NEEEEJ!!!!

"Et enstemmigt byråd har, i aftes, vedtaget nedlæggelsen af de to skoler i Nykøbing og oprettelsen af en ny skole pr. 1/8-2011."


Nej! Nej! Nej! Nej!!!!!!!
De aner ikke hvad de laver. 
De aner ikke hvilken konsekvens det har for mit familieliv.
De aner ikke hvad de gør ved mit barn!!!!!


Er man stadig lidt familievenlig og et godt forbillede hvis man har lyst til at råbe ind i deres hoveder......

Normer

"Forventninger til og retningslinjer eller standarder for adfærden."
"[...]forståelig, ensartet, adækvat og passende opførsel."
Kilde

Hvad?
Jeg tror jeg skal kaste op!

Hvad hvis jeg en dag vågnede op og fandt, at mange af mine valg er gjort ureflekteret og som en følge af normer. Standardisering. Skal, hør og bør.
Hvad hvis jeg i virkeligheden ikke gider klippe hæk og male hus hver 4. år?
Hvad hvis jeg i virkeligheden ikke gider være sure mor, der synes, at børn skal lade være med at hoppe i sofaen?
Hvad hvis jeg i virkeligheden ikke gider have evigt dårlig samvittighed over, at jeg ikke gider parre sokker?
Hvad hvis jeg i virkeligheden skulle have været begyndt, at sige min mening for alt for mange år siden?
Hvad hvis jeg ikke gider leve som Hr. og Fru Danmark gør flest?
Hvad hvis jeg har en 30 års krise? Ja, hva så ... HVA?!
Hvad hvis jeg endelig har lært mig selv at kende en lille smule bedre? 


Hvad nu hvis, jeg ikke helt ved hvad vej jeg skal gå?

Think Pink - Lyserøde detaljer fra mit hjem.

Jeg ønsker mig...

- En Vespa. Sådan en som vores lokale sommermøbelbutik(?) har stående ude foran. Men 60ér tegninger over alt.
- Og en hjelm. En af dem der stopper ved kinderne, med smart visir.
- Og smarte klistermærker til min hjelm.
- Og et frisind, så jeg kan blæse rundt på min Vespa med vind i håret og peacetegn i fingrene.

- At mit nye job varer ved for evigt.

- En Harley så jeg kan køre langt. Og føle mig fucking ligeglad.
- Og en saddeltaske til ekstra trusser og en sekspak med lunke øl. Som jeg drikker mens jeg giver ordensmagten fingeren. For sådan gør man, når man er pisse ligeglad.

- Min tungepiercing tilbage.

- Stilhed.

- En tur sydpå med lange dasede dage på stranden. Opvartet af smækre strandbrune mænd der vil have min krop, men som jeg vinker kækt godnat til hver dag - uanfægtet.

- At mine børn altid vil være ved min side, indtil den dag de selv vælger at forlade reden. Fordi de har lyst.

- En ny mascara, så jeg slipper for sorte pletter på kinderne, når jeg tager afsted på mit nye job.

- Større overarme, så jeg kan rejse min Harley op hvis den vælter.

- Mindre røv, så den ikke ser så stor ud på min Vespa.

Tid til at aktivere forældrekontrol?

"Mor, og så ville jeg gerne vide hvad bolle var og så viste Matias mig det på hans computer"
Det er Maltes stemme der runger ud i bilen fra bagsædet. Matias, Malte og jeg sidder og og venter på at far henter Kamille inde i dagplejen.

Matias fulgte straks efter "Ja, han ville gerne se det, så jeg tastede bolle ind i Google".
Jeg så nok mest af alt ud, som et stort udråbstegn da jeg vendte mig om!

"Erhm Matias, det er nok ikke den bedste ide i verden ... (indsæt pædagogisk snak om skræmmende voksenbilleder og virus på computeren)". Og så blev vi enige om, at drengene fremover skulle vente med at google bolle til de havde en voksen ved deres side.

Så har jeg oplevet det med! Tror lige jeg skal ind og pille lidt ved voksenkontrollen på sønnens bærbar....

Målet er nået

For 4½ år siden (husk, jeg har også været på barsel) var jeg til min første skoledag.
Ligesom da vi startede i gymnasiet, var de næste år nærmest uendelige. Målet syntes langt væk.

Nu står jeg på den anden side. Rejsen har varet for evigt og et enkelt blink.
Sidste stop på den planlagte rejse var min fest.
Og sikke en fest!
Hende her (der desuden var tækkeligt klædt på, og stanghamrende hot som altid) har netop i dag udtalt, at det føles mere som om hun har været i krig end til fest. Jeg tolker det som en god ting ;).

Jeg kan ikke vise jer særligt mange billeder, for jeg var alt for travlt optaget af at være til stede - hvilket jo også er en god ting :).

Men der var fantastisk mad i lange baner. Alle havde taget rigeligt med.

Der var kreativitet.
Jeg havde nemlig ikke dækket bord. Kun sat borde og stole op.
Til gengæld havde jeg lagt en masse papirsdug, vaser, blomster, lysestager og dimser og dutter frem. Herefter fik gæsterne besked på, at teame op omkring et bord og få dækket op.
Jeg kunne have gået i timevis og dækket op, men ca. 10 min efter gæsterne var sat i sving, var der dækket op til 50 mennesker. Vupti!!

