Det overlevede jeg sgu også.

Mine fingre er ved at få normal størrelse igen og mine ben er så småt holdt op med at ryste.
Lørdag var store slæbedag op af den hønsestige der fører til min lejlighed på 2. sal mens der sættes i stand udenfor.

Men sådan en hønsestige, og mere permanent vinklet opgangstrappe er ikke dårligere end man kan få lidt sjov ud af det. Som da Mrs. Fittipaldi og jeg baksede min nye 140 cm boksmadras op af trappen og jeg som ægte blogger lige skulle have et billede af den fastklemte seng, hvorefter både seng og Fittipaldi var ved at ryge ned til 1. sal igen.
Både seng og kvinde er dog i god behold, og vi fik da slæbt madrassen ind på plads efter at have grinet af.
Jeg er også tilgivet for at slippe taget, i billedets hellige navn.

Men jeg overlevede endnu en ting. At flytte ud stod helt sikkert som en af de helt store skræmmende punkter på  mon-jeg-overlever-listen og jeg dimser og sætter på plads, for jeg fik uundværlig samle-møbel og hænge-hylde-op hjælp så der nu mange steder bare skal flyttes fra kasser til deres "Det sætter jeg lige her mens jeg finder ud af hvor det i virkeligheden skal stå"-plads (kender I de pladser? Høhø...).

I morgen kommer Den Velhængte Dagdrømmer med vores afkom og spiser middag i min nye hule - og torsdag, salige torsdag. Der skal savnekrammes hele natten, for der får jeg mine børn op og sove hos mig.

Må man godt blive oppe hele natten og bare se på dem sove, fordi man har savnet dem så meget?

Det sidste, og det første..

En masse sidste-gangér og første-gangér rammer mit sind og bryst som stik med nåle og som forventningsfulde sug.

Måtte lige dele sangen her med jer inden jeg smutter.

Det er en mærkelig tid.

At flytte ud..

En 6 siders lang indkøbseddel (ja, det er så kun det jeg skal have) til IKEA er printet ud til morgen hvor vi skal købe alting.
En håndskrevet ved siden af, der har alt fra en kost, hvidløg, bagepapir, grydelapper, rengøringsmidler, rødvin (stor) og meget mere skrevet på.

Et forhenværende ægtepar der deler køkkenet op i to. Den ene halvdel i kasser, den anden på de nu lidt tomme hylder.

Stablen med flyttekasser der fylder mere og mere i stuen og vi må kringle os rundt i rodet.

Det er stor flytteweekend.

Det bliver eddermagene mærkeligt.

Vi ses på den anden side, eller når jeg får hul igennem til internettet i min nye hule.

Der går hende singlen, pas du hellere på!

Er det sådan, at fordi jeg pludselig er blevet single så er jeg samtidig også en potentiel trussel mod familieidyllen?

What!?!
Dén havde jeg ikke set komme.

Jeg har længe fulgt veninders skiftende kærlighedsliv og fulgt med i deres reflektioner omkring hvorvidt optagede mænd er no-go eller frit lejde (venindens mand er dog altid no-go, det siger venindekodekset nemlig).
Fairy, der skriver på en blog jeg netop har opdaget, skrev også om emnet i går (Advarsel: ikke helt familievenligt indhold). Og jeg vil give hende helt ret i, at ingen kan stjæles med mindre de vil stjæles.

Jeg har længe haft et distanceret forhold til emnet, da det jo af gode grunde ikke berørte mig, men nu føler jeg mig ufrivilligt kastet ud i det.
Som om det forventes, at jeg hurtigst muligt kaster mig ud på dating og finder mig en ny mand at flette fingre med.
Men jeg har ikke lyst til at flette fingre med en ny mand. Jeg har ikke lyst til, at gå på dating.
Jeres mænd er i sikkerhed for mine single-klisterarme.

Jeg har sgu for travlt med at pille i min egen navle til overhovedet at skænke jeres mænd et blik.
Men når jeg så er klar til at vende blikket udad igen, så skal jeg nok lige advare, aftale?

