Øjeblikket

Den kommer flyvende. Ud af det blå.
Stor, rundt og i alle verdens farver.
Solens stråler reflekterer i den mens den lader sig fange af vinden.

Bilerne dytter, menneskerne hilser på hinanden. Livet går sin vante gang.

Den først der ser den store strålende bobbel er en lille pige der halvsover bag på sin mors cykel.
Det glimter i kanten af hendes øje og hun må se hvor det kommer fra.
Hun blinker og tager sine små hænder op for øjnene for at kunne se.
Hun gør store øjne, kigger på sin lille bamse og hvisker: "Jeg vidste de fandtes".

Den næste er en ældre herre i sin bil. Han kigger op og smiler.
Langsomt triller der lille tåre ned af hans kind. "Tak Maren, jeg ser dig. Jeg ved du passer på mig deroppefra".

Som den svæver ned af gaden får flere og flere øje på den. Går i stå.
Der sker noget. Varmen blandt dem der ser, bliver tydelig.
Menneskerne ler. Børnene hopper efter den strålende bobbel.
Bilerne går i stå.
Der er nogle der synger sammen.

En yngre mand står lidt derfra og ser. Han er pjusket og hans tøj er beskidt.
Han ser med forundring ud på alt det der sker foran ham.
På fællesskabet som han ikke er en del af.

Den store bobbel driver tæt forbi ham. Den lille pige er stukket af fra sin mor og løber efter.
Hun stopper foran den pjuskede mand og rækker sin hånd ud.
Kom med.

Et øjeblik er han med. Midt i det. Mens han løber med den lille pige efter den strålende bobbel.

Et vindpust skubber den op og rundt.
Herefter står den stille og vibrerer et øjeblik, indtil den springer i et Plop og sender en kaskade af små strålende dråber ud til alle sider.
Manden og pigen kniber øjnene i, som dråberne falder ned over dem.

Menneskerne blinker.
Den lille pige kigger forvirret op på manden. Hendes mor kalder i baggrunden.
Hun griner til ham mens hun løber afsted, så håret bølger omkring hende.

De virker lidt forvirrede, alle menneskerne.
Kigger sig lidt undrende omkring, indtil stilheden brydes af en fugl der skælder ud.
Så er det som om de kommer i tanke om, at de har travlt og skynder sig afsted igen.
De normale lyde er atter tilbage i gaden.

Tilbage står den unge mand. Lidt ude i siden af det hele og kigger.
Han ser ned på sit ærme. De sidste dråber forsvinder langsomt ned i hans tøj og efterlader bare en mørk plet.
Han stikker hænderne ned i bukselommerne og trasker videre ned af vejen. Sparker til en sten på vejen.
Men et lille smil kruser i hans mundvige. Han så dem, menneskerne.
Og han husker dem.
Han stopper op og kigger op.
Er han den eneste der husker?
Hans bryn rynker sammen.

Bag ved ham lyder en cykelklokke. Flyt dig.
Han går dovent ud til siden, mens moderen på cyklen forpustet tramper i pedalerne på vej forbi.
Bagpå cyklen sidder den lille pige.
Strålerne fra boblerne sidder stadig i hendes øjne og hun kigger på ham og smiler.

Han vinker til hende som hun forsvinder videre ned af vejen, runder et hjørne og er væk.
Men det gør ikke noget.
Han er ikke alene.