onsdag den 25. marts 2009

Skal og bør ..

Jeg kan ikke sige mig fri for det. Bør, skal og må bor også her og har masser af mental energi at leve af.
Som jeg ligger og bladrer i mit gratis månedsblad fra Netto. Det skal forestille at være en afslappende slutning på dagen, men så falder mine øjne på "Forårets huskeliste", og det er ikke så lidt man skal nå ude i sin have ifølge den liste her i forårsmånederne.
Selvfølgelig kunne jeg bare bladre videre, men nej - den side ligger slået op ved siden af min seng så jeg rigtig kan få dårlig samvittighed ved sengetid, over at jeg heller ikke i dag lige nåede at svinge hakken, reparere, give træbeskyttelse, beskære, forspire, fjerne gamle visne blade så sneglene ikke formerer sig mere end højst nødvendigt o.m.a.. Det skal jo helst se lidt pænt ud derude og ose af overskud, hjemmerørt marmelade og nystrøgede forklæder!
Det er jo så ind imellem at jeg også har en vasketøjskurv der formerer sig hurtigere end hovedlus, en hund der slæber blade og skidt med ind (og desuden altid trænger til at blive redt), og et gulv der gerne skulle være nogenlunde rent nu jeg har en baby der bor dernede.
Nåja, jeg skulle jo også selv gerne nå i bad så jeg ikke ligner lort, inden barn version 3.0 vågner af sin lur.

Jeg synes det tider det kan være svært at være en moderne kvinde, der skal jonglere med hus, karriere, ægteskabet, børnenes trivsel og ens eget mentale helbred, så jeg ikke ender med at være en sur og tvær mor der bruger sine børns barndom på at styrte rundt og få det hele til at se pænt ud. Og for hvem dybest set? Dem der kommer som gæster, og som også selv styrter rundt for at få det hele til at se pænt ud for dem der kommer som gæster...

Så i dag vil jeg istedet klippe huskelisten ud og klistre i min lille inspirationsbog - der ironisk nok har et kaffelogo udenpå. Energi skal der til.
Derefter vil jeg lukke bogen og glemme den i dag.
Jeg vil prøve at lade mit hus se ud som om der bor nogen her, og istedet nyde lidt af solskinnet. Jeg vil lade op til i eftermiddag hvor barn version 1.0 har hele 3 legekammerater med hjem til legegruppe. Der står lasagne og forhåbentlig nogle hyggelige timer på menuen.

1 kommentar:

  1. Åhja....her er "Bør, skal og må" også trofaste gæster! ;-)

    Men heldigvis ikke helt så insisterende som for 5 år siden....

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails