Eventyr tiden i klassen

Den første uge var der spredte udbrud: "Åh nej, eventyr er kedeligt".
Og jeg blev nervøs. Nervøs for, om jeg, blot ved hjælp af en stemning, et tændt stearinlys og min stemme, kunne bringe mine elever den dybe gamle visdom, gemt i folkeeventyrerne.

Men hurtigt gik det op for mig, 'kedeligt' betyder svært.
Det er svært for mine bybørn at lytte - og kun det. De er vant til stimuli af alle slags; interaktive mobiler og tablets, tv film hvor Snehvide er for evigt printet ind på vores nethinde som en sorthåret skønhed i blå kjole.
Alle billeder er leveret, færdige og med en lille sløjfe på; værsgod, ingen grund til at anstrenge sig her.

De har set hele verden allerede inden de begynder i skole og kommer til, at kunne og vide meget mere end mig, inden deres liv er slut - gudskelov for det, i øvrigt.

Hvordan skal jeg så kunne sidde der og fortælle et lille bitte eventyr og forvente, at de lytter?

"Har du ikke nogen billeder, Synne?"

Vi skal vænne os til, at kigge indad, mens historien udfolder sig. At se, hvordan vores indre øje laver sin egne billeder af helten der frejdigt går ud af landevejen, på vej ud i verden.

På denne måde, kan jeg også fortælle historierne præcis som de blev overleveret og ikke i en halvtam version, lavet i bedste mening til børn, hvor livets prøvelser er taget ud og hvor eventyret mister sin opdragende effekt.
Jeg kan fortælle således, at Trolden netop ér den fæleste af dem alle og så hæslig, at man næsten bliver hvidhåret af skræk, blot ved at se på den.
For børnenes egne indre billeder bliver aldrig mere uhyggelige end de kan følge med i deres små sjæle.

Vi må godt gyse. Vi skal gyse når det hele bliver uoverkommeligt og vi slet ikke aner hvordan det dog skal gå.
Men de historier der bliver fortalt af voksne fra en skærm, med special effects, passende baggrundsmusik og et monster i HD der bliver kastet lige ud i armene på de små, dét kan de ikke altid tåle.
Der passer det ydre indtryk ikke til det de selv vil kunne frembringe af indre billeder og der bliver de ægte bange!

Så vi øver os, nede i klassen, på at lytte. Og ved I hvad, det går faktisk rigtig godt!
De kan nemlig godt, på trods af oddsene. De er små, viise mennesker der kan mærke, at dette er vigtigt. Jeg vil ikke kunne spørge dem om det, for deres intellekt kan ikke formidle det for dem, men deres hjerter kan mærke det.
Og jeg kan mærke deres hjerter banke når jeg fortæller.

Guldkorn

Citater fra denne uge i 1. klasse - og blot deres 2. uge i skole:

- Efter eventyr, hvor jeg fortalte 'Hans og Grethe'; "Hvorfor var moderen ond? Jeg synes ikke hun var så ond. Hvis det ikke havde været for hende, så havde de jo aldrig fundet skatten".

- Vi talte om kys. Jeg giver gerne mine elever et kys på toppen af hovedet i håret eller i panden (det er kun mor eller far der kysser på munden). Jeg fortalte dem, at kys er små stykker kærlighed som læreren kan sætte på børnene - hvorefter et af de børn jeg har været lidt bekymret for om jeg kunne nå ind til, kom over og gerne ville have sat et stykke kærlighed i sit hår.

- Efter eventyr, hvor de havde fået lov, at knytte videre på deres små armbånd fra gårsdagens håndarbejdstime, mens jeg fortalte. En af de hurtige elever, der havde knyttet flere allerede, kom op til mig: "Synne, jeg har lavet en gave til dig" (tænkepause, mens vi kiggede i tavshed på det fine armbånd), "jeg har knyttet eventyret ind i det".

Jeg kan rigtig, rigtig, RIGTIG godt lide mit job!
Jeg har aldrig været så træt i hele mit liv, men det er ligesom om det ikke rigtig betyder så meget.

Hvad laver I derude på Steiner skolerne?

Audonicon - en uge i en anden verden.

Og så var der sommerskole på læreruddannelsen. Oh for en uge!
Langt pokker i vold fra hvor jeg slår min hverdagsfolder ligger der en bygning. Den bygning kalder de for Audonicon.
I starten af juli mødtes vi omkring 30 lærerstuderende om en uges intensiv undervisning i netop denne bygning.

Det var foredrag om Goethes farvelære, maleundervisning, eurytmi, sprogformning, polka, gode snakke, træthed, sang og musik, smil, lange dage, tung nattesøvn, afslutning for dem der var færdige...
Det var fantastisk!

Og cirka sådan her så det ud:

Min rejse gennem ugen i mine malerier :).

I dette rum havde vi fornøjelsen af, at lave eurytmi hver dag.
Det er en fantastisk sal at være midt i!

Således gik en uge. En uge med mange gaver i forskellige former.

Og således afsluttede jeg første år ud af tre, på min vej imod at blive lærer.

Hvem havde set den komme? Ikke mig ;).

Emma

Det er et halvt år siden jeg sidst syede en dukke.
Oh hvilken fryd at give liv til endnu et lille dukkebarn.

Hende her blev straks snuppet af min datter og er nu døbt Emma. Det er også min datter der har klædt dukkebarnet på ;).

Håndværksstævne part III

Ooooooh my GOD! I miss you guys!

For få dage skrev jeg om, at sidde ukendt iblandt gensynsglæde. Nu er kurset overstået. Mine tanker har svensk, norsk og tysk accent og mine hjertetråde er endnu en gang udvidet.

 Jeg kan ikke VENTE til vinterferien endnu engang oprinder.

TAK TAK for denne oplevelse. Den vil leve med mig længe - sammen med de mennesker der gør den levende.

For kobberholdet, for støbningsholdet, for bogbinderholdet, for smedene, og ikke mindst - for håndarbejde holdet. I holder hver en bid af mit hjerte.

Til vi ses igen..