Ugen der gik.

Har tømt mit kamera for ugens billeder her til aften, og det eneste der står tilbage i mit hoved er: "Ja Synne P., du ér et madøre".
Og åbenbart familiært indmeldt i "Stableklubben" (beklager de mærkelige undertekster).

Velbekommen og undskyld mig. Jeg må ud og stable....

Øjeblikket

Den kommer flyvende. Ud af det blå.
Stor, rundt og i alle verdens farver.
Solens stråler reflekterer i den mens den lader sig fange af vinden.

Bilerne dytter, menneskerne hilser på hinanden. Livet går sin vante gang.

Den først der ser den store strålende bobbel er en lille pige der halvsover bag på sin mors cykel.
Det glimter i kanten af hendes øje og hun må se hvor det kommer fra.
Hun blinker og tager sine små hænder op for øjnene for at kunne se.
Hun gør store øjne, kigger på sin lille bamse og hvisker: "Jeg vidste de fandtes".

Den næste er en ældre herre i sin bil. Han kigger op og smiler.
Langsomt triller der lille tåre ned af hans kind. "Tak Maren, jeg ser dig. Jeg ved du passer på mig deroppefra".

Som den svæver ned af gaden får flere og flere øje på den. Går i stå.
Der sker noget. Varmen blandt dem der ser, bliver tydelig.
Menneskerne ler. Børnene hopper efter den strålende bobbel.
Bilerne går i stå.
Der er nogle der synger sammen.

En yngre mand står lidt derfra og ser. Han er pjusket og hans tøj er beskidt.
Han ser med forundring ud på alt det der sker foran ham.
På fællesskabet som han ikke er en del af.

Den store bobbel driver tæt forbi ham. Den lille pige er stukket af fra sin mor og løber efter.
Hun stopper foran den pjuskede mand og rækker sin hånd ud.
Kom med.

Et øjeblik er han med. Midt i det. Mens han løber med den lille pige efter den strålende bobbel.

Et vindpust skubber den op og rundt.
Herefter står den stille og vibrerer et øjeblik, indtil den springer i et Plop og sender en kaskade af små strålende dråber ud til alle sider.
Manden og pigen kniber øjnene i, som dråberne falder ned over dem.

Menneskerne blinker.
Den lille pige kigger forvirret op på manden. Hendes mor kalder i baggrunden.
Hun griner til ham mens hun løber afsted, så håret bølger omkring hende.

De virker lidt forvirrede, alle menneskerne.
Kigger sig lidt undrende omkring, indtil stilheden brydes af en fugl der skælder ud.
Så er det som om de kommer i tanke om, at de har travlt og skynder sig afsted igen.
De normale lyde er atter tilbage i gaden.

Tilbage står den unge mand. Lidt ude i siden af det hele og kigger.
Han ser ned på sit ærme. De sidste dråber forsvinder langsomt ned i hans tøj og efterlader bare en mørk plet.
Han stikker hænderne ned i bukselommerne og trasker videre ned af vejen. Sparker til en sten på vejen.
Men et lille smil kruser i hans mundvige. Han så dem, menneskerne.
Og han husker dem.
Han stopper op og kigger op.
Er han den eneste der husker?
Hans bryn rynker sammen.

Bag ved ham lyder en cykelklokke. Flyt dig.
Han går dovent ud til siden, mens moderen på cyklen forpustet tramper i pedalerne på vej forbi.
Bagpå cyklen sidder den lille pige.
Strålerne fra boblerne sidder stadig i hendes øjne og hun kigger på ham og smiler.

Han vinker til hende som hun forsvinder videre ned af vejen, runder et hjørne og er væk.
Men det gør ikke noget.
Han er ikke alene.

Send mere bacon...

Skal du have de der sko på?
Hvor er resten af suppen?
Husk at vinke til publikum.
Hvor mange kan man være på handicaptoilettet?
Må man danse numsedans i offentlighed?
Kan man blive taget seriøst?

TAK for helvede.

Bare sådan...

Jeg grubler over menneskehedens samhørighed.
Og over hvordan man skulle kunne undgå, at blive ked af det når mennesker kommer til skade rundt omkring i verden, hvis det er at vi alle er en del af den samme energi og hænger sammen. For når vi alle er den samme, så er det vel også en del af mig der går i stykker, når andre mennesker gør det?

