Med spenderbukserne på

Jojo, jeg havde lovet at vise drengene værelse frem. Dét havde jeg.
Men så fik jeg mulighed for at komme i Stof & Stil, og så kom det hele til at handle om noget andet ;).

Prøv lige at se hvad jeg fandt i rodebunken til 25 kroner (FEMOGTYVE!). Altså dugen, ikke lysestagerne. De er en gave fra gode venner.Min datter blev træt af at være placeret mens mor vimsede rundt og ryddede op og tog billeder, og begyndte at spørge til brandalarmen i loftet, eller en plet, eller en ledning. Who really knows?
Anyway, det gode ved at have et offentligt sted at vise sit hjem frem er, at det hjælper gevaldigt på trangen til at rydde op. Og hvis jeg så ikke skal sidde her og pynte alt for meget på, så må jeg vel helle indskyde – ihvertfald lige der hvor der skal tages billede…

På vejen hjem fra Roskilde kom jeg i tanke om, at jeg så det mest fantastiske sjal, da jeg første januar kørte byen rundt for at finde et sted man kunne købe rugbrød (det blev tankstationen, der også havde halv pris på bilvask yay ;)).
Jeg slog vejen forbi garnbutikken. En skøn lille butik med en blanding af afslapningscdér, filt og garner i mange kvaliteter og farver. Et varmt farveinferno at komme ind i.

Jeg forkøbte mig…
Ikke på den måde at jeg brugte alt for mange penge, men jeg har på nuværende tidspunkt ingen idé om hvordan jeg skal få tryllet garn og opskrift om til noget der ligner det i bladet.
Jeg kan strikke ret og hækle bedstemorfirkanter. Og så løber jeg hurtigt tør for talenter med små pinde derefter.
Jeg må ringe til en ven, og jeg må gå i skarp kaffedrikningstræning. Jeg må invitere mig selv på nørklebesøg. Jeg ved lige hvor jeg skal tage hen :).

Indtil da må jeg ae garnet lidt, og holde det væk fra små fingre, der gerne vil lege med de fine farver.