selvoptagne fætter Steiner barn og det skræmte i mange år både min søster og mig. Siden fandt jeg ud af at langt de fleste Steiner mennesker sagtens kan se ud over deres egen næse. Og sådan er det jo de mennesker vi kender former på godt og ondt vores opfattelse af ting. I dag ville jeg så gerne have mine børn i et Steiner univers hvor deres følsomhed og kreativitet blev favnet bedre, men det har bare aldrig truffet sig sådant at vi har boet i nærheden af en.

    Mine børn ser detsværre skod fjernsyn fordi faren inisterer på at vi skal have alle de der kanaler. Heldigvis gider de ikke se ret meget og i dag er jeg i fred med det på den måde at jeg ikke ser dem skadet af det. De er stadigt aktive kreative børn der ofte er optaget af at opfinde ting og sager, som elsker bøger og som ingen problemer har med at sige nej til en eller anden dille hvis ikke de selv holder af den og så lever jeg med at de af og til ser fjernsyn eller spiller spil som jeg ikke selv ville have valgt til dem. Flere gange er jeg iøvrigt også blevet glædeligt overrasket over legetøj eller spil som jeg først var i mod.

    Mit moto med legetøj er at godt legetøj er det legetøj som ens barn leger gode lege med. Hvis nu det er plastik heste der får barnet til at bygge huse og lave verdner så fred være med at de er grimme. Langt hellere en god leg end et flot stykke legetøj der ikke bliver leget med. På samme måde kan det være vigtigt at have legetøj der inkludere en i flokken. Hvis alle er involveret i at spille med en bestemt slags kort eller lege med en bestemt slags yoyoer så er det ikke fedt at være den eneste der ikke er med fordi ens forældre har et eller andet princip. Igen synes jeg det er et spørsmål om at se på legen og prøve at sætte sig ind i om legen er god også selvom man som forældre ikke kan se charmen i legetøjet.

    Kram

    SvarSlet
  12. Hov jeg vil lige tilføje:

    Jeg har meget stor tillid til børn og ofte tænker jeg at vi voksne undervurdere deres evne til at opfatte flere dimensioner i ting.

    I 70erne måtte man ikke fortælle eventyr uden at fortælle meget tydeligt at nu fortæller jeg en historie der ikke er virkelig for ellers tænkte man at børnene aldrig selv ville gennemskue det. Det er noget gyseligt vrøvl. På samme måde kan børn altså sagtens lege at der er mere end en Batman eller finde ud af at verden er multifaceteret selvom de opstiller en verden af godt og ondt i deres lege.

    Leg og fantasi er meget magtfulde størrelser og vi voksne skal passe på med at forlange at et voksent verdensbilled (og det være sig det ene eller det andet) skal dominere vores børns verden for tidligt. Det skal tids nok komme.

    SvarSlet
  13. Kære Synne
    Dejligt indlæg, som jeg læste med interesse. Ligesom du? mener jeg at børn skal skærmes fra den massive digitale/elektroniske påvirkning, som de udsættes for via skoleliv og medier.

    Så hjemme hos os har vi kun de "gamle" TV-kanaler; DR og TV 2. Vi læser meget. Lige nu er det Astrid LIndgren og Ole Lund Kirkegaard. Vi ser børnetv og/eller hyggelige film med børnene. De spiller indimellem computer men jeg prøver at begrænse det. Vi lægger megt vægt på nærvær og vi sidder altid sammen, i samme rum efter skole/arbejde.

    Hvor vil jeg hen med mit indlæg. Ikke rigtig nogen steder, kun understrege at man ikke behøver have sit barn i Steiner skole for at have samme principper.

    Mange hilsner
    Bodil

    SvarSlet
  14. Kære Lisbeth -
    Mange tak for dine ord :).

    Kære Marina -
    Jeg er meget enig med dig i det du skriver. Især det med, at legetøj der laver gode lege ikke nødvendigvis behøver at være æstetisk.
    Kamille har f.eks. en stiv plastikdukker der efterhånden også er overmalet med tusch. Den kommer med i bad stort set hver gang. Så kommer den i badekar i den plastikspand vi har stående på badeværelset og hun vasker og skrubber den dukke og opdager næsten ikke, at hun selv bliver vasket samtidig.
    Vi har også masser af plastiklegetøj (og dvd film og computere) i huset og vil blive ved med at have det. F.eks. synes jeg at Lego er genialt, selvom de mest inkarnerede Steiner folk måske ville mene, at træstykker man kan stable er at foretrække.

    Desuden går jeg heller ikke ind for, at isolere sine børn ved at nægte dem ting. Da mine børn gik i den anden skole hvor nintendoer og fodboldkort var den store ting i drengegruppen, så fik de disse ting.
    Men jeg kan samtidig godt søge, at sætte mine børn et sted hen hvor den overordnede værdisætning matcher mine egne, så jeg slipper for de kampe.
    F.eks. skiftede ønskerne til løbehjul og mountainbike-cykler efter nogle måneder i den nye skole. Nintendoen ligger i en skuffe og var kun fremme her i sommers da vi var en tur i udlandet og der var risiko for lange ventetider i lufthavne og lignende.

    Fornuften og mavefornemmelsen skal være med, hele tiden :).

    Jeg vil også give dig ret i, at vi voksne har det med at fortænke børns leg med en voksen tankegang og jeg kan ikke lade med at smile af din beretning om historiefortælling i 70érne.
    Der har Steiner jo en helt bestemt mening om børn og eventyr. Ved ikke om det er interessant at fortælle om? Hvis der er stemning for det, så vil jeg gerne lave et indlæg, men ellers så vil jeg prøve ikke lade bloggen her overtages fuldstændig af mine nye studier og liv.
    Tak for dit indspark. Det er værdsat.

    Kære Bodil -
    Du har så evigt ret. Man behøver nemlig ikke være på en steiner skole for at kunne gavne af det.
    Jeg kender intet andet tidspunkt hvor mennesker, i lige så høj grad som nu, shopper rundt mellem verdens visdomme og bruger det de kan i en stor pærevælling.
    Det er fantastisk!

    TAK for alle jeres ord. Det har virkelig gjort mig glad, at I ville debattere med mig.
    Kom endelig med mere og ellers så bland jer igen en anden gang.
    Det er dette ping-pong der virkelig gør det værd at blogge. Jeg elsker at debattere og blive udfordret med kritiske spørgsmål og andre holdninger.
    Det er den eneste måde jeg kan holde mig skarp på hvorfor jeg gør ditten og datten.

    TAK :).

    Kærlig Hilsen,
    Synne

    SvarSlet
  15. Jeg synes det kunne være spændende at høre om steiner folkenes tilgang til eventyr. Selv mener jeg jo at historiefortælling er ufatteligt vigtigt og at man kan sige så meget mere i en historie end lige det der står på linjerne.

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails