At rejse med bus

Det er koldt!
Vinden går gennem mit tøj og får de små hår til at rejse sig.
Jeg er træt og en smule sulten, hvilket bestemt ikke hjælper på at skulle holde varmen. Jeg skutter mig, skubber skuldrene helt op under ørerne og kigger utålmodigt på uret.

Dagen har været lang og fyldt med udfordringer.
Turen ned til busstopstedet har været glat og lang og nu vil jeg bare hjem i seng. Kan næsten mærke min lejligheds trygge lyde og min dynes varme favntag.
Jeg står under lygtepælens lys og venter. Det er aftenens sidste bus, så det er altid med en vis usikkerhed, at jeg går de 15 minutter gennem buldermørke fra mit arbejde til det ensomme busstoppested. Kommer den også i dag?

Lyset fra min lommelygte danser på vejen i takt med mine skridt. Fra tid til anden kigger jeg på stjernerne og tænker gode tanker for at klare turen gennem det massive mørke uden angst. En postkasse eller en sen kat får også en lysstråle. Intet at rapportere, jeg går videre mod lyset. Husk, at for 12 timer siden var her lyst og der var intet farligt!

Jeg er ofte den eneste passager på dagens sidste tur, med en chauffør der gerne vil sniksnakke. Nogle dage orker jeg godt at tale om vind og vejr. Andre dage tager jeg kun lige hovedtelefonerne af for at sige godaften og stemple ind, hvorefter jeg krøller sammen og lader mig transportere mens musikken brøler i mine øregange.

Jeg står og falder i staver over lysspillet i isen på vejen da jeg ser bussen komme rundt om hjørnet.
Mit humør stiger; varme og søvn forude.
Jeg vinker lidt med min lommelygte og ser, at chaufføren svarer ved at blinke ind til siden. Han har set mig. Jeg er næsten hjemme.

Bussen begynder pludselig at køre lidt underligt. Den slingrer og jeg får øjenkontakt med manden bag rattet, bare et splitsekundt. Fra at sidde afslappet er hans øjne nu store og hans krop er anspændt.
Alle mine alarmklokker tænder på én gang.
Bussen skrider mere og mere ud på den glatte vej og har kurs direkte mod min bløde krop.
Jeg veksler mellem at kigge mellem chaufføren og stedet hvor jeg står. Leder efter forsikring af, at han har styr på de 16 ton metal han styrer.

Det varer maks et par sekunder, men hele min verden går i slowmotion.
Det er som om min hjerne kører på dobbel hastighed mens verdenen kører i nedsat gear.
Jeg ser alt som i en film, hvor helten kan nå at ryge en halv smøg mens fjendens jernnæve nærmer sig solar plexus.
Men pludselig får alt sin normale hastighed tilbage og jeg reagerer. Jeg kaster mig til siden og mærker bussens kolde metal strejfe mig.
Jeg lander i hækken og ømmer mig da tornene borer sig gennem mit tøj og ind i min hud.
Jeg ser bussen skride ud.
Ganske langsomt løfter den ene side af bussen sig. Et øjeblik tror jeg, at den måske finder balancen og lander med et bump, men nej.
Efter et øjeblik på vippen giver den efter og vælter.
Det er både utroligt stille og en enorm larm at opleve en bus lande på siden.
Der går et øjeblik hvor jeg er lammet.
Lammet mellem, at sidde fast mellem torne og mellem, at tænke over hvordan jeg mon bedst kommer de folk i bussen til hjælp.

...

”HALLO”..
Jeg ryster lidt på hovedet og fokuserer.
Bussen er standset foran mig. Døren er åben og chaufføren kigger utålmodigt på mig.

”Skal du med eller hvad?”

Jeg ryster igen på hovedet for at klare hjernen og kigger ned på min hånd. Den står klar med både lommelygte og rejsekort.
Jeg smiler og takker jatak. Snakker lidt om vind og vejr med chaufføren og krøller mig lidt sammen mens jeg ser ud af forruden, på forlygterne der arbejder sig vej igennem natten.
Snart hjemme.