Purpur og gult

Jeg har længe ønsket mig en til.

Da jeg var yngre ønskede jeg mig en af den lille smuksak med det store hjerte.
Men den er også sårbar selvom den er hurtig som bare fanden.

For ganske nylig slog det mig og pludselig stod det lysende klart.
Jeg er ikke den lille smukke og sarte.
Nej der skal ild, røg, forvandling og store vingeslag til.

Så jeg drømmer og tegner.
Den skal nok blive min, når tiden er inde.

Det pibler..

Uhhhh, jeg har stået med næsen i sky i dag kan I tro.
Jeg har suget til mig. Forårssolen har været den glade giver.

Kamille har haft 40 i feber i weekenden og ligget slatten hen. Men nu er hun oppe og glad igen, så vi har leget i haven og jagtet forår. Det ville gerne fanges og vi hvinede sammen.

Hvis I fornemmer en smule humørsvingninger på den anden side af skærmen, så har I ret.
Men jeg tager dem alle og mærker grundigt på dem.
Jeg har for nyligt lært, at jeg ikke kan gøre for hvad jeg føler, men jeg kan bestemme hvad jeg gør med dét jeg føler. Og i øjeblikket forholder jeg mig nysgerrig til både bakketop og dal.
Det er en proces, det er forår, det kaldes vist livet.

Nærkontakt af 3. grad?

Billede fundet her.

Eller bare i det hele taget.

I 11 år har jeg bare kunne strække læberne ud efter et kys, armene efter et kram, kroppen efter nærkontakt.
Hvordan undværer man pludselig det?

Lidt selvindsigt, tak.

Jeg stod og kiggede på stakken med flyttekasser i fredags. Fire, ej fem kasser måtte da være nok til alt mit dims.
SÅ meget har jeg vel heller ikke.

..
...
Den lader jeg lige stå et øjeblik inden jeg ikke kan holde masken længere.
..
..

Aaaaaahahahaha ......
Ahem!
Hver eneste gang jeg vender mig rundt opdager jeg mere der tilhører mig der også lige skal pakkes med ned i mine flyttekasser, der lige nu formerer sig til bunke i hjørnet af stuen.
Apropo tilhører, så er det virkelig mærkeligt at gå rundt og dele sådan et liv op i to igen.
I går aftes ledte jeg efter en cd og bladrede bunken igennem. Blandingen af cdér fik mig til at tænke på hvor meget sådan to menneskers liv er filtret ind i hinandens. På alle planer. Lige fra cd samlingen til følelserne.

Men det gør ikke ondt at pakke ned.
Jo bevares, jeg skal ikke gøre det mere lyserødt end det er. Der er mange ting der stikker at kigge på, fordi minderne omkring tingene er gode. Og jeg er ikke færdig med at græde endnu. Men lige nu er tårerne væk og blevet afløst af en dyb følelse af, at det ér det rigtige vi gør her.
Der er ingen forsmåede parter. Ikke nogen der står tilbage. Vi går begge fremad.
Vi er .. frie.

Huskat...

Hver eneste dag lyder rutinen fra de voksnes munde når vi allesammen vælte ind af døren; "Husk nu.... Har du ....." o.s.v. o.s.v.
Når man er en stor dreng der blevet tilstrækkelig træt af at høre på de voksnes rablen-af, så bliver der nusset med den store rulle med papir og farveblyanter.
Og vupti ... Så kan vi voksne bare klappe kaje!

Og jeg er helt vild med punkt nr. 4 *smelt*.

Genbrugsglæde

Jeg gik også og rodede rundt i kasserne på loppemarkeder inden Røde Kors blev moderne. Jeg har fået lidt mere konkurrence siden hen på de lækre ting, men dog alligevel ikke så meget som jeg ville have hvis jeg boede i en af de større byer.
Tøj er jo helt klart en af de store skatte der er at finde en gang imellem, og den anden dag fandt jeg så en igen.
Det mest fantastiske sæt med nederdel og skjorte. Sammen bliver det måske liige mønstret nok for mig, men hver for sig er det fedt.
I dag skulle der lidt pang på (alt for at hjælpe igennem dagsprogrammet), så jeg satte min nye nederdel sammen med et andet loppefund - en jakke der har den fede 60ér følelse over sig.
Ud over førnævnte så to franske fletninger i håret, lidt mascara og et par lange støvler.
Så kan i dag bare komme an!