Jeg tager syvmileskridt og har fået mig et nyt mantra: "Ingen mennesker er din fjende, ingen mennesker er din ven, alle mennesker er din lærer".
Og jeg lærer.
Og grubler.

Kort sagt. Alt er som det plejer at være...

Nårhja, og så har jeg købt mig nogle nye rundpinde. I rosentræ - olieret. Oooh my god, de er lækre!
Varme og bløde at røre ved.

Sammen med den lækre merinould, gør pindende det til en yderst luksuriøs oplevelse, at sidde og strikke rundt og rundt og rundt og...
Forhåbentligt bliver det til sidst til en dejlig lun trøje til Kamille. Jeg har ikke et billede af den færdige trøje, men den er islandsk inspireret. Jeg skal nok vise den frem når den er færdig (som om I kunne slippe!).

Pindende har jeg købt hos Strikkeboden som jeg netop har opdaget (jeg er glad for, at jeg kun havde 5 minutter derinde!).
Garnet og opskriften har jeg købt hos Håndarbejdscentret, der ligger i Amagercentret.

Det indlysende eller det geniale?

Et fælles ansvar.

I dag, søndag, stod den på rengøring i børnehaven.
En tjans vi forældre deles om.
Det giver ejerskab når man selv er med til, at vedligeholde noget.
Og det var en fornøjelse, at gå fra en funklende ren børnehave hvor jeg med stolthed kan aflevere min datter i morgen tidlig.

Kamille var selvfølgelig med. Det er hendes børnehave, så hun skal være med til at passe den.
Hun var meget aktiv med klud og sæbevand og tørrede flittigt hylder af.
Men en hel børnehave er meget når man er tre år, så hun fik tidligt fri og gik ud og legede med børnehavekammeraten mens vi to forældre arbejde videre indenfor.

Lørdag.

Skål for nye venskaber.
- Og strik.
- Og for at dele tips og tricks.
- Og langsom mad.
- Og Kalaha.
- Og urtethe.
- Og grin.
- Og rødvin.
- Og sene nattekram.
- Og for, at blive adopteret af husets yngste beboer.

En artsfælle.

Normalt står jeg alene.

Bliver hånet.

Og vrænget på næsen af.

Men nu....

"Moar, jeg vil have en til af dem der grøn ost".

Åhhh fryd!!

Sensitiv opvågning.

Ja mens i hegner jer i påskens hellige navn, så går jeg på arbejde.
Og derude sker der ikke en skid, for alt er lukket og alle sagsbehandlere er gået hjem.
De unge er også fuldt (haha) optaget af at gøre det samme som resten af landet. Passe sig selv og dingle rundt.
Det er godt nok også uretfærdigt at man ikke bare må være en lille smule tipsy mens man er professionel.
Gi´ en øl, nå!

Så jeg læser. Mens jeg sidder på det der arbejde.

En bog (dooh). En meget, meget vigtig bog.
En bog jeg iøvrigt er startet på mindst 10 gange før, men nu kom tiden hvor jeg var klar.
Eller noget.
Jeg sluger den ihvertfald.
Den har omtrent samme virkning på mig, som dengang jeg fandt ud af noget mere om det der med IQ og rumskibe.

Det handler om sensitivitet.
Noget jeg egentlig har vidst at jeg var i årevis. Bare uden at have nogle redskaber til at håndtere det og uden rigtig at kende det til bunds.
Jeg husker første gang jeg stødte på begrebet. Jeg arbejdede som handicaphjælper og bladrede formålsløst rundt i et blad mens jeg ventede på, at hende jeg arbejde for skulle blive færdig med sin behandling.
Jeg stødte på en artikel om folk der kaldte sig sensitive. Der var en liste til at tjecke om jeg selv var sensitiv. Jeg gloede på den artikel med tanken "Ej, jeg troede det kun var mig der havde det sådan".
En tanke jeg iøvrigt er stødt på utallige gange siden.

Hvornår lærer jeg mon at vi mennesker som race er forbundet og ingen af os står alene. Der vil altid kunne findes nogen at dele med, som kan sige "jeg kender det".
Anyway, sidespring.

Bogen jeg sluger hedder "Særligt sensitive mennesker" og er skrevet af Elaine N. Aron.

Ja, det er et stykke køkkenrulle jeg bruger som bogmærke, okay...