Glemte skatte

Engang i vinters kom der en pakke med guld - bare fordi.
Men mit liv var lige travlt optaget af, at falde fra hinanden, så stofskattene fik langt fra den opmærksom de burde have fået.
Den anden dag ledte jeg igennem mine stofbunker og hev klædet herover frem. Perfekt til lidt dukketøj tænkte jeg, indtil jeg fik bredt det ud og så at det var en rund dug.
Rund?
Dug?

Hey, jeg har købt et rundt spisebord og jeg går sådan rundt og mangler noget grønt i min stue.
Og ding dong, så var der grønt i min stue og den skønne skat var reddet fra saksens skarpe blade.

Dem nede på fortovet, de må så finde sig i at få lidt krummer i hovedet engang imellem, for sådan en skat skal bare rystes lidt ud af vinduet og så kan den en dag mere ;). Det er herresejt, at bo på 2. sal.

At please læsere..

Før gik jeg meget op i hvad folk mon havde lyst til at læse her på bloggen.
Meget symptomatisk for mig generelt:  Fortæl mig hvad du mener så jeg kan mene noget.
Jeg følte ikke at jeg var noget i mig selv, kun noget i forhold til hvad mine omgivelser syntes.

Jeg var bange for at vise hvem jeg var og hvad jeg følte og tænkte. Dette var fordi jeg var afhængig af at tilpasse mig andre, så de kunne tilføre mig noget således, at jeg igen kunne føle mig værdifuld.

Nu skriver jeg præcis hvad jeg har lyst til – og brug for.
For det vigtige er ikke hvor mange der læser med. Jeg bliver hverken et bedre eller dårligere menneske af antallet af læsere på min blog. Forstå mig nu ret, jeg bliver utroligt beæret over hver eneste der gider følge med i min lille verden. Tænk at der er andre der gider læse mine små tekster, wow!
Men selvom antallet af læsere ikke betyder så meget for min selvudvikling, så har jeg har til gengæld muligheden for at blive et bedre menneske gennem de reflektioner jeg sender ud i æteren og de svar jeg tider får tilbage, der nogle gange sætter endnu en ny vinkel på. Jeg elsker hver eneste kommentar, og undskyld når jeg ikke altid får svaret :). For ping-pongen i en blog er jo det der egentlig gør en blog. Ping uden pong er bare ikke samme vel. For så kunne jeg jo ligeså godt skrive alle mine ting i et word-dokument på min computer. Men det gør jeg ikke. Jeg puster det jo ud i verden.

Det paradoksale er, at efter jeg er holdt op med at prøve at ”please” mine læsere er antallet af hits steget betragteligt. Efter jeg gav slip og begyndte at give af MIG.
Men vent, jeg skal heller ikke sidde her og hævde, at jeg nu er sådan en der aldrig har brug for ros og anerkendelse. Dem der påstår at de ikke har brug for sådan noget er tåber der er blinde for dem selv.
Men betydningen af den ros jeg får er blevet mindre. Jeg lever ikke af den længere.
Jeg higer ikke længere med al min manipulerende magt, efter at få uddelt guldstjerneklistermærker.
Jeg kan ”nøjes” med at blive glad når jeg får rosen og ikke tænke så meget over det når jeg ikke får den.

For jeg er nemlig god nok, lige præcis som jeg er.

Og ved du hvad det mest fantastiske er? Det er du også. Husk det, det er vigtigt.

P.s. Jooe, skibet er ladet med billedsymbolik ;).

Forår holder maks!

