Swusschhh....

Den flyver gennem luften og sætter sig fast med et Doiiing! Lige midt i min ømskindethed.

Bemærkningen. Kommentaren. Spørgsmålet. Blikket. Noget helt trejde, som jeg opfatter - måske - forkert.

Og så står jeg der, som en anden idiot. Mit psykiske beskyttelsesfilter sætter igang, inden mit intellekt får tid til at danne sig overblik og byde ind med fornuft.
Jeg reagerer med totalt tavshed, med en forklarende adfærd, eller et angreb lige tilbage. For tiden mest de to første.
Jeg reagerer med mine mest basale instinkter. Istedet for at sige AUV, pakker jeg mig endnu mere væk mens jeg bukker mig en smule sammen over smerten, for at beskytte den.

Jeg er træt for tiden.
Drænet.
Ømskindet.
Ked af det.

De mange forandringer i mit liv dræner mit sarte sind.

Kærligheden, som jeg mangler at fortælle om her på bloggen, som jeg kæmper for. Den er så grundlæggende god, men til tider også rigtig svær.

Der er også andre ting jeg rigtig gerne vil fortælle om, men jeg kan ikke endnu.

Og arbejdet. Om en lille måned kan jeg skrive arbejdsløs på mit cv.
Jobsøgende, hvis det skal skrives pænt.
Så skal der sendes ansøgninger afsted. Udfyldes papirer og opfylde krav for, at kunne modtage dagpenge.
Kæmpe om hver enkelt ansøgning sammen med de mange, mange andre der også sender deres håb ud i en ansøgning. Stå tilbage med en følelse af at være god, selvom afslagende vælter ind.
Der er også mange jobs jeg ikke har lyst til at søge, men måske bliver nødt til det.
Jeg blev sygeplejerske fordi jeg ville hjælpe mennesker. Men idag har jeg ikke lyst til at vende tilbage til hospitalerne. At gå hjem hver dag, måske med en følelse af, at jeg endnu engang ikke nåede at give alle det de fortjente, selvom jeg rendte så stærkt som jeg kunne, samt fik skåret min frokostpause ud i et par omgange.
Jeg er stolt af mit fag, men også så uendelig trist over, at det bliver skåret ned til et spørgsmål om uendeligt papirarbejde, for at have ryggen fri i tilfælde af de klager, der bliver flere og flere af, fordi vi ikke har tid til at være der hvor det betyder noget; Inde på stuerne og ude hos de mennesker der har brug for os.

Jeg bliver træt med træt på af alt den tankemylder.
Samtidig så sårbar, at jeg overhovedet ikke er sjov at være sammen med, for dem der ser dybest ind i mig.
Og så bliver jeg genert. Får ikke delt så meget, selvom det er god selvterapi, at skrive her på bloggen.

Jeg må øve mig noget mere.
På at sige auv.
På at stå fast i mine egne sko.
På at smile. Det kunne være det blev helt ægte, hvis jeg tvang det frem længe nok.
Og ikke mindst;
På at tale istedet for at pakke mig væk. For det at tale er, trods alt, den bedste vej til glæde. At dele de tanker der føles så forbudt, at "læsse af" og få svar og støtte fra et andet levende menneske.
Men når jeg nu ved, at det at tale er så godt, hvorfor er det så stadig så svært?