Mens jeg læser, er der mange oplevelser igennem tiden, hvor jeg følte mig svag, forkert, sart og defekt, som jeg får lagt på plads på en helt ny måde.
Men en overbærende "Nårh, var det bare derfor"-følelse tænker jeg det hele igennem igen. En oplevelse meget tæt på dengang jeg tænkte min barndom og opvækst igennem med den nye viden om IQ.
For hver gang jeg finder en ny viden, giver det hele mere og mere mening og for hver gang falder mit puslespil mere og mere på plads.

Som sagt har jeg vidst at jeg havde det temperament der kaldes sensitiv, i årevis. Dog uden rigtig at vide hvad det handlede om, ud over at jeg har det med at vide hvad folk i virkeligheden siger istedet for det de gerne vil havde mig til at tro. Nårhja, og så min udvidede evne til at mærke stemninger og min manglende evne til at vide hvor jeg selv slutter og de andre begynder, for jeg mærker andre mennesker så meget at jeg kan have svært ved at adskille dem og jeg.
Og hvad mener jeg, helt selv. Sådan uden først at spille kamæleon og prøve at regne ud hvad der ville være det mest rigtige at svare.
Jeg er en grubler. Det er der vist ingen der er tvivl om, hvis du har fulgt med her på bloggen i et stykke tid eller hvis du kender mig personligt. Jeg bruger meget tid på at spekulere over meningen med livet og døden og hvor kompliceret alting er.

Jeg bliver så uendeligt overstimuleret. Ved en almindelig sammenkomst, som for dig kan være afslappende og dejlig, bliver jeg så træt. For jeg har svært ved at sortere. Jeg kan følge med i 4 samtaler og samtidig høre musikken. Jeg opfatter ansigtsudtrykket hos hende der ovre ved væggen, mens han læner sig ind over hende og jeg kan mærke hun ikke kan lide det, selvom han selv ikke opfatter en pind.

Jeg er sart overfor søvn. Jeg har brug for mere en de fleste af mine jævnaldrende. Men jeg kan have svært ved, at falde i søvn. Jeg kan faktisk være for udmattet til at falde i søvn. Det lyder dybt mystisk, men det er sandt. Og når jeg er i søvnunderskud og udmattet så bliver jeg næsten ubærligt sensitiv og stort set hjælpeløs med hensyn til, selv at råde bod på det. Det er skruen uden ende med negativt fortegn.

Men Elaine Aron lærer mig langsomt (eller faktisk, lynhurtigt!) at det er ok for mig, at gå lidt rundt i yderkanten af et selskab. Jeg er ikke forkert af den grund. Det er heller ikke synd for mig, for jeg kan bare gå ind midt i det hele når jeg er klar.
Hun lærer mig også, at det er ok at være lidt nervøs for at prøve nye ting. Jeg er ikke en kujon, jeg er bare forsigtig og har et udviklet "stop-op-og-tjeck"-system (dette begreb giver mere mening når du har læst bogen).
Jeg er ikke sart når jeg stopper mine fingre ind i mine ører ved høje lyde. Jeg har bare svært ved at sortere og alle lyde har stor indvirkning på mig.
Jeg er ikke ude af stand til at tage en beslutning, jeg er bare længere tid om at beslutte mig end så mange andre. Jeg skal lige spekulere færdig over de forskellige udfald. Mine måde at analysere enhver sitation er mere nuanceret og dybdegående end de fleste andre.

Og sidst, men ikke mindst, jeg er ikke ude på at forherlige mig selv her.
Ingen særligt sensitiv ville nogensinde bryde sig om at blive sat på et pidestadel. Der ville gå 5 minutter og så har vi dårlig samvittighed!

Føler du dig ramt af det jeg skriver? Kan du kende det?
Prøv at klikke dig forbi her og se hvor meget du kan nikke genkendende til.
Og bagefter anbefaler jeg dig på det varmeste at læse Elaine Arons bog.

P.s. Og apropo sensitiv, få mig ikke startet omkring besværligheden omkring vaskemærker der kradser, lagner der krøller (og har krummer på! *gys*), uldtrøjer, snekolde fingre og så mange mange andre ting...

P.p.s. For at der findes sensitive voksne, så må der jo også nødvendigvis findes sensitive børn. Hvis du selv kan nikke genkendende til ovenstående og du har barn/børn, så er sansynligheden for, at mindst et af dem også er sensitivt, stor. Du kan jo kigge forbi her og bagefter kan du jo kigge i en anden af Elaine Arons bøger. Nemlig den om sensitive børn.
Kan også anbefales til bedsteforældre og andre betydningsfulde voksne i dit barns hverdag.