F-ord

Bare sådan lige for at nævne et par stykker..... 

At skrive under..

Hvorfor er der ingen der har skrevet om,  hvordan det føles at trykke på 'send' på formularen for seperationspapirerne.

"Vil du afsige dig hustrubidrag?"
Ja

"Behøver I møde i statsamtet omkring deling af bo + børn?"
Nej

Åhh det er så koldt og kynisk og jeg har holdt det på afstand hele dagen.
Så mig selv udefra til undervisning på arbejdet idag. Emnet var "Projektiv identifikation (..)" og pludselig hørt jeg mig selv sige noget i stil med, at mænd er også bare bedre til at rumme deres egen omnipotens, hvilket lagde salen tavs et sekundt. En sal der er fuld af lærere, pædagoger, sygeplejersker, fysioterapeuter og ikke mindst vores lærer der er lektor, forfatter, cand.psych, phdér og meget mere.
Gør det mig pludselig til en rødstrømpe?
Næ, det gør mig til en såret kvinde der ikke bruger tid på bullshit og ikke gider snage rundt i kvinde-føle-undskylde-modus lige på det tidspunkt (hold så OP med at undskylde!!).

Gør det mig så mindre god for at komme hjem og snerre af alt og alle i hustanden, fordi jeg ved, at så snart børnene sover så skal jeg underskrive dødsdommen på mit ægteskab?
Nææ... for det gjorde jeg. Jeg har været bitterfisse fra det sekundt jeg nærmede mig matriklen til det øjeblik jeg brød sammen efter at have trykket på den forbandede 'send' knap.
Digitale Danmark.
Nem ID.
Gør det pisse nemt at blive skilt.


Vupti.. vupti...

Sneak-peak til min nye hule

Lige om lidt flytter jeg hjemmefra.
Sådan føles det i min mave. Hjemmefra.

Huset jeg stadig sidder i har været rammen om mit liv i 7 år.
Vi har bygget ud og bygget op. Fået børn. Fuldført uddannelser.
Huset har været larmende og fuldt med gode venner og latter og det har været stille som graven i mine mest ensomme nætter igennem min depression.
Det har været min hule og mit sikre sted at trække mig tilbage til.

Nu skal jeg have en ny hule.
Jeg ved den kommer til at tage lidt tid at vænne sig til, men jeg er vild med dens skrå finurlighed.

Resterne af et gammelt hjerteklistermærke præger ruden på hoveddøren og jeg finder en skæv ironi i, at jeg endnu kun kan stå ude på den anden side af en låst dør og trykke næsen flad mod ruden i et forsøg på, at kigge ind til mit nye liv.

Men jeg har købt mig et helt nyt sæt sengetøj og jeg har fået min første indflyttergave af ham der, der bliver tilbage i min gamle hule.

Stille søndag

På en stille søndag kører denne sang på repeat i mit hoved.

Verdens mærkeligste dag

Min smerte var tydelig.

11 års samliv. 8 års ægteskab (vi havde bryllupsdag i mandags - ironisk nok).

Vi kørte fast. Faldt i søvn.

For mange ureflekterede valg, der bundede i, sådan gør man jo.

For meget symbiose.

Nu er der to mennesker der holder uendeligt meget af hinanden der arbejder hårdt på, at blive gode venner.

Fundamentet af respekt og tillid er der. 

Vi blev voksne over natten.

Så pludselig verden skarpt og må finde os selv, alene.

Sorgen er ikke overstået, overhovedet. Men den er til at bære og når den kommer lader jeg den komme ud og mine krampegrådsanfald bliver kortere.

I går aftes blev der talt praktisk.

Det føltes absurd.

"Okey, hvis du tager støvsugeren så render jeg med strygejernet, er det ok?"

