Det lugter lidt af ARGH!

- For 2 uger siden startede min mellemste i 0. klasse, med alt det bringer med sig af træt barn, behov for ekstra opmærksomhed.
- Om 4 uger stopper min datter i sin fantastiske dagpleje og skal starte i børnehave. Men alt hvad det bringer med sig af træt barn, ekstra opmærksomhed, dage med indkøring o.s.v..
- Om 8 uger har jeg ikke noget job, men alt hvad det bringer med sig af jobsøgning, afvisninger, mails der sendes og svar der utålmodigt ventes på.
- Om 8 uger skal jeg sige farvel til en fantastisk gruppe kollegaer og en gruppe uforglemmelige unge, fordi Holbæk kommune har så meget rod i deres egne rækker at de har stoppet anbringelse af unge uden for hjemmet!
- Lige nu har jeg måske et projekt i støbeskeen der kan gå to veje. Det kan blive kæmpestort eller det kan fise ud i en lille lugtende prut der siver afsted og glemmes. Men lige nu kræver det opmærksomhed, forberedelse, en jernstærk selvtillid og disciplin.

- Lige nu er min hvilepuls over det tilrådelige og mine nætter er præget af drømme hvor jeg drøner rundt og har glemt mere end jeg husker.

Fordi..

Fordi de er hamrende dygtige og svinger for vildt, så jeg får svært ved at sidde stille og smilet breder sig.
Fordi det er den sejeste musikvideo.
Fordi Omsen og Momsen er en del af mine magiske barndomsminder.

Fordi, at voksenlivet med tre små børn føles PRÆCIS sådan som alt det de synger, til tider (hvornår må man bedøve børn? Alternativt bare binde dem?).

Fordi jeg vil minde mig selv om, at dagen i dag er børnenes.
Fordi jeg vil minde mig selv om, at sige lidt mere ja end nej til de samme børn.
Fordi det er fredag og lige præcis denne her fredag er den helt rigtige fredag til at hoppe lidt rundt og spille på boliginventar.

1. skoledag (med video).

Altså, det var i mandags ik´. Men bedre sent end aldrig?
Jeg er vist bare notorisk bagud med stort set alt i disse dage.
Oh well.

Men lad mig præsentere *trommehvirvel*...

Taknemmelighed

Jeg har været til fest (christ, er jeg nået dertil, hvor sådan en begivenhed er så sjælden at den må fortælles om i æteren?). En af den der slags fester med alt for hyggelige mennesker, der sagde alt for sjove ting og med alt for mange kolde øl i stabler til det egentlig var tilladt kun at drikke én og køre hjem da tiden blev til skumring i horisonten og mærkelige drinks på bordet.
Jeg var søndags-arbejdsramt, og selvom jeg godt kan huske dengang i Favør kiosken hvor jeg måtte ud og kaste op på toilettet en gang imellem, midt imellem morgenfriske mennesker der insisterede på at skulle købe den slags wienerbrød med mest creme og fedt på (værtinden til aftenens fest var iøvrigt en del af den aften der kom før den omtalte morgen i kiosken. Det kan man jo tænke lidt over), så er det bare ikke et godt forbillede at møde op, 31 år gammel, på arbejde om søndagen, med tømmermænd. Sørgeligt nok. Så jeg kørte hjem.

Anyway, nu skulle dette blogindlæg faktisk slet ikke handle om dårlige vaner eller druk.
Nej, midt i madlavningen til festen (jep, jeg elsker den slags fester. "Hey velkommen, skærer du ikke lige noget salat?") fik en ven jeg ser alt for lidt, fortalt at han da fulgte med på bloggen her hver dag.
Og så er det at jeg er ved at skære fingrene af mig selv der midt i icebergén.
I panik over den ros det jo er, i panik over om jeg nu har skrevet noget for personligt, i generthed over at her står et menneske som jeg ikke har talt med i noget der ligner 6 måneder, og alligevel er dette menneske totalt opdateret omkring mit liv (sådan, stort set).
Nåmen det bliver bare til sådan en gang uforståeligt mumlen fra min side af, mens synapserne går amok i min grå masse af en hjerne og jeg forsøger at finde en måde hvorpå jeg kan 1) gøre mig instant usynlig. 2)implodere i et lille *puf*.

Her til aften, på vej hjem fra det der arbejde, igennem regnvejr og massedød for frøer (prøvede virkelig at undgå. Undskyld!) kom jeg til at tænke på den der bemærkning igen:
"Jeg følger med på din blog hver dag" og så var det jeg tænkte, var det så skide svært bare at tage imod rosen Synne P? Bare at sige sige hvor fedt du synes det er?
Åbenbart.

