Hvis bare..

Hvis bare jeg kunne skære halvdelen af min hjerne af.
Hvis bare jeg kunne skære halvdelen af mine sanser af.

Jeg er vred!
Vred over et telefonopkald der fik 30 år vælte tilbage i en fart jeg ikke var forberedt på.
En vrede jeg ikke er parat til?
En vrede jeg ikke vil være parat til.
En vrede der har ulmet længe. Måtte bryde ud. Troede først ved død. Men nej, den fik katalysator til at blusse. Og den ild der er tændt er ikke til at slukke.
Jeg prøver.
Med fornuft.
Med voksenhed.
Men barnet i mig råber: IKKE MERE.....
Ikke mere loyalitet.
Ikke mere... alting!

Vil ikke være vred.
Vil forenes.
Vil elske som fortjenes.
Men vil ikke stilles mere.
Vil ikke holdes nede.

Ryster de vinger der er tynget af Arven.
Arven der ikke lod drømme flyve frit.

Havde mit liv været anderledes hvis drømmen havde flydt og levet?

Sorgen og skylden er min arv.

Jeg prøver hver eneste dag, at kaste arven af.
Nogle dage lykkedes det mere end andre.

De gav mig livet.
De gav mig alt.
Jeg elsker dem gennem alt, alene i den egenskab, at de gav mig livet.
Jeg elsker dem for alt hvad de gav - og giver.
Jeg tilgiver, hver dag.

Og det største dillemma af alle, ønsket mellem fred og liv.
Jeg ved du først får fred i døden, men jeg kan ikke undvære dig her.
Hvordan kaperer jeg det dilemma?

Jeg savner dig.......