Os mennesker imellem

Går går ned af gaden. Høj musik i ørerne og en bundt friskplukkede rabarber over armen.
Glad fra en hyggestund med strik og dukkereparation med dejlige Thea.
Solen skinner og jeg går helt i egne tanker. På vej for at hente børn.

Ser godt de tre unge mænd der går i modsat retning af mig på samme fortov som mig.
Dem er der nu engang så mange af, de der unge mænd, så jeg er videre i tankerne så snart vi har passeret hinanden.
Men kort efter kører den ene af dem op på siden af mig. Han har vendt cykel, med lad og det hele, og vil nu tydeligvis tale med mig.
Jeg fumler med hovedtelefonerne og kigger spørgende på ham.
"Undskyld, er du du single?"
"Ahva..?" (hørte jeg rigtigt)
"Er du single?"

Og så stod jeg der. Lidt fjoget og meget meget overrasket på alle planer.
Jeg måtte skuffe den smukke unge mand om, at jeg både har børn og er godt gift.
Han så helt slukøret ud, da han vendte cyklen om igen og kørte tilbage til sine kammerater.

Og jeg gik videre. Lidt paf. Men med et stort fjollet smil om min mund.
Fnis. Tænk engang.
Bare sådan her på en almindelig eftermiddag, hvor jeg bare gik der og var mig  - helt uden at trække maven ind.

Oplevelsen har ligget hos mig siden og selvfølgelig sat en masse tanker igang.
Senest dukkede oplevelsen op igen da jeg læste Mannes indlæg om udseende, mavedeller og kvinders selvbevisthed.
For hun har jo ret. Det ér ikke mændende der dømmer os.
De er så visuelle, så bare der er bryster og røv de kan røre ved og klaske på, og det at kvinden SELV føler sig lækker. Jamen, så er den jo hjemme.
Jeg er 32 år. Jeg har vejet alt mellem 60-92 kilo. Jeg har født tre børn. Jeg har levet.
Jeg er mere glad for, at strikke og drikke rødvin end at piske rundt i et fitnesscenter 24-7. Det kan ses på min krop, når jeg står der splitternøgen foran spejlet.

Jeg kan være en sur idiot og jeg kan være pisselækker og fræk. Og i sidste ende er det ikke det jeg vejer der spiller den sidste rolle, det er glimtet i mine øjne. Det er, om jeg kan vise ham at jeg er vild med ham - og med mig selv!

Alligevel så glemmer jeg også alt det en gang imellem. Især efter det sidste halve år, hvor jeg langsomt har forsøgt at beskytte mig imod verden ved at pakke min krop ind i et hylster af overskudsfedt og negative tanker.
Pludselig finder jeg mig selv siddende der og hive blusen ud på maven (læs Mannes indlæg, så giver det mening) og jeg kan stå foran det der spejl og tænke "øv".

Så tak, smukke unge mand på cyklen. Tak fordi du turde spørge mig. Tak fordi du turde risikere det mulige afslag. Jeg håber du kunne se hvor glad jeg blev, på trods af mit blide afslag.
Tak for tankerne du satte igang, du kære fremmede.

Jeg skal sikkert hilse fra Dagdrømmeren og sige tak også ;-P.

Indvielse

I dag var en stor dag på skolen.

Forberedelserne har været mange.

For længe siden skulle alle i børnehaveklassen have et par uldsokker med i ca. str 40. Der skulle laves hemmeligheder.

De var ude og finde pinde som de har snittet barken af og slebet dem bløde og varme at røre ved.

Sokkerne blev fyldt med god uld og alle børn har langsomt vækket deres egen hest til live ved at brodere og sy, under kærlig voksenguidning i klassen, i mange timer. Jeg ved de bl.a. har haft deres heste med på tur, hvor de har siddet og syet på deres heste i solskinnet på Kastrup fortet.

I dag skulle de bruges.

Til indvielse.

Selvom børnehaven, børnehaveklassen og selve skolen ligger på samme matrikel på vores skole, så er de alligevel adskilt i 3 enheder.

Børnehaven har deres egen låge og deres legeplads er beskyttet med hegn, så de har deres eget sted. De ligger længst ude i den ene længe af bygningen.

Børnehaveklassen ligger lige imellem børnehaven og SFOéns køkken og indestue, og er på den måde deres egne, men alligevel med, da eleverne kan være i SFO om eftermiddagen og dermed lege med de lidt større børn.

Men dagene har de for dem selv. De er f.eks. ikke med til skolens morgensang.

En midt-imellem tid. En indslusning.

Tiden går som, som sagt så mange gange før, om vi vil det eller ej.

Midt-imellem tiden slutter og det er tid til optagelse på skolen.

Det var i dag.

Jeg tror mit hjerte bankede hurtigere end deres, da jeg stod og ventede på dem.

Deres kæpheste, som de har arbejdet så længe med, bruges til at ride igennem skolen, hvor alle elever - store som små - danner bro og synger de nye små ind i fællesskabet.

Først igennem første sals gangen, hvor 4.-9. klasserne bor. Så ned til gangen med de mindre klasser, hvor det endelig bliver afsløret hvem der skal være deres nye lærer, når de kommer til døren til 1. klasse, hvor hun stod og ventede.

1. Vi venter - spændt! Vi er klar.
2. Døren går op. Nu kommer de. Vi synger.
3. Man er vel lidt stolt! <3

1. Nede i klassen kom alle hestene i stald, fik en gulerod og skulle så 

vente pænt på, at komme med hjem om eftermiddagen.
2. James, vores nye familiemedlem.

I dag og i går - og de andre dage

I går drønede jeg rundt og vaskede vægge ned. "Nu skulle der fanme gøres rent og hvem gider se mere på de beskidte fingre alle steder og...".
Lige indtil jeg gik i stå.
Og så stod spanden der med kluden i og vandet blev koldt. Og jeg gik hen over den flere gange.
Det var en personlig fornærmelse, at den bare blev stående der og hånede mit energiniveau. "Troede du virkelig bare du kunne ræse derudaf?" kunne jeg næsten høre den vrænge, alt imens vandet blev koldt og krummerne og skidtet samlede sig i overfladen.
Så skrid dog!

I dag har jeg ondt i mit hoved. Har nok noget at gøre med den Ripasso jeg skyllede ned i en vældig fart i går aftes, i en mængde som mere voksne og fornuftige mennesker ikke ville kaste sig ud i en søndag aften.
Men hey, jeg skal jo heller ikke på arbejde, så hvad gør det.
Så sad jeg der i skumringen. I min sækkestol. Lidt flydt ud. Og gloede ned i mit vinglas mens jeg forsøgte at lade som om plottet i CSI var interessant og blev samlet lidt op af Dagdrømmeren der uddelte krammere og gode ord.

Da jeg senere gik ud og børstede tænder, skulede jeg til mig selv i spejlet og så at mine overarme tager tilløb til mormor-udseende. What! Som om jeg gider have det.

På mit arbejde taler de om mulighedserklæringer og møder. Og jeg orker næsten ikke at skulle op til lægen og forklare min sag. Og blive bedømt. Er jeg i virkeligheden syg nok, til at være hjemme i de resterende 6 uger af min arbejdstid, opsigelsesperiode og i forvejen 3 ugers planlagt ferie?

Ferie.
Ohh ferie.

Bare man en gang imellem kunne tage ferie fra sig selv.

Rabarber og noget om stress.

Jeg er hjemme i disse dage. Sygemeldt.
Jeg er løbet tør for overskud til den ydre verden.
Træt af kvalme.
Træt af ondt i maven.
Træt af et hjerte der banker derudaf, som om det skal nå at blive gammelt før tid.
Kan mærke mørket derude. Det der hvor lyset bliver opslugt og alt bliver gråt i gråt.
De kalder det vist stress!

Så jeg udvælger min energi og bruger den på det der gør mig glad.
Og sover. I guder hvor jeg sover. Står op ved 9 tiden og er helt færdig igen efter aftensmaden.
Vælger mig hver dag én ting jeg gerne vil, for ikke at blive opslugt af mørket.
I går gik jeg en lang tur i solskinnet.
I dag skal det handle om rabarber.

Jeg elsker dem i alle udgaver. Som bolcher, i smuldrekage, som muffins, saft, marmelade.
You name it...

Forleden da vi gik forbi grønthandleren på torvet ved Amagercenteret, tiggede børnene efter gode jordbær.
Vi endte med lækre danske jordbær, 2 store bundter rabarber og en buket pæoner til mig.

