onsdag den 30. september 2009

Grublende strandtur

I går, mens den største pode spillede håndbold i hallen, tog jeg hunden med på stranden.
Jeg er jo så velsignet at jeg bor 5 min i bil fra den lækreste flotte strand. Men som altid når man bor tæt på sådanne velsignelser så bruger man dem sjældent!
Når jeg så er dernede så undrer jeg mig over at jeg ikke kommer der oftere.

Det blæste en vældig vind, og det var fantastisk at blive blæst igennem samtidig med at solen gav det mest fantastiske lys.

Tilde-hunden var også glad for turen og løb rundt omkring mig mens jeg tog billeder. Mere end en gang fandt jeg et hyggelig motiv i sandet der blev ødelagt af hundepoter der lige skulle være med til at se hvad det var jeg stod og gloede på ;).

Stranden er samtidig et rigtig godt sted for tankerne at få fred til at være tanker og komme frem uden at blive forstyrret.

Og det leder mig frem til det jeg gik og tænkte lidt over....

I går havde jeg en sjov oplevelse.
På sygeplejeskolen har vi psykiatri for tiden. Vores lærer kom med en udfordring om en af os turde komme op og bliver bedømt. I den ånd at vi alle udsender utroligt mange signaler med det tøj vi har på, den måde vi går på, står på, taler på o.s.v..
Der var ingen der meldte sig, så det gjorde jeg. Det kunne være interessant da jeg er ny i klassen, her tilbage fra barsel, og ingen kender ret meget til mig.


Så der stod jeg for skud, og det var vildt som mange ramte plet. Men også skød lidt over målet ;).
Jeg følte pludselig et pres for at leve op til det de gættede omkring mig.

-At, jeg var et ordensmenneske (jo, jeg prøver men med 3 børn og en masse kreativ energi der vil ud og lave rod med projekter går det ikke altid som jeg gerne vil have det ;)).

-At, jeg førte mig som jeg vidste at jeg var lækker (?!? Fedt nok at få af vide :), men barndommen som hende læsehesten med briller der ikke kunne gribe bolden i gymnastiktimerne sætter sine spor, og lækker er bestemt ikke ord jeg ville bruge om mig selv! Men tak :) ).
- At, jeg jeg ikke var gift med en håndværker, men med en højtuddannet mand der kunne udfordre mig intellektuelt (jeg er gift med en håndværker der udfordrer mig intellektuelt).

Der var delte meninger om hvorvidt jeg havde hund eller kat, og hvordan mit hjem så ud.



Da jeg kørte ind i indkørslen samme eftermiddag havde jeg lyst til at gå ud og få alt det ukrudt væk og få læst alt det jeg er bagud (det er til tider bare sjovere at blogge, og være kreativ end at læse om psykoser og skizofreni!). Blive den der ordentlige og dygtige kvinde som de så mig som *gulp*.


Men så er det at jeg måtte stoppe op og ryste deres forventninger af mig - eller rettere, mine egne forventninger til at opfylde deres forventninger.

Jeg er hammrende god til at give mig selv så mange opgaver at jeg til sidst sidder i et hjørne og ryster af stress. Jeg vil aldrig aldrig igen køre mig selv så langt ud, at jeg ender på psykiatrisk skadestue og kommer hjem med pakke sovepiller, noget antidepressivt og diagnosen depression. At køre mig selv så meget i sænk at jeg pludselig ikke engang orker at være der for mine børn.

Jeg må simpelthen bare nøjes med at være mig selv, med alle de uperfektheder jeg nu indeholder. Og mig selv er egentlig ikke nogen skidt ting at være når det kommer til stykket.

P.s. Martin gik fri af fyringsrunden.

2 kommentarer:

  1. Hej Synne.

    Tak for kommentaren ved mig, og tak for linket til denne her post.

    Man lærer af sine egne fejl, og det er jo fedt at læse du også har gjort det.
    Jeg håber virkelig du fik flået noget ukrudt op, og smidt alle forventningerne om forventninger langt væk. Men det tror jeg :-)

    Det må have været en sej omgang du har været igennem. Håber du har det godt nu.

    KH Maria.

    SvarSlet
  2. Hej Maria.

    Tak for tanken. Jo jeg har det godt nu. Bedre end nogensinde.

    Står solidt plantet i min rolle som hustru, mor til 3 og snart færdig som sygeplejerske.

    Hyggeligt du kiggede forbi :).

    Kh,
    Synne

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails