At rejse med bus

Det er koldt!
Vinden går gennem mit tøj og får de små hår til at rejse sig.
Jeg er træt og en smule sulten, hvilket bestemt ikke hjælper på at skulle holde varmen. Jeg skutter mig, skubber skuldrene helt op under ørerne og kigger utålmodigt på uret.

Dagen har været lang og fyldt med udfordringer.
Turen ned til busstopstedet har været glat og lang og nu vil jeg bare hjem i seng. Kan næsten mærke min lejligheds trygge lyde og min dynes varme favntag.
Jeg står under lygtepælens lys og venter. Det er aftenens sidste bus, så det er altid med en vis usikkerhed, at jeg går de 15 minutter gennem buldermørke fra mit arbejde til det ensomme busstoppested. Kommer den også i dag?

Lyset fra min lommelygte danser på vejen i takt med mine skridt. Fra tid til anden kigger jeg på stjernerne og tænker gode tanker for at klare turen gennem det massive mørke uden angst. En postkasse eller en sen kat får også en lysstråle. Intet at rapportere, jeg går videre mod lyset. Husk, at for 12 timer siden var her lyst og der var intet farligt!

Jeg er ofte den eneste passager på dagens sidste tur, med en chauffør der gerne vil sniksnakke. Nogle dage orker jeg godt at tale om vind og vejr. Andre dage tager jeg kun lige hovedtelefonerne af for at sige godaften og stemple ind, hvorefter jeg krøller sammen og lader mig transportere mens musikken brøler i mine øregange.

Jeg står og falder i staver over lysspillet i isen på vejen da jeg ser bussen komme rundt om hjørnet.
Mit humør stiger; varme og søvn forude.
Jeg vinker lidt med min lommelygte og ser, at chaufføren svarer ved at blinke ind til siden. Han har set mig. Jeg er næsten hjemme.

Bussen begynder pludselig at køre lidt underligt. Den slingrer og jeg får øjenkontakt med manden bag rattet, bare et splitsekundt. Fra at sidde afslappet er hans øjne nu store og hans krop er anspændt.
Alle mine alarmklokker tænder på én gang.
Bussen skrider mere og mere ud på den glatte vej og har kurs direkte mod min bløde krop.
Jeg veksler mellem at kigge mellem chaufføren og stedet hvor jeg står. Leder efter forsikring af, at han har styr på de 16 ton metal han styrer.

Det varer maks et par sekunder, men hele min verden går i slowmotion.
Det er som om min hjerne kører på dobbel hastighed mens verdenen kører i nedsat gear.
Jeg ser alt som i en film, hvor helten kan nå at ryge en halv smøg mens fjendens jernnæve nærmer sig solar plexus.
Men pludselig får alt sin normale hastighed tilbage og jeg reagerer. Jeg kaster mig til siden og mærker bussens kolde metal strejfe mig.
Jeg lander i hækken og ømmer mig da tornene borer sig gennem mit tøj og ind i min hud.
Jeg ser bussen skride ud.
Ganske langsomt løfter den ene side af bussen sig. Et øjeblik tror jeg, at den måske finder balancen og lander med et bump, men nej.
Efter et øjeblik på vippen giver den efter og vælter.
Det er både utroligt stille og en enorm larm at opleve en bus lande på siden.
Der går et øjeblik hvor jeg er lammet.
Lammet mellem, at sidde fast mellem torne og mellem, at tænke over hvordan jeg mon bedst kommer de folk i bussen til hjælp.

...

”HALLO”..
Jeg ryster lidt på hovedet og fokuserer.
Bussen er standset foran mig. Døren er åben og chaufføren kigger utålmodigt på mig.

”Skal du med eller hvad?”

Jeg ryster igen på hovedet for at klare hjernen og kigger ned på min hånd. Den står klar med både lommelygte og rejsekort.
Jeg smiler og takker jatak. Snakker lidt om vind og vejr med chaufføren og krøller mig lidt sammen mens jeg ser ud af forruden, på forlygterne der arbejder sig vej igennem natten.
Snart hjemme.