Midt imellem farvel og goddag.

I dag har jeg stået i aulaen på skolen her i Nykøbing og sunget julesange. Vi har sagt glædelig jul til alle og hinanden.

Jeg blev så uendelig sentimental. - Og så utroligt glad over børnesindets tankeveje, da en af børnene stille spurgte sin lærer om det mon var hende der havde skrevet "Et barn er født i Betlehem", fordi læreren lige havde været oppe og læse juleevangeliet op og vi nu skulle synge samme eventyr.

Her stod vi så, midt imellem farvel og goddag, og jeg krammede min søn og så ud over mængden. Folk jeg har festet med, senere fulgtes med i mødregruppe, børnehave og til sidste her i skolen som voksne forældre.

Det er en lille by og vi kan ikke undgå at berøre hinandens liv. Jeg flyttede herop da jeg var lige lidt over 20 år gammel og flytter nu igen som 32 årig. Det er vigtige år jeg har tilbragt heroppe på landet.

I går bragte vi farvel-kager til drengenes klasser og i dag fik Matias en fantastisk mappe med afskedstegninger fra sin klasse og en skøn gave fra lærerne (og jeg trillede en tåre over den kærlighed der var tegnet ind på hvert stykke papir, da jeg i et stjålent øjeblik kiggede mappen igennem helt for mig selv).

I dag siger vi farvel, i morgen siger vi goddag.

Børnene vil have deres madrasser ind ved siden af voksensengen, og vi krammer en hel masse.

Der er meget nyt og det er lidt skræmmende.

Men vi gør det sammen! Og vi glæder os. Det er bare så pokkers svært at sige "På gensyn".

Om lidt går jeg i krig med flyttekasserne så de står klar. 

I morgen tidlig fragter vi madrasser, dyner, tandbørster og andet overlevelsesgrej med til København og kommer så kun tilbage for at pakke mere sammen og besøge en ven eller to.

Det er meget, meget mærkeligt, at stå her på knivsæggen mellem goddag og farvel.

--------
Der kommer også til at gå lidt tid før vi får internet det nye sted, så opdateringen her på bloggen bliver nok sporadisk indtil der er hul igennem.
Men jeg har adgang fra min mobil til Pust til Mælkebøtten på Facebook. Så hvis du vil følge med indtil jeg igen kan opdatere her på bloggen, så gå ind og tryk "Synes godt om". Jeg skal nok lægge billeder og lidt opdatering ind der løbende.

Vi klipper og brainstormer

'

Uhhhh, det kilder i maven.

Nøglerne til den nye lejlighed ligger i min lomme og aftenen i går blev brugt med the og klippe-klistre. Ikke den slags klippe-klistre som størstedelen af verden gør sig i, i disse dage. Men når man har valgt en hule med skråvægge, så kræver det opfindsomhed at få møblerne til at passe ind.

Men det bliver SÅ hyggeligt!

Det kilder også i maven af glæde over, igen at kunne få én hule. Rykke sammen og lave en fælles hule, hvor alle har deres helt egne yndlingsting lige dér og ikke altid er glemt i den anden hule. 

Hvor jeg igen skal vænne mig til, at jeg ikke bare kan rykke rundt og hænge op som jeg vil, for der står en anden voksen på lejekontrakten, der også har en mening.

Mine sønner får hver deres dør de kan lukke bag sig. Processen med at dele værelserne mellem sig ordnede de helt selv!

Jeg glæder mig helt ustyrligt til nytårsaften på 5. sal i indre by! Og jeg skal vænne mig til, at skrive 2300 Kbh S når jeg skriver min adresse ned....

P.s. 5. sal, uden elevator. Jeg glæder mig til at hilse mine baller velkommen igen. Hvor har I været alle disse år!?

Vi er (åbenbart) trætte i denne tid..

Nogle gange er min blog fyldt med idyllisk.. øhm.. idyl. Fordi den dag ér mit liv sådan.
Andre dage er min blog fyld med .. noget andet, fordi sådan er mit liv dén dag.