Så her kommer den. Både til dig, du ved hvem du er ;), og alle I andre der kigger ind.
Både dem der følger fast med og jer der tilfældigt kommer forbi imens I måske søgte efter noget helt andet:

Tak for helvede!
Tak fordi I gider leve det igennem sammen med mig, det her liv.
Tak for jeres kommentarer.
Tak for jeres tålmodighed.
Uden jer ville det bare ikke være det sammen at kaste mit hjerteblod ud i det store tomme rum.
I griber mine tanker og hjælper mig med at navigere.
Tak, for helvede!

Slam-bam..

Så blev man lige ramt hverdagen. HoldaOP!
Vækkeure, madpakker, cykelture i regnvejr, huskelister, budgetter, planlægning.
Og forandringer.
Forandringens vinde blæser.

Der er kærlighedsforandringer i nuet (apropo slam-bam!).
En mandeskjorte der hænger på min spisestuestol. Der hænger den nogengange hele natten.
De der kærlighedsforandringer er benhårdt arbejde. Men det føles rigtig godt.

Arbejdsforandringerne venter forude.
De er lang mere usikre. Men jeg har godt håb for, at lande sikkert på begge ben.
Jeg er en lille bitte smule nervøs, men mit hjerte banker mest med håb.
Der er mange veje at vælge imellem. Hver især med forskelligt udfald.
Jeg holder fast i drømmene og mig selv, mens jeg jonglerer med livet.
Og håber på, at lande sikkert på begge ben. Både for mig og dem jeg holder allermest af.

Aftensmad: Spicy frikadeller og bulgursalat med grillet peber, mandler og feta m.m.

Grillede forårsløg og -rød peber samt andre ingredienser der ligger klar.

En kogebog, at kigge efter og god musik til arbejdet (Joni Mitchell: Shadows and light).

Hjemmebagt brød: 50 g gær, 500 ml lunken vand, soltørrede tomater i strimler, grønne oliven, et skvæt olie, lidt salt, lidt sukker, rugmel og hvedemel til det passer til, at dejen er klæbrig 

når man rører i den med en ske, men hænger godt sammen. Smør et passende fad med olie og hæld dejen i. Bred dejen ud i fadet. 

Hæld lidt mere olie over dejen i fejende bevægelser. Drys med salt (gerne groft havsalt) og udvalgt krydderi - her tørret økologisk basilikum. Sæt til hævning under fugtigt viskestykke og bag i ovn ved ca. 200 gr. til den siger hult "plonk" når du slår på skorpen med en ske eller negl (ca. 30 minutter).

Tag ud, køl af, skær i passende stykker og server med verdens bedste smør.

Steg et par små frikadeller; hk. kalv og flæsk, findel et løg og hak et fed hvidløg, tilsæt lidt mere basilikum (ja, det var en basilikumdag), lidt umf! (chili eller stærk karry), et par æg, salt og havregryn. Tag en teske til at fiske fars op med, lav runde kugler i hånden og læg på panden.

Lav en grøntsagsdip: tahin, hvidløg, havsalt, citronsaft, vand, et skvæt god mayo (som i, økologisk).

Lav div, grøntsagsstave.

Lav den der bulgursalat (der kan findes i kogebogen Funky Hverdagsmad - og som i øvrigt korrekt hedder Couscoussalat, men bulgur smager jo også godt (tomáto-tomató) og fandtes i en mørkere 

og grovere version i min lokale Brugs).

I kogebogen har de også brugt sorte oliven. Men dem kan jeg ikke lide, så jeg brugte grønne.

P.s. Jeg har fået mig en rigtig foodprocessor siden det indlæg om kogebogen. 

"Synes godt om" foodprocessor - og lillesøster, der skaffer køkkendimser til gode priser.

Og så er der bare tilbage at sige: Velbekomme :-).

Både børn og voksne var ved at gå til over duften fra køkkenet under tilberedningen og måtte fordi tit og fiske smagsprøver. Siger det bare ... ;-P.

En lille Chanel sag i guld - eller hvad?

Jeg har fundet denne skønne lille guldtaske i en genbrugsbutik.
Ved første øjekast en lækker lille vintage Chanel taske.
Eller er det? Jeg ved ingenting om at spotte om tasker er originale eller kopier. Jeg ved bare, at tasken her føles lækker. Der er tyngde i metallet og der er, så vidt jeg kan se, ægte ruskind indeni.

