Historier fra Dagpengeland

Jeg citerer herunder fra indlægget Træls mand i ternet skjorte (ikke stikke af via linket endnu, læs lige færdig her først, SÅ kan du klikke og nyde):


Udover blanketten var der i kuverten også en indkaldelse fra Jobcenter Aalborg. Da man fornuftigvis først og fremmest vægter fortællingen om den ufravigelige mødepligt og de forskellige konsekvenser ved afbud eller decideret fravær, var der i brevet ikke plads til at fortælle om mødets egentlige indhold. Den ovennævnte blanket gav dog nogle hints. The clue is in the title. 


[...]


Det forudgående fælles infomøde - der var for universitetsuddannede under 30 år - foregik på 5. sal, lige ved siden af jobcentrets handicapkontor.

»Ja, nogle vil måske mene at det ikke er så smart at have handicapkontoret på 5. sal i så gammel en bygning, med så mange skæve gulve, trapper og fald. Især nu hvor elevatoren ikke virker«, sagde den midaldrende jobcentermand ved tavlen. Han skulle vise sig at være en træl...finurlig mand i ternet skjorte, med et hidsigt tempe...engagement.

»Men såvidt jeg kan se er der ingen af jer, der er handicappede. Heldigvis for det.«


[...]


»Vi sender jer på jobsøgningskursus nu her. I har måske læst, at det ikke er alle de her jobsøgningskurser, der er lige populære. Ja, jeg vil sige det sådan, at vi endnu ikke har oplevet folk sige, "det var vel godt nok godt, det her. Giv mig lige en tur til!"
Men det er altså fordi folk ikke fatter, hvad det går ud på. Når vi sætter folk til at stable søm eller finde ud af hvilken fugl de er, så er det jo ikke for sjov. Det er en samarbejdsøvelse! «

»S-A-M-A-R-B-E-J-D-S-Ø-V-E-L-S-E!«, gentager han og kigger på forsamlingen med det der "jeg har fattet det, men det har I ikke"-look.

»Folk stabler jo ikke bare søm for at stable søm. Der er et formål med det vi gør.«

Der er helt stille i lokalet. De mange indtryk skal lige fæstne sig, vil jeg tro.

»Om man kan søge et løntilskudsjob i en anden kommune? Ja, men det er besværligt. Så skal vi jo skrive eller ringe til den anden kommune og de skal skrive til os. Det jeg siger er, at det kan måske godt lade sig gøre. Altså, telefonen er jo opfundet. E-mails er jo opfundet, ikk'? Men det kan godt være besværligt alligevel. Rigtig besværligt.«

»Nå, er der flere spørgsmål?«, sluttede han.

»Jeg kan svare på alt.«




Måske er det udsigten til selv at være en del af denne verden fra februar der fik mine tårer til at trille.
Men trille det gjorde de, og jeg har ondt i maven af at grine.
Meget meget sjældent får skrevne tekster mig til at græde af grin, men i dag fandt jeg min nye pause-aktivitet.


Jeg siger tak for endorfinerne og anbefaler jer alle, at tage et smut forbi Dagpengeland.