Her til aften kunne jeg vise billeder af bunker af lækre overskudsgrøntsager på fade, skåret i hapsebidder og lagt klar til ungerne kom hjem.
Jeg kunne også vise billeder af min yndlingspesto "in the making" sammen med min datter (grønkålspesto. Yay, grønkålen har ramt butikkerne!! I *heart* grønkålspesto).
Det ville se vældigt pænt ud.
Jeg kunne også have valgt at vise billeder af vores aftensmad der bestod af en trilogi af kartoffel.
Frostkartofler til ovnen, chips og .... æhm... osterejer (alle ved det er en sort helt for sig selv).
Det ville se knap så  pænt ud.
Alt energien var åbenbart suuget ud i grøntsagsstavene! Men det var billige point på børnefronten. Pomfritter og chips til aftensmad? Seriøst mor? Yay!!! Må jeg få lidt mere ketchup?

Til gengæld fandt jeg pludselig mig selv, sovende til Nissebanden, i bunke med min datter, på sofaen.
Sådan er min fredag aften så denne uge...

Alle andre end mig er til julefrokost. Seriøst.
Alle!
Selv ham jeg har valgt at dele mit liv med.
Og det er fuldmåne. Dvs. en yderst trippende og urolig aften for mit vedkommende (undtagen den halve time jeg sov. Det gælder ikke. Der er sovepulver i børn der putter med en. Seriøst!).
Men jeg er stuck!
Og sker der noget på Facebook? Nej, for alle har travlt med, at have et socialt liv.
Så jeg ser Linkin Park koncert på Mtv. Eller rettere,jeg så koncert, indtil det blev afløst af unge mennesker, der ikke ved hvad geografi er, der råber af hinanden på tv.
Se det er fanme sørme en god måde at bruge en fredag aften på.

Men mit nye arbejde holder juletamtam i januar, og så skal de eddermageme sørme se en Mælkebøtte på slap line. Og jeg skal skrive på Facebook at JEG nu er på vej til julefrokost. Og I vil være misundelige, vil I.
Der har jeg vel også kendt min nye kollegaer i over en uge, så det er vel ikke for sent at vise dem den berusede, ekstra ærlige side af mig, vel?
Gad vide om min chef skal med?

Skåååål Danmark!

Nårjha, og glædelig blæst....

Vi glæder os i denne tid..

Det er hemmelige tider.
Mærkelige kasser i skabe og forældre der pusler efter sengetid.

Herover er det gaven til husets tøsebarn.
Dukkehuset er fra far og mor. Inventaret er fra bedsteforældrene.
Jeg har selv shoppet de meget specifikke ønsker. Så er bedsterne sikre på at barnet får det helt rigtige ;) - og vi har sparet på portoen ved, at jeg lavede en samlet kurv.
Jeg kunne ikke dy mig for at sætte tingene ind i huset inden jeg pakkede det ned i to kasser, klar til at fragte til bedsterne der så kan give det videre til tøsebarnet.

Hvordan gør I hjemme hos jer med indkøb af gaver?

Hvad sker der for dig Danmark?!

Jeg holder normalt Mælkebøtten fuldstændig fri for politik, men i dag må jeg tage bladet fra munden!
Jeg ved godt, at bloggen ikke er så aktiv disse dage, for jeg drøner rundt og får alle ender til at mødes det rigtige sted.
Men i dag måtte jeg lige stoppe op, sætte mig ned og hælde min harme ud i cyberspace.
Jeg er harm! Jeg er VRED!

Hvad er det der har fået mit sind så meget i kog?
Det er det seneste sparetiltag i det offentlige. Nu må de ældre ikke længere få saftevand!
Hvad siger I til mig? Må de ikke få saftevand?
Nårh, de må ikke få for meget sukker!!!?!
Undskyld, vi taler her om ældre mennesker i deres livs efterår, ik. Det er dem I vil tage saftevandet fra?!
Ja, siger du?

Jeg så en ernæringsekspert i mit tv i morges. En frisk, ung kvinde med retten til at bestemme over eget liv i behold.
Og så sad hun der og talte om ældres sukkerforbrug!
Undskyld mig! Har du nogensinde hørt om småtspisende ældre mennesker der er så tynde, at de får liggesår alle vegne af at ligge i den seng, som de ikke altid kommer op af så tit (der er der er nemlig ikke tid til!).
Har du nogensinde selv sengebadet sådan et undervægtigt menneske? Måtte passe sårene?

