Aldi

Normalt er Aldi ikke stedet man (jeg..) skal gå hen for at søge livsglæde.
Næ, Aldi er der hvor man (vi..) går hen d. 25. i måneden med slunken pengepung, for at fylde en vogn med madvarer til de evigt sultne unger for en plov, og så der man (vi..) køber bleer.
Ud over det er der vist ikke så meget at sige om Aldi. En Aldi er en Aldi, uanset om du er i oprindelseslandet med de effektive stringente folk, i USA eller mellemøsten. Tørt, trist og kedeligt..

Men i min lokale Aldi findes der et af de der specielle lyspunkter, som man bare må hage sig fast i og glædes barnligt over.
Vores lyspunkt er den sødeste lille koreaner-kassedame. Sjældent har jeg set et menneske lyse så meget. Måske er det kontrasten til hendes omgivelser der får hende til at gløde, men hun gør hele turen igennem ørkenlandet med det skarpe neonlys til en god oplevelse.

”Goddag” … “Har du haft en god weekend?” … “Narhj hvor er hun søøøøøød *dikke dikke*” (om min datter) … “Hvor ér drengene dog blevet stoooore” … (til drengene) “Skal I have en karamel?” … “Kan du have en god dag” … “Tak for nu” …

Jeg kunne blive ved. Hun griner bare når dankorten ikke virker og ringer på klokken efter en der kan lave det. Svarer høfligt på sure “Kan I ikke lige åbne en kasse mere”-råbende fra utålmodige kunder. Og det hele er krydret med den dejligste accent og et stort smil.
Hun er grunden til at mine drenge plager om at vi skal handle i Aldi (!!)…

Hvis det ikke er livsglæde på dåse, så ved jeg ikke hvad er. Og jeg øver mig… øver mig i at blive lige så begejstret som hende.