Tabet af en drøm, er et tab af stor stor betydning

 

Velkommen til Holland
Af Emily Pearl Kingsley

At vente et barn er som at
planlægge en drømmerejse til
Italien.
Du køber en masse rejse-
håndbøger og lægger eventyrlige
planer.
Colosseum, Michelangelo,
det skæve tårn i Pisa, gondolerne
i Venedig.
Du øver dig i at tale italiensk.
Alt er meget spændende.

Efter måneders spændt og
utålmodig forventning kommer
endelig D-dag.
Du pakker dine kufferter og
tager af sted. Adskillige timer
senere lander maskinen.
Stewarden kommer og siger:
"Velkommen til Holland".
"HOLLAND!" råber du.
"Hvad mener du med
Holland? Jeg har bestilt en
rejse til Italien! Jeg skal
være i Italien! Hele mit liv
har jeg drømt om at komme
til Italien!"

Men der er sket en forveksling
af flyruterne. Du er landet
i Holland, og der må du blive.

En vigtig ting at huske er, at
de ikke har ført dig til et
uhyggeligt, væmmeligt,
uanstændigt sted, fuldt af
epidemier, sult og sygdom.

Nej, det er bare et sted, som
er anderledes.
Så må du ud og købe ny
rejsehåndbøger.

Og du må til at lære et helt
nyt sprog.

Og du møder en helt ny
slags mennesker, som du
ikke tidligere har truffet på.

Det er som sagt et sted, der
er anderledes. Tempoet her
er langsommere end i
Italien, ikke så pragtfuldt.

Men efter at have været der
et stykke tid og du har
trukket vejret og set dig om,
så opdager du, at Holland
har vindmøller.

Holland har tulipaner og
Holland har tilmed
Rembrandt.

Men alle, du kender, er
optaget af at rejse til og fra
Italien, og de praler af,
hvilken vidunderlig tid de
har haft i Italien.

Og måske siger du nu og da
til dig selv:
"Ja, det var der, jeg skulle
hen, det var, hvad jeg havde
planlagt".

Og smerten ved det vil
aldrig, aldrig, aldrig
nogensinde fortage sig..., for
tabet af den drøm er et tab
af stor, stor betydning.

Men hvis du bruger dit liv
med at sørge over den
kendsgerning, at du ikke kom
til Italien, så bliver du ikke
fri til at værdsætte og nyde
det helt specielle og virkligt
vidunderlige ved Holland.

Digtet er skrevet til forældre der får et handicappet barn.
Det har jeg ikke, men jeg befinder mig alligevel i en situation hvor jeg bliver nødt til at indse, at vores familieliv aldrig vil blive helt ligesom alle andres.

Det har både sine dejlige og knap så charmerende sider. Men lige nu er det et spørgsmål om at lande på benene, og få den nye viden placeret på rette hylder…