Frygten der flytter ind en stund

I dag sad jeg, som så mange andre dage, på Holbæk station og ventede på min bus, efter en lang dag på hjerteafdelingen.
Det er der som ikke noget spændende i - overhovedet!

Jeg hæklede og damen jeg delte bænk med kiggede på forbipasserende.

Pludselig kommer der en dame der spørger om vi lige vil se efter hendes poser mens hun smutter på biblioteket. Det ligger lige ovre på den anden side af vejen ved stationen, så hun skulle ikke særlig langt.
Damen jeg delte bænk med og jeg kiggede kort på hinanden, trak lidt på smilebåndet (vi var lidt enige om at det var lidt underligt at spørge om sådan noget), men ok, hun måtte da godt stille sine poser.

Jeg hækler videre, men pludselig føler jeg en lille rislen ned af ryggen og får stor trang til at rejse mig op og gå langt langt væk fra den station.
TERROR! er der en lille djævel der råber i mit ene øre.

Jeg vifter den lille djævel væk og siger at den skal tage sig sammen mens min puls slår bare en lille smule hurtigere.

Jeg kan faktisk ikke lade være med at skæve efter posens ejermand, holde vejret en lille smule og ånde lettet op da hun vender tilbage og takker for opsynet.
Hun forsvinder videre uden den mindste anelse om hvad hendes handlinger har sat igang hos mig.

Jeg bliver forstyrret af bussen der ankommer, men da den er godt på vej ud af landevejen tænker jeg lidt videre over den underlige oplevelse jeg lige har haft.

Var det irrationelt at tænke den tanke (terror)? Mens posedamen var på biblioteket sad jeg faktisk og kiggede lidt rundt og tænkte at det ville være et lidt dårligt tidspunkt at bombe stationen, for dagens værste mylder er overstået når jeg skal med bussen. Men hun så jo faktisk også venlig ud, hende posedamen ... (What! Venlig...? Tag dig sammen Synne)...

Og her sidder jeg så nu stadig og tænker.
Bliver faktisk lidt sur, nej ikke sur - ufattelig vred og ufattelig trist.

Hvad pokker bilder de sig ind, dem der får frygten til at flytte ind i mit liv og får mig til at lave to uskyldige poser om til bombeskjul og en sød fortravlet dame om til en ondskabsfuld terrorist!

Hvad bilder de sig ind at bombe mennesker sønder og sammen. Og for hvad? For æren? For helligdom? For et stykke jord?

Jeg forstår det ikke og jeg kommer aldrig aldrig til at forstå det!

Men jeg flytter mig ikke! Jeg vil ikke leve mit liv i frygt. Fanme så om de skal vinde!