Fodspor

Dagen og timen.

Hvornår

på hvilken dag

i hvilken time

der må dog have været

en dag en time

da udviklingen

om end langsomt

umærkeligt

blev sat igang

holdt vi op

at være

dem vi havde været

og blev til dem

som allerede

er begyndt

ikke at være

(Maria Giacobbe, De fire læretider, Gyldendal 1981)

Jeg sidder i bussen og lader tankerne flyve.

På vej hjem med aftenens sidste bus.

Verden går til ro omkring mig.

Natdyret flakser væk fra lyset fra min lygte mens jeg går.

Tænk hvis det er lige nu fortid og fremtid mødes?

Hvert skridt på vejen. Mine fodspor der tørrer ud og forsvinder.

Hver en tanke hiver andre med sig.

Stjernerne blinker og lover.

Jeg smiler op til dem og takker for, at de får min mørke vandring til, at føles mindre uhyggelig.

Jeg har gået den samme vej mange gange, men hver gang føles den ny.

Det er dog ikke asfalten. Den er som den hele tiden har været. Sort, småslidt og rolig.

Jeg tænker, at jeg også selv føler mig lidt halvslidt. Træt.

Men mine fodspor ændrer sig og jeg har en fornemmelse af, at deres aftryk på vejen ikke længere forsvinder så let.