Det er så her I kommer ind i billedet. Hjælp mig! Pleaase ....
Har jeg købt en kopi eller den ægte vare? Der må være flere af jer der er gode til at se den slags :).

Skønne ligegyldigheder

Jeg går rundt med en stigende følelse af vrede indeni.
En følelse af, ikke at slå til.

Verden er blevet vanvittig og her kan jeg bare sidde og være i mit liv på bedst mulige måde med alle dets ligegyldigheder.

De små døende børn i afrika, kunne have været mine børn.
Men mine har trygge, buttede kinder.

De døde og sårede børn i Norge kunne have været familiemedlemmer.
Men min familie er i sikkerhed og i live.

I går aftes sad jeg og så på soldater torturere mennesker i frihedens og tryghedens navn.
En udsendelse der satte fokus på menneskerettigheder, og hvordan krigen i Afghanistan har sat disse på en hård prøve.

Hvordan kan jeg bare sidde her med hænderne i skødet og leve mit eget lille liv?
Hvordan kan jeg gå op i håndarbejde og andre luksus- og overflodsting når verden er i sorg og krise?
Jeg kan ikke rumme det inden i mig.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe.
Det virker som så letkøbt god samvittighed at donere 100,-.
Nej jeg ved godt, at hvis alle nu donerede de 100,-....
Men jeg bliver handlingslammet. 100,-!! Det er jo ingenting når jeg sidder og ser på marken fyldt med mennesker der sulter - i øvrigt mens jeg selv sidder og bøvser mæt og overvejer om jeg burde tabe et par kilo.

Det er så modsætningsfyldt og jeg ved ikke hvordan jeg skal agere i det.
Men svaret er måske bare, at jeg bliver nødt til det.
Jeg bliver nødt til at leve mit liv, med alle dets ligegyldigheder.
Jeg har 3 børn der hver dag kigger forventningsfuldt på mig. Hvad glæde har de af en mor der er handlingslammet af dårlig samvittighed overfor mennesker, hvis lidelser dybest set ikke har noget med mig at gøre?
Jeg har et arbejde hvor jeg hjælper unge mennesker med at finde dem selv og deres styrke. Hvad nytte har de af en miljøterapeut der ikke er til stede lige her og nu.
Men der er så mange flere der lider, og jeg har kun to arme.

Måske er hemmeligheden også, at give mig selv lov til at nyde mit luksusliv og hjælpe i det små.
Sortere mit affald, donere de 100,-, kramme min næste og sprede lidt kærlighed?
For jeg har stadig kun to arme, og mit hjerte sprækker når jeg forsøger at lukke hele verdens sorg ind i det.

Det hjælper ikke de sultne og de sårede, at jeg lukker øjnene for deres lidelser, men det hjælper heller ikke mine nærmeste og dem jeg gav livet, at jeg forsømmer dem og opgiver alt i håbløshed. For hvis jeg gør det, så har ondskaben vundet, og det må den ikke!

Men hvad så lige nu?
Lige nu tror jeg, at jeg vil gå ud i mit luksusliv og cykle en lang tur, mens jeg hører luksusmusik fuld af overskud og smiler overskudssmil til de mennesker jeg møder.
Og hvem ved hvad lige om lidt bringer?
Måske er dét i virkeligheden nøglen til, at blive ved; kombinationen af, at få det bedste ud af 'lige nu' og nysgerrigheden og den positive tro på 'lige om lidt'?
Og så nyde mit livs skønne ligegyldigheder.

Og 8 timer senere....

.. havde min veninde det vægmaleri hun ønskede sig.

Jeg målte, regnede, tegnede og malede.
En ying-yang og et budskab der betyder noget helt særligt for hende.
Jeg legede lidt med bogstaverne, for jeg ér ikke typograf, så det ville være så godt som umuligt for mig, at lave det helt perfekt. Så hellere fremhæve det lidt skæve og nogle enkelte ord.
De fire gyldne bogstaver er malet med akryl-guldmaling.
Resten af malet med almindelig billig akrylmaling og pensler i forskellige størrelser.

Jeg elsker det her. Bare mig, mine pensler, et par liveplader med Joni Mitchell og dyb koncentration.
Jeg glemmer alt om mig og slapper helt af, uden at have flere tankerækker kørende på en gang.

Og nu må I have mig undskyld. Jeg skal over på sofaen og have fødderne op.
Hold da op jeg er træt i min krop! Men jeg er ok tilfreds med resultatet.
Det er en god træthed.