Ang. de lækre røde stænger (ikke mine, de er hvide. Rabarberne), så besluttede jeg mig for at lave noget lækker saft af dem, som dagens projekt. På lørdag er der nemlig sommerfest på skolen og hvad er mere lækkert end lidt hjemmelavet rabarbersaft i picnickurven.

Jeg tog:

1 kg rabarber i små stykker
1 l. vand
400 g mørkt rørsukker (lyst er sikkert også fint, jeg havde bare lige mørkt i skabet)
1 citron (jeg havde ikke en øko så jeg skar indmaden ud på den jeg havde og puttede i. Hvis jeg havde haft en øko citron, så ville jeg bare have skåret den i kvarte i smidt den hele i).
1 vanillestang som jeg flækkede, fjernede kornene  på og puttede både kornene og de to halve stænger i).

Det kogte i cirka en halv time.

Hele massen skal så op i enten et klæde eller en finmasket si. Alt efter om du vil være sikker på at din saft er "klar" eller om der godt må komme små fibre med.

Pulpen hældte jeg i et skoldet glas.
Jeg har dog endnu ikke helt besluttet hvad den skal bruges til.
På ostemadder? Måske jeg skulle bage et par muffins? Eller måske noget helt trejde?
Har I nogen gode ideer?

Saften har jeg hældt i en tom Dansk Vand flaske (efter det havde kølet godt ned i en kande i køleskabet).
På lørdag kunne jeg godt finde på at spæde saften op med dansk vand, da jeg synes der er nok smag i saften til den kan holde til at blive fortyndet en smule og dermed få bobler i.
Mums!

Du er også meget velkommen.

Hold da op for en tur...

Lone Landmands Kanelkrøller - Bag Dem! :-)

3. klasse og en gruppe forældre på tur i tog. Hvad skal man dog lave i 7 timer, fra Amager til det nordlige Jylland?

Hækle, drikke DSB kaffe, spise de der kanelkrøller, sludre med de andre forældre og smigkigge på sønnen der hygger sig <3.

Det var slet ikke en dårlig måde at tilbringe de timer, mens Danmark strøg forbi os uden for vinduerne.

DSB sørgede også for, at vi ikke faldt helt i søvn. Nord for Aarhus, da vi allerede havde siddet i den samme kupé i 3 timer tændte højtalerne (I kender lyden): "Toget er desværre gået i stykker, så I må skifte tog".

*panik*

20 børn med arme, ben, trøjer, madpakker, slikpapir, bagage, kiks, og rod overalt! 10 voksne med kaffe, bøger, strikketøj og panik i øjnene.

"OKEY UNGER, SÅ PAKKER VI SAMMEN"..

*kaos*

Og vupti, i løbet af 5 minutter stod vi alle på perronen og blev talt op! Er stadig ikke helt sikker på hvordan det skete.

Ind i det næste (overfyldte) tog, hvor en DSB mand hjalp os med - til stor glæde for de passagerer der allerede havde sat sig(!) - at rydde en hel vogn til os, så vi kunne være der.

Men til sidst kom vi frem. Der var jubelråb fra alle mand, da Grisen på lokalbanen annoncerede "Næste stop Hirtshals". Vi tog afsted kl. 8.30 fra Lufthavnens s-togstation og var fremme 8 timer senere!

Efter sådan en tur skal der bare laves mad så hurtigt som muligt.
En af vores dejlige forældre ejer tilfældigvis Amager Fiskehus - som hun stort set havde tømt og taget med. Sådan føltes det ihvertfald.
Personligt stod jeg i omkring 4 timer og stegte fiskefrikadeller (hun havde 15 kilo fars med!). Men hun havde også varmrøget laks med (den er jeg personligt blevet afhængig af! Hvis du er i nærheden, så und dig selv at gå forbi og køb et stykke. Mums!), pil selv rejer, laksesalat og en masse andet jeg sikkert har glemt.
Vi var i fiskehimlen! - Og den del lettere på bagagefronten på vejen hjem...

Sådan en bunke mennesker, der er ude i den friske vestjyske natur, får alligevel sat en del mad til livs.
Men fællesskabet slog til igen. Og alt blev fordelt ud blandt alle, uden de store forkromede planer om arbejdsfordeling. Man gik bare igang.