Pulled pork. Et langsomt projekt med stor effekt.

Forleden dag lavede jeg Pulled Pork for første gang - men bestemt ikke sidste!
Et perfekt projekt til, når der er flere fridage i træk.

Jeg startede med at sprænge en alm. svinekam (vi kunne ikke finde nogen nakkesteg da vi handlede ind, som ellers skulle være det optimale).
Jeg skar sværene af den og lagde dem i køleskabet med godt med urtesalt på.
Jeg brugte denne opskrift til saltlagen jeg sprængte kødet i. Stegen lå i lagen 18-20 timer.

Kl. 8 om morgenen lagde jeg stegen i min Römertoft med en smule væske og 5-6 fed hvidløg. Römertoften kom i ovnen som blev tændt på 120 grader. Jeg kiggede til den 2-3 gange for at sikre mig, at der stadig var væske rundt om stegen.
Kl. 16 tog jeg stegen ud, da vi skulle bage boller.

Jeg gav også sværene lidt mere salt og lagde dem i ovnen, da bollerne var færdige. De fik 200 grader på varm luft, indtil den rette "hule" lyd opnåes ved at slå med en gaffel på sværene.

En halv time inden vi skulle spise, skruede jeg ovnen op på 220 grader med varmluft og lagde stegen i et ildfast fad. Den fik ca. 20 minutter, til jeg syntes overfladen havde fået nok farve.

Prøv at lægge mærke til hvordan det bobler under stegen på billedet. Forestil jer lyden - og ikke mindst duften.

Og så til den største tilfredsstillelse ved denne måde at lave steg på: Tag to gafler og træk stegen i stykker.

Der er mange måder at lave pulled pork burger på. De fleste bruger vist coleslaw i. Jeg bryder mig ikke så meget som coleslaw, da jeg synes stegen er fedtet nok i sig selv, så jeg rev bare hvidkål og gulerødder i min foodprocessor som fyld i. Og da jeg havde glemt at lave barbecuesovs, så fik bollen en klat god mayo (øko eller Hellmanns, ikke det alm. uden smag).
Og så en flæskesvær eller to.

HUSK øllen til og så stopper man ikke før man har tunnelsyn af mæthed.

Velbekommen!

Mure

Jeg har en lille notesbog jeg altid bærer rundt på. I den nedfælder jeg ordene når de flyver forbi.
Det kan være hvad som helst, som jeg føler behov for at gemme på skrift, så det ikke bare bliver flygtige tanker.
Herunder er en af de tekster jeg har gemt i min bog.


Mine mure er tykke og så uendeligt seje.
Mange ting er ikke lykkedes, uden jeg forstod hvorfor.
Men jeg tror jeg forstår nu.
På grund af mine mure lukkede jeg aldrig nogen ind - og kun en brøkdel ud.
Jeg må have været oplevet som arrogant.
Og så gik jeg der alene med mine tanker og var ked af det og forstod ikke hvorfor de ikke kunne få øje på alt det jeg kunne byde ind med.

Intet vist, intet risikeret.
Ingen til at pege fingre hvis det ikke lykkedes.

Tænk hvor meget af livet man kan spilde på, at være bange!

Iskaffe, uhhmm..

Jeg har fået mig en ny yndlingsmåde at lave min kaffe på. Noget mere omstændig end lidt varmt vand og lidt instantkaffe rodet sammen, men nydelsen er også så meget desto større.

Jeg laver en omgang kaffe. Køler den ned og hælder den i isterningebakker eller -poser. Fryser dem ned.
Heri er der jo til mange gange, så det er kun første gang du skal vente til dagen efter med at få kaffe ;).

Laver en ny omgang kaffe og køler helt ned.
Putter isterningerne i mit glas (som godt kan tåle at blive skyllet og stillet vådt i fryseren i ca. 20 minutter. Det ser ret lækkert ud når det kommer op). Hælder tilpas med mælk i. Tilsæt sirup, brun farin, kakao, bailey, whiskey eller hvad du nu har lyst til.
Derefter kaffe og så en klat flødeskum (jeg rørte nogle vanillekorn ud i mit flødeskum).
Kan godt tåle en smule kakao oven på flødeskummet til sidst.

Velbekommen.....