Verden bliver sådan mere tuttenuttet når det er forår.
Se nu i går, hvor jeg var så velsignet, at kunne tilbringe et par timer på et tæppe i solskin i ualmindeligt godt selskab.
Fra tæppet kunne jeg blandt andet se en far der bragte nygrillede pølser til en gruppe unge mænd, og inviterede til fodbold med ham selv, bedstefar og sønnen (der tålmodigt havde sparket rundt med den bold lææænge selv), hvorefter alle mand rendte rundt uden t-shirts på og morede sig sammen.

Jeg så parret der først krøllede sammen en times tid i ske og lå helt stille. Da de vågnede op fjollede de lidt rundt og pakkede sammen indtil tøsen stak af i bedste "du kan ikke faaaange mig" stil. Det fik selvfølgelig straks knægten til, at udfylde sin manderolle og jagte sit bytte, der fik en møsser bag et træ straks efter indfangning.

Jeg så manden der tålmodigt pustede sin medbragte luftmadras op, hvorefter den sprang da han satte sig på den (fnis).

Jeg så liv og folk der myldrer ud af deres vinterhi for at nyde solen og smile til hinanden.

Jeg selv fik drukket øl, spist reste-pizza af den hjemmelavede slags, læst lidt, smilet en masse og nydt livet.

Forår holder maks!

Invasion og LSD drømme..

Min by er invaderet!

De fylder mine supermarkeder (jep, mine!), de går langsomt på gågaden, de tager alle parkeringspladserne og de gode pladser ved fortovscafeerne.
Og senere når det bliver rigtig varmt, så går de rundt i bikini inde i Brugsen!

Jeg drømmer om at liste lidt magi i deres drinks. Se så ville der være noget ved at glo på turister *gnæk gnæk*.

Suppe med liv og varme

Boullionvand, tomater, gulerødder, hvad du ellers har af rodfrugter i køleskabet (herover havde jeg lidt broccoli, det grønne komplementerer også det røde så fint), løg, hvidløg, evt. lidt oregano eller hvad du nu har lyst til den dag af krydderurter.

Hak grøntsagerne (det er nok bare at halvere tomaterne og fjerne stilk"dutten"). Put det hele i gryden og kram dine børn mens det simrer. Jo længere tid den får jo sødere bliver den - det gælder faktisk både børn og suppe, men 30-45 minutter passer meget godt for at det hele kan nå at blive blødt og lækkert.
Put en stavblender i gryden og blend suppen cremet.
Hvis du, ligesom jeg, har drenge i den vokseagtige alder, så er lidt bacon i strimler ikke noget de bliver sure over.
Jeg ristede også rugbrød der blev serveret med smør til. Rugbrøddet kan bruges istedet for en ske.

Velbekommen og glædelig solskinstirsdag.

En Mælkebøtteverden..

Kan man forstå en Mælkebøtteverden?

Skal man?
Bør man?

En Mælkebøtteverden er en kompleks størrelse. Ligesom så mange andre verdener er.

En Mælkebøtte kan stå og kigge ud af sit vindue og forundres over den evige forandring i vandpyttens spejlbillede i regnvejr.
En Mælkebøtte er oftest mest vågen efter kl. 20, hvilket gør at dagen kan hengå i træt slæben, men så snart natten banker på så kommer ideer og energi.
En Mælkebøtten danser med livet. Man kan ikke ændre på virkeligheden, så derfor må det bedste være, at holde op med at kæmpe imod den.
En Mælkebøtte har ord der vil ud.
En mælkebøtte puster ordene ud i universet og venter i spænding på hvor de lander. Måske enkelte af dem spirer?
En Mælkebøtte forandrer sig.

En Mælkebøtteverden er en forunderlig og kompleks størrelse.
Jeg kan godt lide at bo i en Mælkebøtteverden.

En manual til livet.

Eller ihvertfald til en stor del af det.

Hvis du kun skal læse én bog om kærlighed og parforhold, så vælg denne her.

Bagsiden siger:

Kærlighed er ikke for kujoner er en bog, der handler om at turde elske. Om at turde give os selv, vores inderste tanker, følelser og reaktioner til vores partner uden at tænke på dennes reaktion.