Men det regnede. Og regnede. Og regnede...
Som de fantastiske unger de var, så fik de dog også noget godt ud af det. Hoppepuden på legepladsen samlede vand i store pytter, så på med badetøjet (efter vi voksne havde nedlagt veto imod at man hoppede der i sit tøj. Pladsens stakkels tørretumbler kunne ikke følge med!).
Og lørdag holdt det tørt et par timer, mens vi var ude og se på området.

Det var en meget, meget træt flok der steg ud af toget på Amager søndag eftermiddag.
Men gud hvor har det været en skøn tur. Jeg er stadig helt fyldt op af gode snakke, dejlige unger, lånebørn, krammere, oplevelser, latter, samvær og bare Gode Tider.

Når jeg lige har sovet ud og er kommet til hægterne *mimre*, så er jeg klar til en tur mere.
Savner jer allerede...

Rejsefeber...

En bunke 3. klasseselever med sommerfugle i maven.
Kurve med mad.
En DSB vogn.
En sludrende gruppe forældre, der skal med.
Tværs gennem landet og lidt nordpå.

Jylland, here we come.
Hirtshals Camping, sørg for godt vejr!

Jeg glæder mig til bål, hygge, samvær, grin og nærvær.

Her til morgen har vi trætte gnedet næser, mens de sidste ting pakkes ned.
Nu er det nu vi skal afsted.
Vi glæder os!

Bare sådan lidt...

Jeg ville gerne skrive noget.
Dele noget.

Noget spændende?
Noget ærligt?
Noget fjollet?
Noget sårbart?
Noget vovet?

Men mest af alt er jeg bare træt. Og "hule"-agtig.
Så jeg snylter på mine egne gamle ord.
Og nyder lyden af regnen der trommer på en taglejlighed.
Til tider er regn ikke den værste lyd i verden.
Dråber der triller ned af mine rude kan være ganske god kompensation.

For hvad, tænker du måske?
Bare for, svarer jeg. Og skynder mig at finde på en snedig afledningsmanøvre.

De kloge siger, at det kan føles som om man tager alt for mange skridt baglæns lige inden den sociokognitive oplevelse slår igennem (det der også kaldes en aha-oplevelse, for dem der har mindre trang til at prale med deres ordforråd).
Jeg glæder mig til aha-oplevelsen.

Fællesskab

I dag har vi tilbragt dagen på vores vidunderlige skole.

Der stod egentlig arbejdsdag på programmet, men det var blevet sløjfet til fordel for vores helt egen private sommerfest. En gruppe initiativrige forældre havde stukket hovederne sammen og forberedt en fantastisk dag; koordineret, sendt opgaverlister ud, fundet de gode ideer frem og samlet os alle.

Der er stor sommerfest om 14 dage hvor alle er velkomne. Men i dag var det kun os selv der skulle lege.

Og leget blev der.

Fodbold; voksne imod børnene. Men de voksne var tapet sammen to og to. Og der blev grinet når de voksne rendte hver sin vej, men blev brat stoppet. Og jublet når endnu et mål gik ind i de voksnes net. Jeg tror det var noget med 6-1 til børnene på det hold vi var på!

Der blev spist kage i hold og pyntet borde til de næste der kom.

Vi spiste vanvittig lækker frokost i et orgie af velsmurte sandwiches (jeg var så sulten, så jeg glemte at tage billeder af det. Men i kan næsten se det for jer tror jeg. Store flotte fade med bunker af sunde madder).

Vi dansede eurytmi og limede flotte flag (ikke samtidig dog). Ohh hvor vi limede!

8. klasses eleverne hjalp gerne de små 3. klasses elever med stort og småt, og alle ved hvad hinanden hedder (altså, undtagen mig...).

Der er stor, stor kærlighed gemt inde bag murene på vores skole.

Næste weekend er vi et hold forældre der tager 3. klasse under armen og rejser til det store nordjylland for at samles, hygge, binde bånd, grine, lave snobrød, få sorte tæer, sove i hytter og komme hjem igen - trætte, men fyld med en dejlig weekend i hjerterne.

Indtil da, så TAK for i dag. I varmer mig, helt indeni.