Der var børn der hyggede sig.

Der var taler (ooh, sikke taler!). Den ene af dem kan I læse lige her, de andre har jeg i mit hjerte og på krøllet papir.
Der var flotte gaver (I skarn ;)), der kom i form af vin, blomster, en bog om lykke, sygeplejeur, emaljeskilt megamussel, smykker og en scrapbog - der udsprang fra den der tale I lige har læst :).

Den der scrapbog vil jeg gerne lige give lidt mere opmærksomhed.
Jeg så godt, at alle var dybt optaget af den på skift, men jeg ville ikke læse i den samme aften men gemme den til der var ro næste formiddag, så jeg kunne give den min fulde opmærksomhed.
Og OHH!! Hvor er jeg velsignet med gode mennesker! Jeg grinede og græd mig vej gennem bogen. TAK venner og familie!
Det er dog alligevel den største gave af alle. Jeres ord og tanker.
TAK TAK TAK!!! Den bog er dyrebar for mig.

Det værste ved den slags fester er, at de slut alt alt for hurtigt og de gode mennesker kører hjem igen.

Til sidst er der bare en hat tilbage, som jeg ikke nænnede at smide ud (ja, det blev sent!), lidt stille jazz på anlægget og skål reste-pasta der bliver delt af to.

Og det var den plan. Fra ende til anden.
Hvad så nu?

Siden sidst

Jeg ved det. Her er larmende stille.
Men tiden, for pokker. TIDEN. Jeg har tidsrøvere på spil.

Nåmen, jeg kan da fortælle at jeg har fået job (Hell yeah!!). Min karriere som arbejdsløs varede 9 dage :P.
Behøver jeg, at fortælle hvor meget jeg glæder mig til, at starte? Nej vel.

Nogle gange er det lidt pudsigt som tingene sker.
Da jeg startede på sygeplejeuddannelsen var jeg meget interesseret i psykiatrien. Så kom jeg ud i en dårlig praktik og jeg forsvor mig, at jeg nogensinde skulle arbejde deri, for det var vist alligevel ikke noget for mig.
Men når jeg kigger tilbage på mine opgaver, så har alle et psykologisk/psykiatrisk aspekt. Uden, at jeg aktivt har valgt en rød tråd gennem dem så handler de alle om forskellige sider af mestring.
Mestring af kriser, mestring af smerter, mestring af livet.
Og hver eneste gang har der sneget sig noget psykologi ind over.
Jeg kan åbenbart bare ikke lade være. Men hvis man tænker over det, så er psykologi jo essentielt i enhver situation.
Den måde vi agerer på, den måde vi opfatter verden på, den måde vi udvikles på, den måde vi taler med hinanden på. Jeg kunne blive ved.
Men psykiatrien. Arjj jeg ved ikke.

Og pludselig 1-2-3 så tog livet mig lige med ud på en lille køretur, og nu skal jeg arbejde som miljøterapeut sammen med unge mennesker med psykiatriske diagnoser. Og jeg glæder mig HELT vildt!

Men inden da. I morgen. Der skal der festes så det synger i knoglerne.
Jeg holder min store "yeah jeg gjorde det sgu" dimissionsfest med en hulens masse fantastisk dejlige mennesker.
Så lige du drikker jeg kaffe (tidsrøverne levner heller ikke tid til søvn), vasker tøj, gør rent, hører høj musik og skriver huskesedler - som jeg glemmer hvor jeg har lagt.
Og fniser forventningsfuldt ved tanken om i morgen.

Der var jeg jo....

Synne, 31 år.

Nyligt uddannet sygeplejerske.

Status.

Engang fik jeg mit 2. barn.
Engang fik jeg en depression.

Engang drømte jeg om babyer der brændte, om skrig igennem flammerne. Om en mor der ikke kunne hjælpe.
Engang frygtede jeg, at jeg ville slå mit barn ihjel.
Engang turde jeg ikke forlade mit barn mens det sov, for tænkt nu hvis det forlod denne verden mens jeg kiggede væk.

Engang fik jeg den hjælp jeg ikke formåede at bede om.
De så mig og hev mig ud. Selvom jeg protesterede og negligerede.

Engang fik jeg det langsomt bedre.
Engang kunne jeg pludselig gå på gaden uden lyst til, at kaste mig ud foran bilerne.

Engang surfede jeg på nettet på jagt efter resten af mit liv.
Engang opdagede jeg sygeplejefaget.

I dag har jeg fået barn nr. 3.
Ingen depression. Ingen drømme om ild.
Til gengæld en mor tilbage til studiet fra orlov og en far hjemme på barsel.
Til gengæld en masse selvudvikling.
Til gengæld et eksamensbevis og en autorisation til, at have andre menneskers liv mellem mine hænder.

What the fuck!

Til gengæld en forestående  jobsamtale til et job jeg VED jeg vil kunne gøre en forskel i.
Ikke fordi  jeg er erfaren. Ikke fordi jeg er hård. Ikke fordi jeg vil gå gennem det uden at fælde en tåre eller to.
Men fordi jeg er mig. Og jeg har hjertet med mig.
Resten kan jeg lære.