Birgit Weber beskriver, hvordan vi ved hjælp af kritik og manipulation forsøger at lave hinanden om, så vi undgår at komme i kontakt med vores egne indre konflikter. Det gør vi på tre måder: ved at være 1) eftergivende, 2) aggressiv eller 3) afstandtagende over for andre. Hun beskriver også, hvordan vi kan få øje på vores egne blinde pletter, dvs. de træk og konflikter, vi har følt os tvunget til at fortrænge i vores barndom.

Bogen viser, at kærlighed kun kan udvikles, hvis vi er i stand til frit at give udtryk for os selv, og hvis vi er parat til at vende fokus mod os selv og se på de uhensigtsmæssige mønstre, vi har dannet for at overleve som børn. Vi må finde frem til, gennemleve og bearbejde vores indre konflikter, og vi må lære at stå på egne ben og berolige os selv i angstprovokerende situationer uden behov for den andens bekræftelse. Alt dette giver bogen vejledning i.

Birgit Weber understreger hele vejen igennem, at først når vi hver især bliver forankret i os selv og tager ansvaret for vores egne vanskeligheder, kan vi udvikle et parforhold, hvor kærligheden hele tiden bliver dybere og rigere.

Køb den. Lån den på biblioteket. Bare læs den! Du vil ikke fortryde.

Hvad pokker...

Sidder du stadig her?
Kan du SÅ komme ud og lade kroppen lege med i solskinnet.

Skru op, hop rundt, lav skøre bevægelser og se om du kan holde alle 4 minutter kørende uden at komme til at grine.

Jeg ønsker jer alle en fantastisk fredag.

Ro

Længe forsøgte jeg at overdøve alt.
Hvis du så mig på gaden havde jeg altid hovedtelefonerne på og musikken på højeste blus.
Hjemme kører fjernsynet, mailen er åben, mobilen bipper, kroppen fyldes.
Jeg er et barn af det tyvende århundrede.

Støj, Stimuli – Frygt? Flugt?

På et tidspunkt måtte jeg vel blive så overstimuleret, at jeg bare ”gik ud” uden at skulle give den evindelige kværnen i mit hoved mere opmærksomhed.
Men efter jeg begyndte at lytte, og tage alvorligt, så forstummede kværneriet og blev til en guide.

Jeg kan stå roligt og bare være i mig selv. I stilhed, eller med musik, fordi jeg vælger det aktivt, ikke af behov.
Når jeg er stille kan jeg høre det min underbevidsthed fortæller mig. Når jeg danser eller synger får min krop lov til at lege med.

Jeg kan nå at skrive langt de fleste af de tekster ned der er gemt inden i mig. Min notesbog fyldes med min skæve skrift, som jeg til tider selv har svært ved at tyde, fordi jeg lige skulle skrive ned midt i at jeg var i gang med at leve – og der i livet er der ikke altid tid til at finde fine skriveunderlag og plane flader.

Men underbevidsthed er ligeglad med skønskrift. Den er interesseret i sjælefred – og lykke. Og jeg er interesseret i, at fange de tanker den giver mig.

Og nej, jeg skal ikke medicineres og jeg er ret sikker på at det jeg ser og hører omkring mig, kan I andre også se og høre – kan I ikke?

Satsede halvt, garderede alt..

Mit hjertes fangearme går i alle retninger.
Fanger følelser hid og did.

Men centrum har fundet sit anker og jeg er ikke lige sådan til, at vælte mere.

Lyde

Tik-tak-tik-tak..

Lyden af urets visere.

Klik-klak-klik-klak.

Lyden af fingrene på tastaturet.

Plik-plok-plik-plok.

Lyden af regnen på ruden.

Når tiden går sker livet.
Når ordene flyder lindres smerten.
Når regnen rammer mit ansigt blandes den med mine tårer.