Har jer der har taget den beslutning, nogensinde givet jer selv tid til, at lytte til et ældre menneskes livshistorie? Set bag det rynkede ydre og frydet dig over livet der blev levet, og mærke respekten for det tynde gamle menneske i sengen vokse, som historierne bliver fortalt?
Har I nogensinde selv set jeres egne kære sygne hen på et plejehjem? Se dem spise lortemad, og nu heller ikke må få et skide glas saftevand? Nej vel? Så ville I ikke komme med sådan et forslag!

Det er jo vanvittigt!!
Hvor er respekten for mennesket? Hvor er selvbestemmelsesretten?
Hvor er muligheden for bare, at nyde den sidste tid.
Æde, drikke og elske sig ihjel, som de må på Lotte plejehjem, under Thyra Franks styre.

Hvad fanden bilder I jer ind!
Jeg er flov over, at være en del af det danske sundhedssystem efterhånden. Jeg vil ikke være med til, at behandle mine medmennesker på den måde!!

Når alt man har tilbage, er små nydelser; Duften af vellavet mad, en blød pude, en kærligt kram, så vil I pludselig bekymre jer om deres sukkerindtag.
Så la´ da være!!!

Jeg er ikke sukkerfortaler. Slet, slet ikke. Vi har bevidst begrænset indtag i vores hus, men der er edderfløjteme forskel på at være en sund, aktiv og ung familie og så en dejlig ældre mand eller kvinde, i sit livs efterår!

/Sygeplejersken

P.s. Jeg lover at holde banderiet på en minimum igen nu. Måtte bare lige lukke damp ud.

Mens vi venter..

.. på svar om den lejligheden vi har set på, er vores (*håbe*).
.. på, at regnvejret driver over.

Midt i ventetiden nyder vi nuet, på en indendørs lørdag.

Trylledej: 1 kop salt, 1 kop vand, 2 kopper mel, 1 spsk. olie.

Lidt brændstof til små motorer.

Jeg kan godt lide ost med meget smag. Denne tegning blev til efter vi havde spist frokost!

Nu venter vi på, at kunne male figurerne.

Det er fantastisk, at kunne bruge så meget af en dag, sammen, rundt om spisebordet.

Bag om teksten.

Kender du den der stemning?
Den der giver dig lyst til at skrive.

Det er som at spænde lidt i en muskel, at holde fast på stemningen.
Der skal ikke de store forstyrrelser til, for at rive dig ud af tankestrømmen og lukke for kassen.
Den kasse med ord, der ikke bare åbner sig sådan hele tiden.
Nøglen er den rette følelse, og den kan ikke drives frem. Den kommer når den vil.
Jeg kan prøve at vride det ud, men det bliver aldrig rigtig godt.
Men når det selv vil, det stædige asen, hælder det ordene ind i mit hoved.
Om jeg sidder i bussen og kigger ud på regnen der løber ned af ruden.
Om jeg sidder i bilen og får et glimt af en bilist og begynder at tænke på hans liv.
Om jeg sidder og kigger på min datter, der har kaldt så inderligt fra sin seng, efter et sidste kram i dag, og desuden er tørstig. Mit hjerte bobler over som hun sidder der med store øjne og hendes små fingre griber om koppen. Jeg kan høre hvordan hun synker og hendes veltilfredse suk når hun giver mig koppen tilbage og får et par kys inden jeg går igen.

Jeg har altid en kuglepen og en notetsblok i min taske. Altid!
Mange en gang har jeg siddet og skriblet i bussen.
Mange en gang har jeg desperat måtte søge efter et sted at holde ind til siden med bilen, inden tanken løb videre og jeg ikke kunne holde fast i den længere.
Mange en gang har jeg forsøgt at finde ord for at beskrive, hvor meget jeg elsker mine børn. Altid forgæves.

