Succes; den søde, den salte og den virkelig bitre.

Succes er en mærkelig udefinerbar størrelse.

Den kan ikke holdes fanget. Den kan ikke tæmmes.

Og jeg tænker, er succes hæmmende for, netop, succes?
Når først rosen lagde sin kappe over noget udført, spænder præstationsangsten så ben for de frie tanker.
Eller gør afhængigheden af rosen afsenderen desperat for at indkassere mere af samme slags?
Alle har brug for ros og anderkendelse og jeg tror det er mægtig svært at undvære når først dens søde smag har ramt smagsløgene. Især tror jeg, at selve berømmelsen er vanedannende og afhængighedsskabende. Men den er svær at holde fast i.

Vi mennesker er ubarmhjertige overfor vores idoler.
De skal præstere, hele tiden. Mere og mere. Det skal være himmelsk hver gang, ellers bliver vi trætte og bevæger os videre.
Til næste døgnflue? Til den der måske har masser af talent, men pludselig har en status der skal fastholdes og derigennem ødelægger den frie kreation. Derved bliver det kedeligt og uden mod. For nu er der noget at tabe.

Eller berømmelsen der gør misundelig alene i sin egenskab af at være berømt og kendt. Så står man pludselig i en situation hvor man rammer den bitre side af succes. Man skal finde sig I at blive kaldt både det ene og det andet.
Kan det ikke også være utroligt hæmmende for fri dressur i tankerne?
At gå rundt og skulle præstere og samtidig uden at vide at vide hvornår det næste slag rammer.

Men det er jo samtidig også godt for os andre, at vi har berømthederne. Så kan de præstere for os, og vi kan læne os roligt tilbage vel vidende at vi ved.
Vi véd, at vi har en mening om dem. For når vi er fuldt optaget af, at mene noget om dem, så behøver vi ikke mærke os selv.
Vi véd, at vi kan smide den lort efter dem der er for tung at bære selv. Enten en der er fyldt med misundelse eller skadefryd.
Vi véd, at vi kan projicere alt det vi ikke kan lide i os selv over på dem, og lade dem det vide. Gerne anonymt på nettet. Det er så dejligt uforpligtende.
Vi véd, at det ikke er noget særligt det de kan, og de bare har været heldige.
Vi véd gør vi. Det er lige det vi gør.
Og når vi så har smidt lorten af sted, så kan vi ånde lettet op og have det bedre med os selv.

Berømtheden skal nok også fejle før eller siden. For berømtheden er også et menneske. Og mennesker fejler. Det er en af de mest fantastisk ting ved at være menneske, hvis du spørger mig.

Andre fantastiske egenskaber mennesker har inden i sig, er næstekærlighed, storsind og rummelighed.
Skulle vi ikke lige prøve at støve de glemte overskuds-hylder af og finde de egenskaber frem igen.
Mudderkast er bare alt alt for trættende i længden.
Og faktisk også temmelig barnligt, nå´.
At I ved det...