Hvornår holder det op med, at regne?

Lidt billeder fra hulen.

Nå, skal vi ikke lade de tunge emner ligge lidt på sådan en doven solskins-søndag og så bare kigge lidt indenfor i min nye hule?

Med stueantenne, indtil nogen (andre end mig) finder ud af hvor 

tvsignalet kommer ind i min lejlighed *suk*.

Kan I have en dejlig søndag.

Grænser

Billedet er herfra.

Jeg har en mavefornemmelse der ofte fortæller mig præcis hvad jeg bør gøre. Jeg kan dog ikke prale med, at den er 100% tvivlfri, men..
Jeg er ikke altid god til at følge min mavefornemmelse for Fornuft og Normer kan til tider overdøve min mere stille mavefornemmelse.
Så er der Behov. Behov råber også temmelig højt og kan få mig til, at gøre ting min mavefornemmelse udemærket godt ved ikke er sundt for mig.
Men den bedste kvalitet min mavefornemmelse har er, at den er stædig. Jo mere jeg forsøger at tysse på den jo mere prikker den til mig. Stadig på sin stille måde, men den formår dog som regel til sidst at få min opmærksomhed.
Hvis ikke på andre tidspunkter, så når jeg sover. For dér ved mine mavefornemmelse godt, at især Fornuft (der altså er en larmebøf), er blevet træt og stille.

Det er bare sådan med sådan en mavefornemmelse, at selvom den vil mig det bedste - og jeg udemærket godt véd at i længden vil det gavne mig at lytte til den, så kan det være rigtig svært at følge dens vej. For min natur vil være, at vælge det der gør mig lykkelig lige nu og her - instant satisfaction. Det er jo den måde vi har bygget vores liv og samfund op på i dag, øjeblikkelig virkning.

Men så er det min mavefornemmelse er god til at prikke mig lidt skulderen og minde mig om det, der måske er rigtig svært at holde ved lige nu, men som på sigt vil gøre mig meget mere lykkelig i mere end øjeblikkende med lindring lige nu.
Og jeg er igang med at lære at stole på min mavefornemmelse og følge dens gode råd.
Hvis ikke andet så for at jeg kan få noget fred om natten..

Behov og rådighed.

Udsigten fra mit soveværelse i morges.

Og så er der det med, at gætte behov. I guder Dagdrømmeren har skulle gætte. Hvis det ikke lykkedes ham så skulle jeg nok spare sammen og råbe det hele af ham engang hvert halve år.

Men tænk nu, bare et tankeeksperiement, tænk nu hvis den der har behovet i et forhold selv sørger for, at få det opfyldt.
Hvis den ene part har mere brug for nærhed i fysisk kontakt end den anden, kunne den med behovet så ikke tage initiativ til det?
Hvis den ene part har mere brug for at slæbe begge ud til alt muligt paragtigt uden for hjemmet, kunne den der havde behovet så ikke sørge for at få arrangeret det?
Altså uden at skulle krydse armene og kunne pege fingre og sige ”Nu er det igen mig der må fylde mine egne behov op”.
For JA ven, ja ja og atter ja. Det ér dig der må fylde dine egne behov op.
Skal din partner altid være til rådighed ender I med at kvæle hinanden.

Og tænkt hvis jeg nu selv lagde de der sokker sammen, og på plads. Ikke fordi det, ifølge mit sirligt udførte mentale regnskab over fordeling af opgaver, er min tur, men fordi det gør míg glad at der ligger sokker parat i skabet. Fordi det gør mig glad at min morgen bliver nemmere af, at kunne sende småfolk ind efter tøj selv.
I stedet for at skulle stå på hovedet i bunken med rent vasketøj i jagten på to nogenlunde ens sokker – selvfølgelig mens jeg snerrer af min partner hvorfor han dog ikke havde lagt det skide tøj sammen (eksemplet et selvfølgelig frit opdigtet).

