Det Stille Ocean

Nedenstående tekst kom jeg til at tænke på i går i bussen, på vej til arbejde.
Fik pludselig en trang til at dele den med jer.
Den stammer fra 1994 hvor jeg gik i 8. klasse. Jeg mener, at den er fra vores prøveeksamen i skriftlig dansk inden den store i 9. klasse skulle stå.

Opgaven lød:
"Skriv en historie i jeg-form ud fra billedet" (billedet kan jeg desværre ikke vise da det var en eksamensopgave hvor vi ikke måtte tage selve hæftet med de forskellige valgmuligheder med ud).

Stilen indbragte mig et 10 tal og en smule skuffelse over den kommentar jeg fik fra min lærer:
"Meget stemningsfuldt skrevet.
Jeg mangler måske lidt om grunden til jegéts tungsind, hvilket så kunne komme med som en optimisme i slutningen"

Men døm evt. selv. Her kommer den:

Det Stille Ocean

Jeg står og kigger ud over det stille ocean.
Jeg kigger og længes, længes efter bare at kunne forsvinde, forsvinde i det stille ocean.
Hvad er livet? Hvad lever jeg for? Hvorfor kan jeg ikke bare forsvinde, forsvinde i det stille ocean.
Mange gange tænker jeg, hvad er livet værd? Hvad skal man med tv, boblebad, kæmpe stereoanlæg, et hus som mit ved stranden. Der er jo intet i det.
Livet er jo ingenting værd.
Jeg tænker, hvorfor kan jeg ikke bare forsvinde?
Hvad er ét liv.
Intet.
I krige er ét liv ingenting værd. Hvorfor samler man så den halve hær hvergang der er en oppe på 7. etage der bare vil forsvinde, forsvinde i det stille ocean.

Jeg tænker, hvorfor gør man så meget ud af ét liv i fredstiden og så lidt i krigstiden.
Jeg tænker, hvorfor slider vi hinanden op på arbejdet for at tjene penge og derefter går ud og bruger dem på dyrt tøj, dyre biler og dyre huse ved stranden, som mit.
Hvorfor skraber vi penge sammen på en bankkonto, bare for at kunne fortælle vores venner hvor mange penge vi har og håber på, at de ikke har lige så mange.
Hvad er alt det? Er det bare overflade?
Jamen hvad er så bunden? Og er der nogen bund?

Jeg står ganske stille og kigger, kigger på det stille ocean.
Solen er væk nu, gemt bag skyer.
Den er væk men er der stadig.
Er det det samme når jeg dør? Jeg er væk, men er der stadig?
Jeg er væk for mine venner, men jeg er der stadig, på kirkegården - ligesom solen - bare gemt bag muld.


Det er begyndt at blæse nu og mine hår på mine arme begynder at rejse sig.
Jeg tænker på pistolen der ligger bag mig, på bordet jeg købte i Tyskland.
Der er kun 2 patroner tilbage,  men det skulle være nok.

Mine tanker glider videre til det stille ocean.
Til fiskene som lever i det stille ocean.
Hvad er én fisks liv værd?
Intet.
Fiskerne fisker hundredevis af fisk om dagen og der er ingen der græder eller tænker det mindste over det når fiskeren knækker halsen på den.
Hvorfor er ét menneskeliv så så meget mere værd end et fiskeliv?

Jeg vender mig om og kigger på pistolen. Der er kun 2 patroner tilbage, men det skulle være nok.
Mine ben fører mig hen imod den. Først højre, så venstre og så højre igen.
Så står jeg og næsten rører ved bordkanten.
Jeg betragter bordet. Træets nuancer.
Jeg tænker, ligesom livet - lyst og mørkt, lyst og mørkt.
Min ene hånd løfter sig og lægger sig på bordpladen.
Jeg lader hånden køre hen over bordet. Mærker træets ujævne kolde flade.
Lader pegefingeren tegne oven på mærkerne fra flaskerne gennem tidens løb.
Lader min hånd køre frem mod pistolen.

Da jeg rører ganske forsigtigt ved den, er det næsten som om den giver stød og min hånd kører hurtigt tilbage til flaskemærkerne.
Da overfladen på bordet er helt varm på grund af min svedige hånd, kører min hånd igen over mod pistolen og denne gang er det bare ganske almindelig stål.
Jeg lader mere og mere af min hånd røre den. Til sidst står jeg med den i hånden.
Jeg lader det kølige stål og rillerne på håndtaget lege med mine fingre.
Jeg mærker tyngden af den og kigger ned i pistolmundingen.

Sådan står jeg lidt og leger indtil jeg pludselig vender mig om og kaster. Kaster pistolen langt, langt ud i Det Stille Ocean.