Det var meget stille og roligt og uden drama. Og da vi var færdige og ikke var døde, så delte vi et par glas rødvin og talte fremtid, fortid, nutid og delte latter.

Mærkeligt.

I dag var dagen hvor jeg skulle dække op til verdens mest mærkelige formiddagsbord.

Ungerne skulle have besked.

Der var indkaldelse til familiemøde.

Reaktionen kom prompte. 

Malte skulle lige have vished for, at mor ikke forsvandt helt. Så nulrede han videre på min skød og spiste kager.

Matias krøllede sig sammen på sin fars skød og græd. De krammede længe mens vi talte.

Og pludselig trak skyerne sig væk og solen skinnede igen.

"Malte, skal du med over og spille noget mere X-box?"

Jeg nulrede på gulvet med Kamille, der bare havde synes det var hyggeligt at sidde sammen og spise chokolade og banan.

Martin fortrak et øjeblik til computeren.

Lidt senere kørte Matias og jeg op og kiggede ind af døren til min nye lejlighed. 

Det var vigtigt for ham, at vide vejen fra skolen hjem til mor med det samme.

Og nu. 

Ja ...

Der er ufatteligt mange ting og samtaler vi går igennem som skræmmer mig fra vid og sans.

Men hver eneste gang trækker vi allesammen stadig vejret bagefter.

Og vi er stadig en familie. Mor og far skal bare ikke være kærester mere.

Hjerteskærende, men simpelt.

Og godt.

Vi trængte til det.

Jamen jamen ..

Er det ikke?

Vintage sofabord fra Idemøbler

Ej måske ikke 100%, men godt nok tæt nok på til at jeg blive vældigt begejstret.

Det sofabord jeg sukkede over den her gang her.

Mmm.. minimalistisk indretning (som om jeg i praksis nogensinde kunne overholde det!), duftlys, rolig musik i små højtalere.

Og måske en lækker hankøns-ting der vimser rundt og kommer med drinks og massage.

Jeg ser muligheder i det sofabord.

Mine børns kærlighed.

En dreng der er blevet så stor. Fik ansvaret for husets nøgler og gik i forvejen hjem og havde hængt en seddel på hoveddøren da vi andre kom hjem.

Den selvsamme dreng, der havde plukket årets første vejkantsblomst til sin mor, og sat den i et æggebæger på spisebordet.

En dreng der er lidt mindre, der syslede med saks, tusch ("moar hvordan staver man til 'elsker'?") og masser af klisterbånd på døren ind til sit værelse.

Må jeg godt tude lidt af lykke og stolthed?



P.s. Må jeg også godt fnise lidt af det her? Hihi....

Fremskridt

I nat styrtede jeg ned med fly. Min familie var med mig.
Jeg så det ske og rædslen skar igennem min krop.
Da vi var landet var jeg den eneste der var vågen af os, og jeg slæbte min familie ud.

I dag har jeg taget min kappe af. Rent fysisk. Den kappe der gemte mig lidt.
Jeg har taget mine hårextensions ud.
Troede jeg ikke jeg var god nok som jeg var?
Måtte være noget mere, eller bare noget andet end jeg var?
Hjalp det med langt hår??????
Ej, det er fjollet at tænke sådan. Men det gjorde jeg. Kan kun smile fjollet af den lille pige indeni mig, og hjælpe hende op og stå igen.

I dag står jeg op som voksen kvinde.
Med tynd, skrøbelig ny hud. Lyserød og fin.
Det gør stadig ondt i mit bryst og tårene, de forræderiske tårer, kommer når jeg mindst venter det og på de mest uhensigtsmæssige tidspunkter.
Men jeg lukker dem ud.
Lufter ud.

Jeg ved stadig ikke hvad fremtiden bringer, men uanset hvilken form den kommer i, så er jeg elsket.
Først og fremmest af mig selv, men også af de mennesker omkring mig.
Dén gave af indsigt fik jeg på fineste vis til min Dimmisionsfest i form af en scrapbog, hvor mange af de mennesker jeg værdsætte mest havde skrevet søde ord og tanker jeg ikke vidste de havde om mig.