Jeg spurgte for ganske nylig en klog mand om, hvordan jeg dog nu skulle kunne fylde min egen overskudsspand op? Hans øjne glimtede og smilet krusede i hans mundvige mens han returnerede mit spørgsmål med et spørgsmål; "Men hvad er det der dræner dig Synne?".

Tænk hvis jeg gjorde tingene udelukkende for min egen skyld. Tænk hvilken energi det kunne sætte fri.
For når alt kommer til alt, så bliver vi ikke lykkeligere af, at skulle prøve at få styr på andre mennesker, men der er stor risiko for, at blive et lykkeligere menneske når vi bliver i stand til at reagere ud fra den måde vi selv oplever på.

Økonomi og frihed

Billede stjålet herfra.

Jamen så fik vi også sat hak det dén milepæl.

Kort møde i banken, deling af diverse.

Udlevering af dankort til førhenværende fælleskonto, til Dagdrømmeren.

Ny budgetkonto - min helt egen.
Brev til kommunen om adresseændring - min helt egen.

Jeg føler mig næsten helt voksen - næsten.
Jeg kan mærke en snert af den følelse jeg havde da jeg flyttede hjemmefra som 18 årig. Nu er der kun mig der er ansvarlig for at regningerne bliver betalt, forsikringerne passer og der stadig er penge til rugbrød d. 25. i måneden.
Fedt og skræmmende!

Det største problem er nu bare, at jeg er ikke længere en teenager der flytter ud i længsel efter en uafprøvet verden.
Jeg er en mor der nu må deles om børn og frihed.
Friheden især er et dilemma. Den er ikke så meget værd mere, for jeg savner mere end jeg nyder.
Den syntes så tillokkende engang, den der frihed. Men det var under andre forudsætninger.

Min familie betyder alt for mig. Jeg har mistet job, fordi jeg har prioriteret mine børn og min lille familie over alt andet. Og nu føles det mest som om det meste af mit bryst mangler når de ikke er hos mig.
Alenetid, frihed ...

Pffff..!

Man tror man er så klog.

Ord i maven?

Eller hovedet?
Eller i fingrene?

Ligemeget hvor de sidder i dig, hvis de har trang til at komme ud i mere fast form end den digitale, så er der den fedeste Give Away lige her. Men shhh .... jo færre der deltager jo flere chancer har jeeeeeg.

Vi ses i bogform?

Den kærlighed..

Kierkegaard mente, at man bliver sig selv ved at realisere sine iboende potentialer, talenter og lyster. Gør vi ikke det, er vi kun det, som vi tror vi skal være og som familien og samfundet ønsker vi skal være. Og et individ der ikke er sig selv kan, ifølge den gamle filosof, ikke finde den sande kærlighed.

Kierkegaard mener, at det autentiske menneske ser kærligheden som en opgave som han eller hun kan vælge at tage på sig. Han eller hun forholder sig til den elskede med begær og forelskede følelser og h*n forholder sig til selve forholdet. H*n må vælge den anden, både som person og som forpligtelse, fordi et parforhold ikke kun bygger på forstadier til kærligheden: Forelskelsen og begær. Ægte kærlighed bygger, ifølge filosoffen, på at ville den anden person med alt hvad det indebærer. Den kræver, at der kobles bevidsthed og samvittighed på.

Kierkegaard har tre elementer for kærlighed:

1)     1.  Det sanselige, der styre af begær og seksualitet, hvor den elskede nærmest er en genstand, et objekt, der kan og skal forføres.

2)     2.  Det sjælelige, hvor den elskende styres af sine følelser, og af et stærkt ønske om at blive forenet med den anden og bygge et fællesskab op.

3)     3.  Den åndelige kærligheds forpligtelser og samvittighed bygger på total, gensidig accept. De to elskende mødes i forståelse, forpligtelse og fortrolighed, og begge vil hinanden med al deres kraft og styrke, uden forventninger og uden ønsket om at ændre på hinanden.