Engang opstod der pludselig en flig af en historie midt om natten, og jeg vidste jeg måtte skrive den ned før den forsvandt.
Sidenhen forsøgte jeg, i ren iver, at presse stemningen frem, men rendte panden mod muren.
Rynkede brynene og gav op.
Men jeg har groet tålmodighed (næsten). Venter pænt til næste kapitel beslutter sig for, at afsløre sig selv. Kun på den måde bliver historien fortalt som det er ment, og ikke på en fortænkt måde, af et sind der gerne vil præstere.

Og sådan er det nogle gange også ude i det virkelige liv. De kapitler vi hiver frem, bliver ikke altid lige så gode som dem der opstår fordi vi bare ikke kan lade være og alt pludselig synes, at falde i hak.

De der ord er drilske.
Lige som livet er drilsk og fuld af overraskelser. Men ligesom med ordenes stemning, så må vi være åbne og årvågne når dørene åbner sig og mulighederne folder sig ud. De er væk lige så hurtigt som de opstod hvis vi ikke formår at gribe dem. Hvis vi går halvsovende rundt i vanernes land, er der bare så meget vi ikke får set.

Må din weekend være fuld af vågen opmærksomhed.

/Synne

Undskyld, men må jeg få mine penge?

Jeg ringer undrende op til min A-kasse, da vi nu har rundet den 1. og der stadig ikke er gået dagpenge ind.

Synne: "Goddag. Jeg ville bare høre hvornår jeg kan forvente at få udbetalt mine dagpenge?"
Mand: "Ja jeg kan se her, at din sag ikke er færdigbehandlet og indtil da kan vi desværre ikke udbetale penge."
Synne: "(!?!!?!?!?!?) Æh hva? Ikke færdigbehandlet? Jeg har regninger jeg skal betale?"
Mand: "Ja vi har rigtig travlt og jeg kan se der kom rigtig mange sager på det tidspunkt vi modtog din ledighedserklæring."
Synne: "Det er jo absurd! Jeg har en bl.a. husleje der skal betales. Hvad skal jeg betale den med?"
Mand: "Ja du må jo gå ned og tale med din bank."
Synne: "Betaler I så udgifterne til overtrækket?".
Mand: "Vi er inde i en flaskehals og er igang med at ansætte flere folk".
Synne: "Har du så nogen ide om hvornår jeg får udbetalt dagpenge?"
Mand: "Jeg kan sende en rykker ned tilsagsbehandlingen."
Synne: "Ja det synes jeg da er en fremragende ide. Men ved du ca. hvornår jeg kan forvente at få udbetalt nogle penge?"
Mand: "Vi har rigtig travlt og arbejder så hurtigt vi kan"
Synne: (&Y#%/"/#TR¤!!!!!!!!!!) "Okey, jamen så må jeg jo vente pænt. Kan du nu have en god dag"
*klik*

......

HVORFOR skal det være sådan?!?!?
Åhhhhh hvor jeg dog glæder mig til, at være ude af  det system igen!

Juhuuuu(L)

En runde i de lokale genbrugsbutikker, lidt fra gemmerne, lidt fra drengenes produktion fra skolen, lidt mos fra Fakta, et stearinlys i ren stearin og så et drys stemning.
Så nåede vi til 1. december.
Det bliver småt med julepynten i år, for ingen af os aner om vi har pakket begge huler ned om 14 dage, men lidt stemningsdrys skal der til, trods alt.
Og mon ikke, som i et rigtigt juleeventyr, at også vi sidder d. 24.i et julepyntet hjem med hele smøren (det kan jeg faktisk garantere, for vi pendler mellem bedsteforældrene, og hos dem er alt - heldigvis - som det plejer, at være).

Skålen med krystaller er sat ind som et pædagogisk forsøg.
Når man, som jeg, godt kan lide at pynte spisebordet med dims, men er træt af, at diskutere hvad der må pilles i (og pilles i stykker, ikke mindst), så må man indføre "pil-løs" zoner.
Der kommer skålen med runde sten ind i billedet. Nu kører skålen rundt når vi spiser og børnene vælger deres egen sten. Og dermed har utålmodigheden et sted at blive kanaliseret over i, og vi kan sidde samlet mere end 10 minutter ad gangen.
Der er selvfølgelig rift om udvalgte sten, men overordnet set virker det.