Flow?

Man må gribe det mens det er der.
Efter et døgn uden meget andet end kaffe i lange baner, for at holde mig selv en smule oven vande, rejste jeg mig pludselig fra mit hi og åbnede køleskabet.
Salat? Tjoe, hvorfor ikke. Let i maven, noget at tygge på.
Så nu spiser jeg. Yay!

Dette er en tid for de store rutsjebaneture.
For 6 dage siden var jeg stærk. Jeg var sikker.
Dagene der fulgte var mærkelige. Som i en døs.
Uvirkelige.
I går faldt min verden sammen. Hvad havde jeg gjort?
Kørte alt for langsomt rundt på vejene og skreg min smerte ud.
Besøgte alle stederne. Lod mig opsluge af minderne og følelsen af tab.

I dag er huledag.
Jeg var oppe, var klar. Smilede lidt hysterisk til mig selv i spejlet da jeg tørrede duggen af efter mit bad. Parat til det der arbejde jeg så godt kan lide.
Så så jeg på kalenderen og mit selv faldt fra hinanden.
Kunne ikke være noget for nogen.
Måtte gemme mig.
Kyssede mine børn farvel, lukkede døren og søgte ind og ned.

Min krop lavede lyde jeg ikke vidste fandtes inden i mig..
Følelsen af en sorg så stor og sønderrivende at jeg undredes over, at jeg ikke fysisk faldt fra hinanden.
Krængede års smerte og underspillet liv ud på en gang.
Lige der på min sofa.

Og lige der på min sofa, da der ikke var mere stemme tilbage, løftede jeg blikket og så ud på solen der glimtrede igennem vinduet og blev rolig igen.
Forgrædt.
Svimmel.
Stille.
Let.

Jeg ved ikke hvad i morgen bringer. Jeg ved ikke engang hvad næste time bringer.
Intet, intet, bliver nogensinde det samme.
Men, på en eller anden skæv måde, er det faktisk en god ting.
I går var det eneste jeg ønskede mig, at få den blå pille igen. I dag er jeg taknemmelig for, at mit valg alligevel var den røde.

Nattemørke

Jeg tager mørket på som en dyne. Jeg både hader og elsker de mørke timer.

De mørke timer hvor der er ro over verden. Verden sover. Tiden går i stå.

Mine øjne er fyldt med grus og jeg gnider dem, men jeg er vågen.

I disse sene nattetimer går jeg runden i huset. Kigger, lytter, dufter.

De sover i deres senge.

Jeg putter dynen omkring dem. Hvor ville jeg dog godt være med på deres natlige rejse.

De er her så kort.

Til låns, har nogle kloge sagt.

Jeg må hellere nyde dem mens jeg kan.

Fastelavn, er mit navn...

To mennesker der laver projekt sammen. Lidt for sent på aftenen. De havde lovet..
Symaskinen kører, der klippes, snakkes, clipses, drikkes rødvin - for sådan arbejdes der bedst en fredag aften.

En skraldespand, sagde du? Javel Hr.

Og finketøsen, der endnu ikke er gammel nok til, at ytre ønsker, men som elsker sin Hello Kitty bog om at vælge en Mariehønekjole.

Og stædigtrold, der tog forskud på glæderne i børnehaven i går.
Indianer? Pirat? Næ, Mumie. Ligesom storebror - selvfølgelig! ;)
Dét var nemt..

Søndag tager vi den store tur sammen.
En Mariehøne, en skraldespand, en mumie og en mor.

Vi sparker røv, gør vi.

Nyt

Billedet er tyvstjålet herfra.

Jeg har skrivekrampe, men ingen af mine ord vil blive i den række jeg prøver at sætte dem ind i.

Forandringens vinde blæser.

Det gør ondt helt ind i marven, men jeg tror det bliver godt.

Men mens jeg sidder her og skænder på mine ord, og får dem til at makke ret, går det op for mig, at 'De' er holdt op med, at klippe mine gyldne tråde over.
Der er håb.