**************************************

Ovenstående er sakset fra en af mine mange udviklingsbøger, som jeg sluger på stribe for tiden.
Den jeg har stjålet fra har den, ifølge min mening, lidt cheasy titel ”Førstehjælp til knuste hjerter”. Men uanset hvor lidt jeg kan lide selve titlen, så står der faktisk rigtig mange nyttige ting i bogen. Måske ikke noget banebrydende nyt, men en hel masse der er utroligt godt at få opfrisket når man netop sidder der med blødende hjerte og er helt fortabt.

Jeg har jo rig mulighed for, at reflektere over det der med kærligheden i disse dage, og en ting vender tilbage hele tiden. Det har mange former, men essensen er det samme: Elsk dig selv, før du kan elske andre.
Vi er opdraget med skulle vende den anden kind til. At sige fra er noget skidt. Jo mere vi kan overkomme, jo mere vi strækker os selv, jo mere ros får vi.
Vi har lært, at det er egoistisk at tænke på os selv. Elsk din næste (før dig selv).

Et liv uden kærlighed er ikke noget liv, det er blot tilstedeværelse i verden. Men kærligheden findes jo ud over parforholdet. Jeg ser og mærker en tendens til en desperation for, at kunne være den ene halvdel af en tosomhed. Det dyrkes at være uden kæreste med tv-udsendelser som Singleliv, men samtidig har programmet et eneste klart budskab; find den anden halvdel af dig hurtigst muligt, så du kan læne dig tilbage og tænke ahh…

Er vi virkelig så bange for at kigge indad, at vi kun har sjælelig fred når vi kan læne os op af en anden? Når vi er to til at bære det, vi ikke selv magter at pille rundt i?
Men er det ikke også netop lige der hvor parforholdet kommer til at føles som at rulle stenen op af bakke?
At søge en følelse af symbiotisk kærlighed hvor sammensmeltningen er total og ingen af parterne er frie eller hele alene. Der hvor det man mindst bryder sig om os sig selv, ubevidst bliver skubbet over på partneren.
En afhængighedstilstand hvor den kærlighed man får er en belønning for, at forblive lille, hjælpeløs eller flink (læs = finder sig i for meget, siger aldrig nej). Det er et usundt og barnligt kærlighedsforhold hvor parterne siger til hinanden: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig.

Moden kærlighed kan så stå overfor som kontrasten. Foreningen hvor hver part bevarer sig egen integritet og individualitet.

Symbiosekærligheden der er dømt til at mislykkes er jo også skildret i utallige historier. Den første og største der springer frem i mine tanker er selvfølgelig historien om Romeo og Julie. 9½ uge, Antichrist (den har haft mange fortolkninger. Jeg ser ikke kvindehadet, jeg ser endnu en symbiose der gik galt) o.s.v. o.s.v.

Derfor er jeg også i disse dage på nippet til at gå over i hjørnet og kaste en smule op over alle kærlighedssange hvor det fortælles at den ene ikke kan leve uden den anden.
At den ene er ingenting uden den anden.
Jo du er. Du SKAL være alt - alene, det er den eneste måde du har noget at give af. Du kan ikke give noget væk du ikke har, og hvis du ikke har kærlighed til dig har du så naturligt ikke noget at give af til andre.
Når du først er hel, alene, først der kan du være i ægte sund kærlighed, og gro og blomstre under den. Ikke fordi du ikke kunne blomstre uden den, men fordi vi i vores dybeste natur altid vil søge efter samhørighed, både i grupper og tosomhed i en eller anden forstand. Naturen kan vi ikke intellektualisere væk, lige meget hvor meget vi prøver. Men vi kan gøre den natur så behagelig som mulig af være i, uden at falde i søvn og dagdrømme os igennem livet.
For livet, det er det der sker lige nu. Vågn op og snus ind. Mærk det. LIGE nu.